Boganmeldelse: ‘At være hvad vi er’ af Anne-Kirsten Brønserud

---

Anmeldereksemplar af ‘At være hvad vi er‘ modtaget fra forlaget

Hvordan danner man sin personlighed som ungt menneske i et årti hvor alle faste holdepunkter skrider? Det spørgsmål er det centrale omdrejningspunkt i Anne-Kirsten Brønseruds tredje bind i slægtshistorien, ”At være hvad vi er”. Bogen fører os direkte ind i 1980’ernes komplekse virkelighed, en tidsboble, der på imponerende vis genskabes for vores øjne som noget der kan mærkes helt inde i kroppen. Jeg har ikke læst de to første bind, men føler mig alligevel straks hjemme i universet…

Vi følger tre voksne søskende, Anne-Mette, Mie og Henner hvis vidt forskellige livsbaner flettes ind i tidens store begivenheder. Fra atomkraftmodstand, Tjernobyl og BZ-besættelser til Berlinmurens fald skildres et årti i opbrud mens forældregenerationen glider i baggrunden som tavse vidner til en voksende generationskløft.

Særligt Henners transformation fylder meget og er beskrevet med stor indsigt. Vi følger hans gradvise erkendelse af sin seksualitet og de svære skridt mod en ny identitet. Det starter med de første famlende forsøg i et hemmeligt dobbeltliv i København og fører til at han systematisk påbegynder hormonbehandling. Det er en modig skildring af rejsen mod at blive Henriette og det uundgåelige opgør med familiens og omverdenens forventninger.

Denne søgen efter autenticitet spejles i søsteren Mie. Hendes udvikling fra tilpasset “stille pige” udspringer af dyb personlig smerte efter en traumatisk abort og en nærdødsoplevelse. Det er spændende at følge hendes spirende viljestyrke da hun vælger at forlade sin mand, Preben, fordi han – trods hendes stærke ønske om at få et barn – nægter at adoptere et barn fra Korea.

Da hun svæver på kanten af døden, vækker det en ny spirituel bevidsthed i hende. Hun føler at livet kræver noget mere og sandere af hende og insisterer på en integritet og jævnbyrdighed som Preben først formår at imødekomme langt senere. Mie vender dog tilbage til ham da de endelig finder sammen i ønsket om at skabe en familie gennem adoption.

Da adoptivbarnet endelig er kommet til Danmark, samles slægten til barnedåb. For Mie er denne dag den ultimative sejr og den længe ventede fejring af den nystiftede familie efter års sorg. Festen er tænkt som det harmoniske punktum, men glæden bliver udfordret da Henner vælger netop denne dag til at fortælle sin hemmelighed til søstrene – hvilket gør Mie aldeles rasende. De to søstre får den tunge opgave at skulle overbringe nyheden til moderen på et senere tidspunkt…

Selvom Henriettes frihedstrang støder frontalt sammen med Mies store dag, viser romanen sin menneskelighed ved at lade dem finde hinanden igen. Med tiden fordamper Mies første vrede, og de to udvikler et tæt og fortroligt venskab.

Midt i dette følelsesmæssige opbrud står storesøsteren Anne-Mette der som rødstrømpe og politisk strateg i græsrodsbevægelserne prøver at tæmme tilværelsen med ideologi og benhård selvkontrol. Hun forsøger desuden at navigere i manden Bjarnes alkoholmisbrug gennem yoga og makrobiotisk mad. Jeg fornemmer en form for sekulær spiritualitet hvor kontrol over kroppen skal give ro i sindet…

Men selv Anne-Mettes rationelle panser krakelerer i kirken under dåben. Rummet og selve handlingens højstemthed overmander hende på en måde som hverken politiske teorier eller strikse kostplaner kan kontrollere. Det er et øjeblik hvor det spirituelle bryder igennem hendes parader som en rå og uforklarlig kraft…

I skildringen af de to svogre viser Brønserud sit socialrealistiske blik for tidens mandetyper. Der er langt fra den traditionelle Preben, der søger logiske forklaringer på alt, til den reflekterede Bjarne der trods sin sociale bevidsthed kæmper med et ødelæggende indre mørke. Det er et stærkt portræt af hvordan tidsånden rammer forskelligt alt efter baggrund.

Denne balancegang mellem den private kamp og det ydre kaos føres helt til dørs da Berlinmuren falder i 1989. For Henriette markerer murens fald på næsten symbolsk vis den endelige frihed og en rejse mod hendes sande kerne – mens søstrene må lande i nødvendige kompromiser. Mie vinder respekten for sin egen vilje, og Anne-Mette må acceptere livets sprækker og Bjarnes begrænsninger mens hun finder en form for ro i sin yoga og biomad.

Hele vejen igennem værket er sproget nuanceret og præcist. Brønserud indtager en observerende position og dømmer ikke sine karakterer, men overlader tolkningen til læseren. Det giver mig plads til at mærke de følelsesmæssige undertoner og forstå de ting der står skrevet mellem linjerne…

Man kan spørge sig selv om romanens form altid tjener fortællingen? For os, der selv har levet i tiden, er de lange og detaljerede dokumentariske passager en kærkommen genopfriskning af hukommelsen, “ja, sådan var det jo…”. Men kan de journalistiske afsnit indimellem virke som fartbump i handlingen for de mennesker der ikke selv husker den tid? – Kan de dokumentariske afsnit stjæle fokus fra det nære drama når de store historiske begivenheder ruller hen over siderne…?

Uanset hvad er ”At være hvad vi er” en bedrift der minder os om at prisen for autenticitet ofte er høj. Det er et begavet og gennemresearchet værk der med sin litterære kvalitet fortjener at blive læst af mange.

---

Forlagsbeskrivelse

At være hvad vi er er en roman om søskende- og familierelationer, om kærlighed og parforhold, om seksualitet og kønsidentitet, om knuste drømme og nye håb.

Rødstrømpen Anne-Mette lever i et stormfuldt forhold med Bjarne. På tærsklen til 1980’erne lægger de ti års uenigheder bag sig og ser frem til livet i deres nyetablerede kollektiv.

Anne-Mettes lillesøster, Mie, har planer om at blive gift med sin kæreste Preben og få et traditionelt liv med børn og hus på landet. 

Den yngste af de tre søskende, Henner, lever i en ung mands krop, men føler sig som kvinde og drømmer om at leve som sit sande selv.

Op gennem fattig-firsernes arbejdsløshed, AIDS-epidemi, Tjernobyl-ulykke og koldkrigsfrygt udfordres de unge menneskers planer og drømme af modgang og tab. 

Romanen byder på et gensyn med personerne fra ‘Når svalerne flyver højt’ og ‘At leve er ikke nok’, men kan læses uafhængigt af disse.

Om forfatteren

Anne-Kirsten Brønserud er født i 1955 på Fyn. Hun er fransk og engelsk korrespondent og cand.phil. i Nordisk Sprog og Litteratur, lærer i Dansk som Andetsprog samt forfatter til ”Rundt om sklerose”, ”Når svalerne flyver højt” og ”At leve er ikke nok.”