Boganmeldelse: ‘Et trut for Livet’ af Joan Dansberg

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.

Joan Dansberg  har tidligere med romanen ‘Bag Portieren’ skrevet en roman om det danske cirkusmiljø i perioden fra 1894 til 1916 – som jeg har anmeldt (se her). Nu følger fortsættelsen der dækker perioden 1917-1962. Disse to romaner har en særlig plads i dansk litteratur – da næppe andre bøger så dækkende har skildret det omrejsende cirkusliv.

Joan Dansberg kalder selv bogen en historisk roman, men den bygger – som den forrige -på cirkusartist Irma Altenburgs erindringer.

Rotten i skarnbøtten stirrer på hende med sine sorte perleøjne. Irma tømmer spandens indhold af stofstumper, kaffegrums og rådne grøntsagstoppe ned over den og smækker det bulede metallåg i. Rotter lugter af død.

Hun stiller spanden fra sig, går gennem porten ud til Istedgade og spejder mod Enghave Plads. (…)

‘Et Trut for livet’ side 7

Sådan indleder Joan Dansberg sin roman. Vi starter midt i begivenhederne – på Vesterbro i København. Læseren får med det samme dannet et billede på nethinden af den 23-årige Irma der går ned med en skraldespand i et af Københavns fattigkvarterer i 1917. Vi ser, lugter og væmmes over det fattige og sygdomsbefængte miljø som den unge Irma må navigere i. Det her synes jeg Joan Dansberg gør mesterligt: hun udarbejder velresearchede og ofte meget detaljerede tidsbilleder som læseren både kan se for sig og mærke. Hun skriver letflydende, sanseligt – undertiden næsten filmisk – med en mundret dialog og formår at få læseren til at føle det fjerne miljø på sin egen krop og dermed gør det relevant. Det miljø – og de livsvilkår – der jo er en del af vores ikke så fjerne fortid…

Romanen er som nævnt en familiehistorie der bygger på Irma Altenburgs erindringer. Det lader til at vi følger disse erindringer tæt, og vi er i godt selskab med den søde og sympatiske Irma. Vi følger hende og hendes voksende og omfangsrige familie år for år – i ganske mange år. Vi bliver vidne til stort og småt: børnefødsler, (småbørns)død, sygdom, fattigdom, rejser, flytninger, bolignød, druk, drillerier og skænderier, men også familiesammenhold, fester, glæde, cirkusforestillinger, fælles musikudøvelse, sjove anekdoter…

Disse livsvilkår er interessante for en – måske individualistisk – nutidsdansker at være vidne til: mennesker der bor tæt og er så mange sammen, mennesker der gør ting sammen hele tiden, mennesker der har en voldsomt usikker tilværelse, mennesker der fungerer i nogle så fremmede rammer, og som alligevel på mange måder – og somme tider på trods -får et indholdsrigt liv…

Da romanen altså beretter om løst og fast der sker år efter år, betyder det at de mange små og store begivenheder kommer til at fremstå kaleidoskopisk for mig og tilsammen danner et mønster der får mig til at forstå hvordan en cirkusfamilie har levet i en temmelig nær fortid. Og det i sig selv har været særdeles givende læsning. Jeg tror desuden at mange af de begivenheder, vi bliver vidne til, var typiske i samtiden – også uden for cirkusmiljøet.

Men formen betyder også at bogen virker mere som en slags dramadokumentarisme hvor jeg ikke fornemmer en egentlig fremdrift. Irma har rigeligt at gøre med at forholde sig til udfordringer der hele tiden opstår, til at føde børn, til at opfostre dem, til at passe sit arbejde og ikke mindst til at holde sin højtelskede mand på dydens smalle sti (han kan godt lide øl og får undertiden epileptiske anfald). Hun har ikke overskud til egentlige udviklingsprojekter som læseren ville kunne følge.

Forlaget peger selv i sin præsentation på at Irma vakler i sin katolske tro. Kunne den vinkel være udbygget? Irma ærgrer sig desuden over at brødrene bliver cirkusdirektører, og hun kun er ansat og ikke bliver inddraget i beslutninger – fordi hun er kvinde. Kunne kønsperspektivet være udbygget?

Jeg tror at Joan Dansberg har overvejet disse spørgsmål. Måske har hun så meget respekt for Irma Altenburgs eftermæle – og hendes efterkommere – at hun – trods det at her er tale om fiktion – ikke for alvor ønsker at risikere at tillægge Irma træk som der ikke er dækning for i virkeligheden? Romanen viser Irma som et stærkt menneske med en utrolig selvopholdelsesdrift der overlever sammen med sin mand og aldrig giver op. Hun ønsker det fri cirkusliv og vil ikke bytte det for noget andet. Men hun er jo nok ikke en oprører…

Men det kunne have været interessant at skabe en fiktiv Irma, skrive en nutidig tolkning af et kvindeliv, f.eks. ved at gøre hende til jeg-fortæller og udvikle hendes personlighed, lade hendes indre liv fylde mere på baggrund af hendes holdninger, de vilkår og et udvalg af de begivenheder som romanen beretter om…

Men måske ville et sådant fokus skubbe vægtningen for meget væk fra den dokumentariske beretning om rejsende cirkus og de mennesker der virkede der…

---

Forlagets præsentation

‘Et trut for livet’ er en familiehistorie baseret på Irma Altenburgs erindringer. Fortællingen tager sin begyndelse i 1917, midt i 1. verdenskrig. Sult og nød er hverdag for mange.

Irma er cirkusartist og har få år tidligere giftet sig med Carl Altenburg, som er cirkusmusiker. Børnefødslerne står i kø, og Irma må opgive livet som artist. I stedet spiller hun sammen med sin mand i forskellige cirkusorkestre.
Børnedødeligheden er høj, og Irma vakler i sin katolske tro. Hvad er formålet med at bede til Jomfru Maria?
Der er ikke megen empati at hente hos den skrappe svigermor, og Irmas egen mor har travlt i det cirkus, som Irmas brødre starter i 1918.

Bolignøden i København er katastrofal, og familien Altenburg ser sig nødsaget til at sætte beboelsesvognen i lejren, der ligger klos op ad lossepladsen i Valby. Her bor de sammen med mange af ‘de rejsende’.

Er det menneskeligt muligt at bevare et positivt livssyn, når man rammes af stor og gentagen modgang? Og kan kærligheden holde?

Et trut for livet er en selvstændig fortsættelse af romanen ‘Bag portieren’.