Boganmeldelse: ‘Bag Portieren’ af Joan Dansberg

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Joan Dansberg – som jeg ikke tidigere har læst noget af – har med ‘Bag Portieren’ skrevet en fascinerende historisk roman om cirkusmiljøet fra 1894 til 1916, en roman der også viser os livsvilkår for mange danskere på den tid. Det eksotiske miljø, som jeg sandt at sige ikke kender meget til, appelerede i høj grad til min nysgerrighed, så jeg var meget motiveret for at komme i gang med læsningen. Lad mig sige med det samme: jeg blev ikke skuffet…

Joan Dansberg skriver i sit forord at hun blev opmærksom på en cirkusartist Irma Altenburgs erindringer som aldrig var blevet udgivet og bad familien om lov til at skrive en roman frit efter disse erindringer. Hun fik familiens accept, men undervejs stod det hende klart at historien ikke blot drejede sig om Irma selv, men også om hendes mor Helene og bedstemor Hortense, og det er disse tre kvinder der kommer til orde i romanen, og som har synsvinklen i forskellige afsnit.

Ud over at være en roman om cirkusmiljøet giver romanen et autentisk indblik i livsvilkår mere generelt i årene 1894-1916. Der er ingen tvivl om at Joan Dansberg har lavet et imponerende stykke researcharbejde, og læserne får et troværdigt og overbevisende indblik i artisternes dagligliv og i periodens udfordringer for mennesker generelt. Livet er fattigt og hårdt, en evig kamp for at få brød på bordet, en jagt på nye engagementer, skiftende boliger og indkvarteringer, ofte snavsede, fugtige og med væggelus. Cirkusmiljøet og arbejdsdisciplinen er jernhård. Da artisterne kun tjener penge når de optræder, stiller de op selv om de er hundesyge og må følge de jobs der kommer. Ofte bliver familierne derfor adskilt fra hinanden i lange perioder. Undertiden får artisterne ikke de penge de har krav på – bla hvis cirkus går fallit. Pengemanglen i miljøet medfører at børn må bidrage: Irma debuterer som femårig!

Romanen har en tydelig kvindelig synsvinkel. Ikke mindst i første del bliver vi vidne til børnefødsler, aborter, vuggedød. Familien er katolsk og bruger derfor ikke prævention. Miljøet har meget fast definerede roller og er særdeles patriakalsk “Skal du sige mig imod, kvinde”, og øretæverne flyver gennem luften. Kvinderne registrerer uretfærdigheder, men vælger deres kampe – undertiden får de deres vilje gennem kvindelist. Især Helene tør mere og mere i forhold til sin mand, den ikke særlig sympatiske Schmidt. Jeg synes vi får levende portrætter af nogle seje kvinder der på trods af ofte ufattelig modgang holder fanen højt, holder fast i familierne og bliver deres omdrejningspunkt og overlevelse.

Mændene er generelt ikke særlig sympatiske. De følger deres lyst, udnytter deres magt, er ofte utro. En undtagelse er Irmas mand Carl som har stor forståelse for familiens behov. Et af romanens hovedtemaer er således tidens kønsroller og kvinders kamp for at ændre dem, men vi får også beskrevet et klassesamfund der blandt andet giver sig udtryk i et socialt hieraki i cirkus. Artisterne tjener mere end musikerne, og Schmidt, der er koncertmester, tjener mindre end hans kone der er artist.

Mændene har som kvinderne fast definerede opgaver qua deres køn. De er således forsørgere. Schmidt tager sig derfor af familiens økonomi. Han fører regnskab og giver sin kone Helene lommepenge. Hun opdager at han bruger en del af pengene på spil. Efter en lang kamp lykkes det hende at få ham til at forstå at hun har ret til at disponere over de penge hun selv har tjent. Hendes kamp medfører at familien med tiden får bedre sociale og økonomiske vilkår.

Jeg synes bogen er særdeles velskrevet. Joan Dansberg viser os undertiden næsten filmisk miljøerne og livsvilkårene i en ikke fjern fortid, vi ser dem, hører dem, lugter dem, og jeg kedede mig aldrig. Sproget er nuanceret, krydret med eksotiske cirkusord jeg et par gange måtte google. Jeg synes også fremdriften er god. Vi bliver hele tiden præsenteret for små og store begivenheder, og jeg bliver nysgerrig for at se hvordan konflikterne løses. Undertiden bliver de ikke løst fordi kvinderne finder sig i de større eller mindre uretfærdigheder de eller familierne udsættes for. Det kan virke frustrerende på mig som læser, men jeg oplever jo kun det samme som kvinderne selv der meget bevidst vælger deres kampe.

Her er tale om et visuelt stykke historisk socialrealisme . Jeg føler romanen giver mig en viden og indsigt i et for mig fremmed miljø, men at den samtidig bliver en vigtig baggrund for forståelse af den udvikling i kønsroller og velfærdssamfund der er sket de sidste 100 år. Det er en historie om kvindeliv der er værd at fortælle, og som passer fint ind som en forudsætning for den nutidige debat om hvordan mænd og kvinder skal leve sammen. ‘ Bag Portieren‘ er derfor en vigtig bog der kommer til at understrege at vi er dem vi er fordi vi bag os har en historie og har gennemgået en udvikling socialt og kulturelt. Joan Dansbergs roman fortjener rigtig mange læsere….

Jeg ser i øvrigt at hun har svært ved at slippe Irmas erindringer og vil skrive en fortsættelse af hendes historie og liv efter 1916. Den vil jeg se frem til at læse..

Bonusinfo:

Forlagets præsentation af romanen:

Familien mangler penge, og Irma er ivrig efter at optræde. Allerede som seksårig optræder hun i varieteen, Concert du Boulevard, på Vesterbrogade i København og bliver kendt som ‘Lille Irma’. Mama er datter af den kendte berider, Jacques Steckel, og Papa er Paul Schmidt, musikuddannet fra det tyske militær. Familien er kendt overalt i cirkus- og varietémiljøet. Af Großmama lærer Irma at synge og danse, og Mama underviser i akrobatik og komik. Papa står for den musikalske oplæring. Irma bliver desuden trænet op som parforce- og voltigerytter af sin onkel, Arthur Reinsch, til dels ved brug af pisken. Bag portieren udspiller sig på den tid, da artisterne lejede sig ind i små lejligheder og værelser; dengang transporten foregik med hestevogn, og cirkusteltet blev oplyst af gaskroner. Det er en evig jagt på engagementer, og sulten banker ofte på døren. Betingelserne er hårde, men stoltheden over at udføre et nummer til perfektion overskygger alt, og eneste undskyldning for ikke at gå i manegen eller på scenen er eget dødsfald. Historien er skrevet frit efter Irma Altenburgs erindringer om sit liv som artist, varietékunstner, klovn og musiker og giver et indblik i et miljø, der kun er kendt af de færreste.