Boganmeldelse: Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

Vil du smage, lugte og føle 1700-tallet? Vil du læse om kamp for overlevelse? Vil du høre om umådelige ofre for den man holder af – og om brutale forbrydelser? – Ida Jessen er leveringsdygtig…

Hun skaber med sin roman et stilsikkert middelalderunivers som jeg straks blev fascineret af, følte mig som en del af. Romanen minder ikke om andre danske romaner med fokus på fattigdom, natur og bondeland, men danner næsten en ny genre: Blicher eller Pontoppidan tilsat fabulerende fransk eller italiensk sanselighed fyldt med farver, dufte, lyde, rytmer, kulde, varme, markedsgøgl, gadeteater, kærlighed, had, hjælpsomhed, brutalitet…

Romanen handler om alhedens opdyrkning – som de fleste nok ikke kender til – og menneskers levevilkår i 1700-årene. Den tyske kaptajn Ludwig von Kahlen slår sig ned det mest trøstesløse sted sydvest for Viborg, bygger et hus og går i krig med den umulige opgave at opdyrke heden. Kaptajnen er stædig og vedholdende, men kantet. En dag flytter også den unge kvinde Ann Barbara ind, og en lille taterpige bliver efterladt af sin far. Den onde landsdommer og herremand Schinkel på herregården Hald prøver at genere dem på alle mulige måder.

Vi ser indledningsvis en vogn skumple ud over den flade og ugæstfrie jyske hede. Her er ingenting – kun lyng, sand og en hylende vind der jager over himlen med truende skyer. Men i denne vogn sidder kaptajnen, og han har en drøm. En drøm om velstand, om bølgende kornmarker hvor hugorm, ulve og taterne hidtil har regeret. Han slår sig sig ned på det mest ugæstfrie sted på heden, bygger hus der. Han vil bevise med hjælp fra læsning af diverse landbrugstidsskrifter at heden kan opdyrkes. Han har fået støtte fra Rentekammeret og Frederik d. 5 til opmåling, men ellers er han på egen hånd…. Han har et hidsigt drive og klør på på trods af sandflugt, elendigt vejr og modstand fra den lokale, meget brutale godsejer. Men han er også kantet, kan ikke formulere følelser og bliver derfor ensom – selv om han bliver opsøgt og godt hjulpet af den gådefulde Ann Barbara der er flygtet fra godsejeren og hans ondskab, og som bliver helt uundværlig for opretholdelsen af livet på den barske hede. Desuden bliver den lille taterpige Anmai Mus efterladt hos kaptajnen. Han knytter sig til hende, lærer hende at spise med kniv og gaffel samt at skrive og læse i en skuffe med sand, så hun kan hjælpe ham med opmålingen.

Vi ser personerne udefra og undrer os over deres sammenhold. De støtter og hjælper hinanden, men taler ikke om deres behov eller følelser – for der er jo så meget der skal gøres, forhindringer der skal overvindes. Ann Barbara virker – som kaptajnen – mystisk, men vi aner gennem hendes kropssprog og handlinger behovet for tryghed og kærlighed. Efter at Ann Barbara har slidt og slæbt for hans projekt uden at han har gjort mine til at røre ved hende, bliver hun endelig en juleaften taget med ud foran gavlen en stjerneklar nat. Tiden er inde til et yndefuldt men ordfattigt frieri:

»Han flytter hendes lange hår til side og lader hånden glide over hendes nakke. Den er hvid og varm i lyset fra månen. »Det er bare det«, hvisker hun, »at vi mangler at blive gift««.

Brylluppet kommer hun til at mangle lang tid efterfølgende, men selv om han ikke siger ja til hendes bly frieri, tager han hende da med i seng….

Hvordan det hele ender, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her, blot antyde at Ida Jessen har mange overraskelser til os i ærmet…

For mig er en af romanens store styrker Ida Jessens brug af sproget. Teksten er skrevet i nutid, så læseren føler sig som en del af det der sker, og sproget er skrevet med et meget præcist og varieret ordforråd, herunder undertiden med gamle og ukendte ord. Jeg måtte f.eks. google ordet “pisel” som på sønderjysk betyder “gårdens storstue”. Hun bruger temposkift og rytme meget: korte (hoved)sætninger, opremsninger, gentagelser, rim, og hun personificerer og besjæler naturfænomener:

(…) Vinden farer over himlen, og skyer og regn. Varmen og kulden bæres frem af vinden. Vinden tuder, ingen ved hvorfra den kommer, den synger og hyler, vinden er der altid. Natten og dagen er der også. Ulve er der, hugorme ruller sig sammen. Sommergule sommerfugle patruljerer, lærker stiger op. Rovfugle er der. Boliger er der ikke. Mennesker er der ikke (…)

Senere:

Hunden (…) “dufter af den vilde hede, af det første efterår. Den dufter af lyngen og af himlen og jorden (…) Et firben soler sig i sandet. En ræv soler sig uden for sin sandgrav. En lækats sorte perleøjne betragter hende inde fra en underjordisk musegang. Myrer er der (…)”

En dag kommer nogle tatere til gården, der er dans og musik:

“(…) han er den rankeste mand på heden. (…) Der er violiner og firkantede fløjter, horn af træ og hjemmelavede strengeinstrumenter. En mand sidder på knæ og slår på en kasse med strenge spændt på tværs, som afgiver en dyb bas under fløjternes skingre jubel, han slår med en bred messingring som han har på tommelfingeren, og klipser med en lang, spids negl. Anmai Mus lægger halsen tilbage, hun sætter en hånd i siden og vugger (…) Han løfter hende højt op over hovedet og sætter hende igen, hun hvirvler og vugger (…) Mest af alt ler en kvinde med et blankt mørkt hår og vilde isblå øjne der er smukke som en rovfugls, og hendes latter gør Anmai Mus rundtosset”

Vi bliver præsenteret for et vildt farverigt og barskt miljø: naturens kræfter, byens markeder, træhesten, pisken, sliddet, fattigdommen og sulten. Det er alles kamp mod alle, men der er også omsorg og øjeblikke med mening og nærhed. Personerne har fejl som mennesker jo har, og alle bidrager de til at læseren med den uforudsigelige handling bliver spændt til bristepunktet til det sidste.

Romanen er en intens og dramatisk historie om menneskers kamp for overlevelse mod rå naturkræfter, om store drømme og endnu større ofre, om hævn og disciplin, kærlighed og fortabelse og den vildeste ondskab..

Fremtiden må dømme hvilken plads denne roman får i dansk litteratur. Jeg synes den er et mesterværk…!