Boganmeldelse: ‘Vi, De Druknede’ af Carsten Jensen

Den har længe ligget og gloet på mig på reolen, den lysende gule, mægtige mursten… Særlig i solskin gjorde den opmærksom på sig selv…. – Åh, jeg måtte snart gå ombord i de 700 sider… – men udsatte det endnu engang…. 🙂

Nu er jeg blevet færdig med dette imponerende og digre værk. Vildt fabulerende og voldsom historieskrivning om en skipperby og om dens beboere gennem 100 år…

Jeg husker Carsten Jensen fra 90’erne som en lidt bleg, firkantet, alvorlig og kritisk essayist. Nu viser han sig minsandten som en vild, engagerende og morsom fortæller der skifter mellem en nærmest naturalistisk udpensling af menneskets skrøbelighed og fortælling af underholdende skipperskrøner – nærmest som Jørn Riel!

Undertiden lystigt og sjovt, undertiden desperat, undertiden råt, undertiden brutalt… – Romanen handler om livets vilkår for generationer af sømænd og deres koner i skipperbyen Marstal på Ærø. Det er en roman om overlevelse og død, om mod, om hensynsløshed, om vold, om lidenskab og om tab…

Værket er en stor dramatisk fortælling, en gigantisk tour-de-force med et imponerende forarbejde og research. Jeg kan ikke forestille mig andet end at det simpelthen på Ærø må opfattes som bogen om Marstal og byens traditioner som søfartsby.

Romanen falder i fire dele og fortæller historien om tre generationer af sømænd fra Marstal fra 1848 til 1945. Vi begynder med slaget ved Eckernførde under krigen i 1848 og slutter ved befrielsen i 1945

Der er tale om en slags kollektiv roman med Marstal som omdrejningspunkt. Dog skiller tre af mange personer sig ud og sørger for via slægtskabet at sikre sammenhængen i historien. Laurids Madsen som deltager i søslaget mod tyskerne 1848, hans søn Albert som efter vilde eventyr på verdenshavene vender hjem og bliver skibsmægler, og endelig Alberts “næsten” søn Knud-Erik som i romanens slutning kommer sejlende hjem til Ærø på befrielsesdagen med krigens vanvid i kroppen. Vi kommer vidt omkring, fra Newfoundlands klippekyster til Samoas plantager, fra Tasmaniens lyssky barer til det nordlige Ruslands ødemark.

Byen er hjemsted for generationer af mænd der drevet af udlængsel sætter sig for at krydse verdenshavene. Det er mænd der lever i et evigt opgør: med havet, med hinanden og med de kvinder, de elsker, men først og fremmest med deres egne mørke sider. Over for dem ses kvinderne der på heroisk vis skal få dagligdagen til at fungere – mens deres mænd, undertiden i årevis, er på havet. Mange af dem bliver enker da ikke mindst sejladsen på New Foundland koster liv…

Modsætningen mellem de hav-hadende kvinder og mænd med udlængsel er et overordnet tema i romanen. Den bliver også en fortælling om udvikling, om en tidslomme og en rå maskulinitet der med tiden må se sig fortrængt af de moderne tider og af kvindernes vilje.

‘Vi, De Druknede’ er spændende læsning. Der er en alvidende fortæller, der somme tider skriver i en kollektiv vi-form. Det virker anderledes, giver fremdrift og energi, understreger det fælles tankegods og sammenholdet i en skoleklasse, menneskesynet i et minisamfund eller på et skib blandt matroser, men jeg synes også at formen kommer til at lægge en distance til de centrale personer, gør det vanskeligt til fulde at forstå deres tankegang og udfordringer. Det virker også lidt uvant, gammeldags og distancerende med en fortæller der kommenterer sine egne personer og ved noget om fremtiden: “Det skulle blive sidste gang at…”

For mig virker dog skildringen af kvinder og de barske sømænds møder med dem. Kvinderne er jo netop “fjerne”, svære at forstå for disse mænd – og derfor også for læserne… spændende 🙂

De mænd, der kan håndtere de værste storme, der slås indbyrdes og som undertiden bruger et temmelig grænseoverskridende sprog om kvinder, bliver handlingslammede i det konkrete møde med kvinden, ja tæmmet. Vi føler med dem, de kan ikke bruge de strategier de plejer og ved ikke hvad de skal stille op… 🙂

Carsten Jensen har skabt en imponerende skæbnefortælling om tilværelsen og om livets udfordringer: mellem de to køn, mellem drømme og pligter, mellem frihed og tvang – og frem for alt mellem liv og død. Den kan i høj grad anbefales til både mænd og kvinder – hvis de kan acceptere det undertiden voldsomme sprog og udpenslede scener af skibbrud og krig.

Hør Carsten Jensen læse et afsnit af sin roman her. Det tager godt seks minutter: