Den franske forfatter Marcel Pagnol er i Danmark kendt for forskellige filmatiseringer af hans romaner der foregår i et vildt, solbeskinnet og sanseligt guldalder-Provence med kalkbjerge og lavendelmarker nær Marseille. Ikke helt en fransk Morten Korch, for livet i Provence i romanerne og filmene er ikke bare sol, sommer og lavendelduft, men også realisme med barske levevilkår hvor penge, relationer og menneskelig smålighed styrer.
Pagnol er ikke mindst kendt for Claude Berris to succesfulde film fra 1986, ‘Kilden i Provence‘ og ‘Manon og kilden‘. Senere blev flere af hans bøger filmatiseret, blandt andet de to første bind af erindringerne, ‘Min fars store dag‘ og ‘Min mors slot’ af Yves Robert omkring 1990.
Nu er en ny generation af franske filmmagere trådt til. Christophe Barratiers ‘Min sommer i Provence‘ er en filmatisering af tredje bind i Pagnols erindringer og er som sådan en forlængelse af Yves Roberts film.
Jeg er spændt på at se filmen, for hans gennembrudsfilm ‘Koret‘ (‘Les choristes’ fra 2004) var jeg vild med. Det var en rørende feel-good film om en vanskelig kostskoleklasse i mellemkrigstiden der blev rettet op af en ny musiklærer der kom til skolen – på lidt samme måde som i ‘Døde poeters klub’. Filmen blev i øvrigt også kendt for sin meget iørefaldende kormusik…
Grand Teatrets foromtale af ‘Min sommer i Provence’:
Der er løbet meget vand i åen siden ’Kilden i Provence’, men Marcel Pagnols forfatterskab er ikke udtømt. Vi skriver 1905. Den unge Marcel og hans familie er flygtet fra Marseille for at tilbringe sommeren i deres hus på landet. Marcel og den lokale bondedreng Lili genoptager sidste års eventyr i naturen, men da de møder den aristokratiske Isabelle, udfordres venskabets hårfine balance, og Marcels første oprør med sin fars autoritet bliver også en realitet. Det bliver en ferie, hvor barndommens hidtidige uskyld trues af tilværelsens mange faldgruber – og det spirende voksenlivs mange hemmeligheder og løgne. Filmen er med i Filmporten.
Peters Verden... 