
Forfatter: Jillian Cantor
Oversættelse: Lotte Kirkeby Hansen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesdato: 02/06/2020
ISBN-13 9788711983416
ISBN-10 8711983418
Sidetal: 304
‘Det glemte brev’ er en virkelig dejlig bog at læse, fyldt med håb og positive vibes på trods af sit dystre emne centreret omkring jødeforfølgelserne før og under 2. Verdenskrig. Personbeskrivelserne er troværdige, miljøbeskrivelserne realistiske og overbevisende, og bogen – som både er en historisk roman og en kærlighedsroman – er elementært spændende og medrivende som en kriminalroman.
Romanen består af to spor, to parallelle kærlighedshistorier der væves flot sammen med frimærker og breve som et centralt omdrejningspunkt.
Den unge lærling Kristoff må i 1938 overtage sin jødiske mesters opgave med at lave frimærker da denne pludselig forsvinder under Krystalnatten. Kristoff, der ikke selv er jøde, er opvokset på et børnehjem, men bliver hurtigt en integreret del af familien som han også bor sammen med. Han og datteren Elena bliver langsomt forelsket i hinanden mens de sætter livet på spil for at forfalske dokumenter til andre jødiske familier. Hvordan det kommer til at gå, afsløres langsomt i bogen..
I 1989 i Californien overtager nyskilte Katie sin fars frimærkesamling. Under en vurdering af samlingen finder eksperten Benjamin et usædvanligt frimærke på et brev der aldrig har været sendt. Katies far, der har fået Alzheimers, er meget optaget af samlingen, men formår ikke at give Katie nogen svar… Hun begiver sig derfor ud på en rejse til Europa for at løse mysteriet om brevet og for at blive klogere på sin og familiens historie…
Fortællingen følger to spor (1938 og 1989) midt i store historiske begivenheder. I 1989 befinder vi os omkring murens fald i Berlin, mens begivenhederne i 1938/1939 har udgangspunkt i Krystalnatten og de efterfølgende massive jødeforfølgelser. Disse begivenheder bliver på smukkeste vis vævet sammen i romanen.
Jillian Cantor har skrevet en fortælling der ikke blot iscenesætter 2. Verdenskrigs rædsler. Hun har også skabt en historie der ganske enkelt er medrivende og godt skruet sammen. Jeg må indrømme at jeg tidligt gættede hvordan de to spor hang sammen, og at fortællingen -måske- taber en smule højde mod slutningen. Alligevel fastholdt Cantor min nysgerrighed fordi begivenhederne og personernes skæbner indeholdt mange ubesvarede spørgsmål der kun langsomt afdækkedes og for mig fastholdt spændingen romanen igennem.
Miljøbeskrivelserne – ikke mindst af et kuldslået østrigsk skov- og lillebymiljø i 1938 – virker overbevisende og næsten filmisk, og jeg følte næsten at jeg selv var til stede. Sammen med de troværdige og autentiske personbeskrivelser udgør de måske romanens største styrke. Jillian Cantor formår – typisk gennem antydninger – at skrive følelser frem uden at de bliver banale eller utroværdige. Jeg kom til at holde af personerne og deres forskellighed og fornemmede det håb som personerne – trods de rædsler de er udsat for – til stadighed er nødt til at tro på. Cantor magter ganske enkelt at skrive om tragedie, sorg – men også kærlighed – på en måde så fortællingen nærmest på trods emmer af optimisme og håb for fremtiden.
Forlagets præsentation
I Østrig i 1938 må den unge Kristoff overtage sin jødiske mesters virke med at lave frimærker til tyskerne, da mester forsvinder under Krystalnatten. Selv om Kristoff sætter sit liv på spil, hjælper han den østrigske modstandsbevægelse med at lave falske identitetspapirer til jødiske familier. Da han midt i krigens brutale kaos forelsker sig hovedkulds i mesters datter Elena, må han finde en måde at redde hende og sig selv på.
I 1989 i Los Angeles støder Katie Nelson på sin fars frimærkesamling og sender den til vurdering hos eksperten Benjamin, som opdager et sjældent østrigsk frimærke fra 1940’erne på et brev, der aldrig er blevet afsendt. Katies far har Alzheimer’s, så for at finde svar på, hvor det mystiske brev kommer fra, rejser Katie til Berlin, hvor muren netop er faldet. Her bliver hun konfronteret med en familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, der går på tværs af kontinenter og generationer.?