Bogomtale: Linda Castillo: ‘Tvunget til tavshed’ og ‘Bøn om tavshed’

---

Af en eller anden grund har jeg aldrig tidligere fået læst Linda Castillos populære serie om politichefen Kate Burkholder. Det har jeg nu rådet bod på med de to første bøger ‘Tvunget til tavshed‘ og ‘Bøn om tavshed’.

Den første var en rigtig god oplevelse. Castillo kan sit krimihåndværk. Hun skriver med drive, skaber spænding og har med amishsamfundet omkring den lille by Painters Mill fundet et miljø der både er interessant og anderledes. Og så kunne jeg fra begyndelsen godt lide Kate Burkholder.

Kate er vokset op som amish, men har forladt både troen og miljøet og vender senere tilbage som politichef. Hun kender samfundet indefra, taler sproget og forstår dets normer, men står samtidig udenfor. Det fungerer rigtig godt.

Derfor gik jeg også direkte videre til ‘Bøn om tavshed’. Og her begyndte min begejstring at slå nogle revner.

Kate bærer på en frygtelig historie. Som 14-årig amishpige blev hun voldtaget og skød efterfølgende sin voldtægtsmand. Det er naturligvis en oplevelse der må sætte dybe spor. Men efterhånden begyndte jeg også at synes at Castillos brug af denne fortid bliver lidt for bekvem. Den kan forklare både Kates stærke reaktioner på ofrene, hendes forhold til vold og hendes syn på våben.

Det mærkes tydeligt i ‘Bøn om tavshed’. Den 18-årige Mary og hendes familie er blevet myrdet, og Kate spejler igen og igen Marys historie i sin egen. Det er forståeligt at sagen vækker hendes egne minder, men efterhånden fylder sammenligningerne så meget at jeg begynder at undre mig over dem. Mary bliver næsten et spejl for Kate frem for at få lov til at stå som offer i sin egen historie.

Samtidig begyndte Castillos måde at fortælle på at irritere mig. Hun er faktisk rigtig god til at vise hvad der sker. Hun kan skrive en scene så levende at jeg både ser den for mig og forstår personernes reaktioner. Men bagefter lader hun ofte Kates tanker forklare det hele en gang til: hvad personerne følte, hvorfor de gjorde som de gjorde, og hvad jeg som læser skal forstå af det.

Det behøver hun ikke. Jeg har jo lige læst scenen. Jeg vil gerne selv have lov til at tænke videre.

Jeg har det også svært med Kates syn på våben og selvtægt. For hende er retten til at have et våben nærmest en selvfølge, og hun har tillid til at den amerikanske våbenlovgivning sætter de nødvendige grænser. Hendes egen historie gør det let at forstå hvorfor: Hun overlevede som 14-årig fordi hun kunne få fat i et våben.

Men hendes syn bliver ikke rigtig udfordret, heller ikke når hun selv går meget langt. Her bliver afstanden mellem Kate og mig stor. Jeg har ganske enkelt et andet syn på våben, selvtægt og personlig gengældelse.

Nogle steder bliver følelserne også skruet meget højt op. En dramatisk scene får ikke altid lov til bare at stå. Der kommer tanker, kropslige reaktioner og store ord oveni, indtil jeg næsten føler at bogen fortæller mig hvor stærkt jeg skal reagere. Her kom jeg indimellem til at tænke på Kristin Hannah. Også hos hende kan jeg få lyst til at sige: Jeg har forstået det – scenen var stærk nok i sig selv.

Mange læsere holder netop af den følelsesmæssige intensitet hos både Castillo og Hannah. Jeg foretrækker at forfatteren stopper lidt tidligere og overlader mere til mig som læser. Så virker scenerne endnu stærkere, synes jeg…

Det lyder måske som om jeg slet ikke brød mig om ‘Bøn om tavshed’. Sådan er det ikke. Krimihistorien holdt mig fanget, amishmiljøet er stadig fremragende, og Kate er trods mine indvendinger en hovedperson jeg gerne vil vide mere om. Castillo kan bestemt få mig til at vende siderne.

Men efter to bøger er jeg også blevet mere opmærksom på en fortællestil og et syn på vold, våben og selvtægt som ikke altid passer særlig godt til mig.

Jeg er derfor ikke færdig med Linda Castillo. Men efter to bøger i træk har Kate Burkholder og jeg nok bedst af en lille pause fra hinanden.