Bogomtaler: Fængende krimiserier lige nu – og lidt om et par franske krimiforfattere…

Foråret truer! – Er du klar til hygge/neglebidende uhygge og lade dig udfordre af spændingsromaner? Hvis du har lyst til at forsvinde ind i en fængslende bog, kommer jeg her med nogle forslag til tre meget forskellige serier…

Den første serie jeg vil nævne er ‘Malin-serien’ af Camilla Grebe. Den består indtil videre af fem bind hvoraf jeg har læst de to første: ‘Når isen brister’ (som jeg har skrevet en ret begejstret omtale af, se her) og ‘Husdyret’. Jeg er så vild i varmen at jeg også har investeret i den seneste roman i serien ‘Alle lyver’ (fra 2021). Den sjette roman i serien skulle efter sigende være undervejs…

Bøgerne er velskrevne og let læste. De finder en fin balance mellem at være psykologiske romaner med interessante karakterer og hæsblæsende krimier. Personerne har dybde, vi har lyst til at lære dem at kende, og dette opnår Grebe uden at fremdriften i plottet går i stå. Vi følger i begge bøger tre jeg-fortællere som vi lærer godt at kende. Denne måde at skifte tid og synsvinkel på betyder at læseren bevarer sin nysgerrighed: mange afsnit slutter med en cliffhanger hvor vi må vente på at få mere at vide. Vi ser begivenheder med flere personers øjne, lever os ind i handlingen, kommer til at føle med personerne og får en fornemmelse af at der er noget der ikke stemmer. Man kan rolig sige at spændingen stiger undervejs, Grebe er en mester i at give handlingen og udviklingen et twist…

Den anden serie, jeg vil nævne, er britiske Cara Hunters ‘Adam Fawley-serie‘ hvor jeg har læst det første ud af foreløbig tre bind ‘Familiens Synder’ fra 2020. Serien har den sympatiske kriminalinspektør Adam Fawley som jeg-fortæller, og romanerne foregår omkring Oxford. Serien er traditionelt opbygget med plottet og fremdrift i centrum, og der er mange plot-twists og overraskelser i ærmet. Desuden er det tydeligt at Cara Hunter har en mærkesag når det gælder børn, børns opvækst og forældreansvar. Bogen er velskrevet, letlæst og en rigtig pageturner, men den er bestemt ikke for tøsedrenge…

Den tredje serie er den canadiske forfatter Louise Pennys ‘Armand Gamache serie’ på hele tolv bind, alle oversat til dansk. Jeg har læst sjette bind ‘Begrav dine døde’ (fra 2020) som jeg har skrevet en anmeldelse af.

Louise Penny er selv engelsk canadier, men er meget optaget af samspillet (og nogen gange modspillet) mellem befolkningsgrupperne i Québec hvor hun også bor. Bogens store styrke er beskrivelsen af miljø og personer. Jeg virkelig følte byens vinterkulde, farver, vind, sne og smukke gamle gader og fik lyst til at vende tilbage en dag. Jeg synes også personskildringen er eminent, ikke mindst af hovedpersonen kriminalkommisær Armand Gamache. Andre bind foregår i en fiktiv by Three Pines hvor mange anmeldere er begejstret for beskrivelsen af byen og dens indbyggere. Jeg har på min læseliste det første bind i serien ‘Mørkt Motiv’(2020)

Vi har i Danmark som bekendt mange talentfulde forfattere der skriver krimier. På min læseliste står Michael Katz Krefeld som jeg ikke tidligere har læst. Han har begejstret læserne herhjemme og i 20 lande verden over med sin hæsblæsende, nervepirrende og stærkt underholdende krimiserie om Ravn. I alt er der udkommet syv bøger i serien, senest Imperietder udkom i efteråret 2021.


Der findes jo mange krimier der ikke er dele af serier. I øjeblikket læser jeg den franske forfatter Guillaume Mussos ‘La fille de Brooklyn’ der er oversat til dansk med titlen ‘Pigen fra Brooklyn’. Den er vildt spændende med et interessant plot, et hæsblæsende tempo og ikke mindst rammende beskrivelser af livet og atmosfæren i Paris og New York hvor handlingen foregår. Siderne vender sig selv, og det gør absolut intet at bogen er på mere end 500 sider.

Musso er en af Frankrigs bedst sælgende forfattere. Men lige i hælene på ham følger Michel Bussi der også er oversat til dansk, og som Musso har han modtaget adskillige litterære priser for sine bøger. Se et udvalg af hans bøger på dansk her. Jeg har netop anskaffet ‘Ne lâche pas ma main‘ – som ikke endnu er oversat. Den foregår på den franske ø Réunion hvor jeg har været, en ø jeg blev meget betaget af…

De to bøger af Musso og Bussi har tempoet tilfælles og tager begge udgangspunkt i en person der forsvinder…


Bonusinfo

‘Bogmagasinet bog.dk’ har en fin side hvor de anbefaler en række krimiserier der er udgivet af Lindhardt og Ringhof

One thought on “Bogomtaler: Fængende krimiserier lige nu – og lidt om et par franske krimiforfattere…”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: