
Premieredato: 29. maj 2026
Genre: Krimi, drama
Instruktør: Richard Laxton
Manuskript: George Kay. Baseret på bogen ’To Hunt a Killer’ af Julie McKay og Robert Murphy
Medvirkende: David Morrissey, Eve Myles, Emma Appleton, Rupert Evans
Antal afsnit: 6 (af cirka 45 minutter)
Land: England
Briterne har en lang tradition for at levere solide fortællinger til TV. Jeg synes de formår at balancere den klassiske kriminalhistorie med en troværdig person- og miljøskildring, og det er grunden til at jeg generelt er opmærksom på DR’s britiske serier. For mig er det den ulmende spænding og det stærke persongalleri der trækker læsset frem for chokeffekter.
Jeg har lige streamet ‘Gone‘ på DR, og den følger den tradition. En kvindes pludselige forsvinden udvikler sig allerede i første afsnit til en mordsag uden hæsblæsende biljagter. I stedet blev jeg suget ind i et psykologisk spil der holdes i gang af personerne og deres indbyrdes forhold
Historien foregår på et privat gymnasium der udadtil slår sig op på succes og disciplin. Her er Michael rektor hele døgnet. Den uigennemtrængelige autoritet har han i årevis taget med sig hjem, og distancen ændrer sig ikke da hans kone Sara forsvinder og bliver fundet dræbt. Mordsagen flår hul i facaden og udstiller et tyndslidt ægteskab, og også forholdet til datteren spidser til. Jeg lagde ikke mindst mærke til hvordan han camouflerer sit kontrolbehov med en total ro der distancerer familien fuldstændigt…
Da Michael bliver suspenderet på grund af sagen, må han gå derhjemme bag lukkede døre. Imens lander ansvaret og stormvejret på skolen hos vicerektoren. Han kastes direkte ind i orkanens øje, og man fornemmer hurtigt en ulmende, næsten desperat undertone i hans insisterende forsøg på at styre krisen og beskytte gymnasiets ansigt udadtil…
Efterforskeren Annie (Eve Myles) giver Michael modspil i en række gnistrende dialoger. Jeg synes David Morrissey er en fremragende skuespiller i rollen som rektoren Michael. Han er gådefuld og virker uhyggelig kold og kontrolleret over for den observerende efterforsker. Den verbale duel og Annies tørre observationsevne fungerer godt når hun langsomt piller hans facade fra hinanden, og som tilskuer blev jeg udfordret til selv at gætte med og afkode de psykologiske undertoner.

Har Michael slået sin kone ihjel? Det spørgsmål dirrer gennem afsnittene. Den endelige afsløring havde jeg ikke gættet, men den skuffede mig måske en smule. Kriminalplottets forløsning mangler den tyngde som bærer resten af serien. Når ‘Gone’ alligevel fanger mig, skyldes det at det personlige drama stikker dybere end blot selve opklaringen af mordet. Det er skuespillernes evner og et begavet manus der danner baggrund for de nuancerede portrætter og hjælper seeren til at kunne dvæle ved det usagte og tænke med…
Jeg kan varmt kan anbefale denne serie der er genial til “aftenhygge” foran skærmen…
DR’s præsentation
Britisk krimidramaserie fra 2026.
Skoleinspektør Michael Pollys kone, musiklæreren Sarah, forsvinder fra parrets hjem. Dagen efter melder Michael Sarah savnet. Kriminalassistent Annie Cassidy sættes på sagen. Hun undrer sig over, hvor kontrolleret og uanfægtet Michael synes at være. Snart tager sagen en dyster drejning, Udløber: 29. nov 2028
Officiel trailer
Discover more from Peters Verden...
Subscribe to get the latest posts sent to your email.