
Forfatter: Fredrik Backman
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild
Forlag: People’sPress
Originaltitel: En man som heter Ove
Udgivelsesdato: 26-09-2013
ISBN-13 9788771591941
ISBN-10 877159194X
Sidetal: 360
‘En mand der hedder Ove’ ligner ikke andre bøger jeg har læst, men den gjorde mig varm om hjertet, jeg grinede og fik tårer i øjnene… Romanens kvalitet taber ikke højde undervejs i læsningen efterhånden som historien udfolder sig, snarere tvært imod. Her er virkelig en bog jeg vil have med på en øde ø…
Jeg tror at romanen vil tiltale mange. Den har feel-good kvaliteter der fylder én med glæde og positiv energi… Lidt på samme måde som film som Clint Eastwoods ‘Gran Torino’ eller den franske film ‘De urørlige’ der begge handler om gamle sure mænd som – på trods af ensomhed og et liv der ikke tilsmiler dem – opnår et nyt livsindhold. Som ‘En mand der hedder Ove’ spiller disse film på hele følelsesregistret samtidig med at man bliver godt underholdt. Som ældre mand må jeg indrømme at bogen også har givet mig anledning til en vis selvransagelse og eftertænksomhed… 🙂
Bogen er nem at læse og som sagt virkelig morsom, men alligevel formår forfatteren at beskrive skæve tendenser i det svenske samfund og folks måde at leve på. Jeg er bla temmelig sikker på at Fredrik Backman ikke er den store tilhænger af det svenske velfærdssamfunds måde at behandle demensramte og deres pårørende på.
Historien er bygget op, så man skiftevis følger Ove i nutiden og i flashbacks får oprullet hans liv fra barndommen indtil…. Jeg må indrømme at jeg i starten af bogen var irriteret på Ove, men den irritation forsvandt lige så stille efterhånden som jeg kom ind i bogen og begyndte at forstå…
Ove har været ude for en ubærlig sorg og prøver flere gange at tage livet af sig, men mødet med nye naboer, herunder den slagfærdige og farverige, højgravide iranske Parveneh, forhindrer ham gang på gang i det forehavende. Langsomt begynder Ove at finde mening i tilværelsen igen og bliver involveret i flere og flere af naboernes og ikke mindst en tilløben kats liv…
Romanen, der er Fredrik Backmans debut, blev særdeles vel modtaget ved udgivelsen og er oversat til et hav af sprog. Desuden er den blevet filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove. Filmen kan lejes for 49 kr på Viaplay
Forlagets beskrivelse
Sur, vrissen, vred og helt uimodståelig!
Ove er 59 år. Han kører Saab. Folk kalder ham ”bitter” og ”en nabos værste mareridt”. Men Ove er for helvede ikke bitter, bare fordi han undlader at smile smørret konstant!
Der er heller ikke meget at grine af, når Ove hver morgen går sin inspektionsrunde i kvarteret. Flytter cykler, rusker i låste døre, sparker ulåste porte op og kvalitetstjekker naboernes affaldssortering i skralderummet til trods for, at det er flere år siden, han blev afsat som formand for grundejerforeningen. En begivenhed Ove benævner som ”statskuppet”.
Men under huden på den rigide regelrytter, findes en historie og en sorg. Så den novemberdag, hvor en temperamentsfuld udenlandsk kvinde og hendes milde mand flytter ind overfor og uheldigvis baglænsparallelparkerer deres bil oven i Oves postkasse, bliver begyndelsen på en morsom og rørende fortælling. Om værdien af kvalitetsværktøj og uventet venskab, om herreløse katte og gammel kærlighed, sprogproblemer, selvmordsforsøg og kunsten at bakke med anhænger. Og historien kommer til at forandre en mand og en boligforening helt fra grunden.