Boganmeldelse: ‘Un roman français’ af Frédéric Beigbeder

En gang imellem vil jeg anmelde bøger der ikke er oversat til dansk. I dette tilfælde skyldes det Frédéric Beigbeders fremtrædende rolle som forfatter og kendis i dagens Frankrig…

Billedet på forsiden er et portræt af Beigbeder selv som barn

Rating: 3 out of 5.

Frédéric Beigbeder er en fransk forfatter, litteraturkritiker, TV-vært og kendis som tit optræder i medierne. Han sælger mange bøger og får ofte fine anmeldelser, men er aldrig oversat til dansk. Det var derfor naturligt for mig at læse hans mest kendte bog ‘Un roman Français’ (‘En fransk roman’) der fik den anerkendte ‘Prix Renaudot’ i 2009.

‘Un roman Français’, der er Beigbeders ottende roman, er skrevet som en autofiktion. Det er historien om en fyr (ham selv) der bliver arresteret og puttet i varetægtsfængsel for at tage narkotika i det offentlige rum i Paris i 2008. Opholdet i en fængselscelle fører ham til refleksioner over sit liv og ikke mindst over barndommen og en borgerlig opdragelse i en overklasseforstad til Paris fra 1970’erne og fremefter.

I en stærk følelsesladet stil stiller han som jeg-fortæller spørgsmål til sin opvækst som han påstår han ikke husker særlig godt, som han søger at genskabe i sit hoved, men som han ikke har meget godt at sige om. Han stiller skarpt på familien og dens valg, ikke mindst på forældrene og deres skilsmisse, på en ældre bror og på sig selv. På en gang er han observant og hudflettende, men også humoristisk, ironisk, sarkastisk og provokerende, undertiden latterliggørende… – over for omgivelserne og over for fænomener bredt i det franske samfund – og over for sig selv. Det hele får form som en slags betroelse af noget ofte meget privat, en rekonstruktion af en fortid hvor flere personer bliver nævnt med navns nævnelse og ofte hængt ud. Man har indtryk af en hudløs søgen efter sandheder med udgangspunkt i et særdeles selvkritisk jeg.

Når jeg trods alt kunne holde bogen ud, skyldes det hans skarpe og præcise observationer af det franske samfund, små glimt med øjebliksbilleder fra fortiden som jeg kan forstå og undertiden nikke genkendende til – og ikke mindst beskrivelser af scener med datteren Chloë som er rørende, og hvor han er opmærksom på ikke at gentage de fejl han mener hans forældre har begået over for ham. Her har han mange tankevækkende overvejelser.

Han virker på mig som et forkælet, men forsømt barn der er vokset op til en navlepillende, følelsesladet voksen der som Annie Ernaux i ‘Årene’ (læs min anmeldelse her) er på “sporet af den tabte tid”, men hvor hun er en nøgtern og kølig iagttager, virker han på mig som en neglebidende narcissist. Jeg bryder mig bl.a ikke om at han hænger navngivne mennesker ud, mennesker der ikke kan tage til genmæle, en udhængning der vil stå uimodsagt og anklagende så længe bogen læses.

Beigbeder har skrevet en fortsættelse – som jeg ikke har aktuelle planer om at læse…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: