
Udgivelsesdato: 02-06-2026
ISBN13: 9788702439571
Originaltitel: La dernière allumette
Forlag: Cicero
Jeg har ikke læst noget af Marie Vareille tidligere, men hun har et stort publikum bag sig i Frankrig. Nu er hun for første gang oversat til dansk med en roman der er varmt anbefalet af selveste Valérie Perrin. Det har været en fornøjelse at læse bogen. Den er let at gå til, og jeg synes personerne er beskrevet med en psykologisk dybde og en kvalitet der hæver den højt over gennemsnittet.
Historien hopper mellem flere spor: den unge Abigaëlle i et kloster, en psykiater, veninden Zoé, broren Gabriel og en barndomsdagbog fra halvfemserne. De mange spor efterlader undervejs bevidst nogle huller til læserens egen fantasi før trådene til sidst samler sig til et fængslende drama. Vareille skriver sig direkte ind i den franske tradition med store familiehemmeligheder og tidslinjer der fletter sig ind i hinanden, men hun har helt sin egen stemme.
Sproget glider let og passer godt til de forskellige personer. Ikke mindst barnets dagbog fungerer fantastisk fordi den barske hverdag her bliver set med en rørende umiddelbarhed. Det giver en fin balance at der midt i alt det mørke også er plads til skæve vinkler og en befriende humor.
Det er gribende at følge hvordan personerne ændrer sig i takt med at sandheden kommer frem. Mod slutningen tager historien for alvor fart med overraskende twists der virker helt naturlige og overbevisende.
Vareille beskriver volden i parforholdet og de dybe spor den efterlader præcist og uden at det bliver sentimentalt. Hvor andre nemt falder i melodramafælden, holder hun en nøgtern tone når hun skildrer den følelsesmæssige lammelse og den konstante indre uro. Bogen er meget mere end bare spænding. Det er en historie om hvordan fortiden kan spænde ben når man prøver at knytte tætte bånd.
Midt i mørket er der dog en stærk vilje til at handle. Når personerne vælger det traditionelle familiemønster fra, føles det overhovedet ikke som et nederlag. Det er tværtimod et modigt valg for at passe på hinanden og stoppe den voldelige arv.
Vareille has skrevet en roman med masser af tyngde. Selvom emnerne er barske, efterlader bogen dig med et realistisk håb der gør læsningen til en stor oplevelse – en oplagt anbefaling til dig der kan lide Valérie Perrin eller Elena Ferrante.
Forlagsbeskrivelse
»Smuk læserfavorit, der slår gnister!«
– Le Parisien
På et kloster i Bourgogne har Abigaëlle levet et stille liv i over 20 år. Hendes tidligere liv er kun diffuse minder. En begravelse. En æske tændstikker. Silhuetten af hendes bror, der går væk med en riffel. Men hvis begravelse var det? Og hvorfor blev hele hendes liv i det øjeblik til aske?
På afstand observerer hun sin bror, Gabriel, hvis liv udadtil ligner det perfekte kunstnereventyr i Paris. Men da han møder den livsglade Zoé og forelsker sig hovedkulds, får Abigaëlle en foruroligende forudanelse om, at det værste snart vil ske igen.
Men hvilken frygtelig begivenhed er det, hendes sind har fortrængt? Og kan hun værne om Gabriels nye lykke – uden selv at bryde sin årelange tavshed og isolation?
Altid ved din side er en smuk og livsbekræftende roman om den arv, vi uforvarende giver videre, og den styrke, der skal til for at bryde den.
Pressen skriver
VINDER AF PRIX AUDIOLIB
VINDER AF GRAND PRIX DES BLOGUEURS LITTÉRAIRES
SHORTLISTET TIL PRIX MAISON DE LA PRESSE
»En glødende anbefaling af Marie Vareilles skrivetalent – endnu en gang.«
– Valérie Perrin
»En roman, der får hjertet til at hamre – hvor spænding, følelser og alt det usagte ulmer længe efter sidste side. En skarpt komponeret fortælling med helt uforglemmelige karakterer.«
– L’Ardennais
»Med sine stærke og indtagende heltinder har Marie Vareille formået at erobre et enormt publikum.«
– Le Parisien
»Læserne hvirvles ind i et plot med åndeløs suspense.«
– Elle
»En sjælden, foruroligende og dybt vedkommende læseoplevelse.«
– Mademoiselle Lit, jurymedlem ved Le Prix Maison de la Presse
Discover more from Peters Verden...
Subscribe to get the latest posts sent to your email.