Boganmeldelse: ‘Årene’ af Annie Ernaux

Et af fransk samtidslitteraturs hovedværker, der omhandler kvindeliv og efterkrigsgenerationens vilkår, er nu oversat til dansk. Der er tale om højst interessant og anbefalelsesværdig læsning. Læseren risikerer at blive klogere på sig selv… 🙂

Forfatter: Annie Ernaux
Oversættelse: Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen
Forlag: Gads Forlag
Udgivelsesdato: 26/03/2021
ISBN-13: 9788712062608
ISBN-10: 8712062608
Sidetal: 252

Rating: 4.5 out of 5.

Annie Ernaux’s værk ‘Årene’ anses som et hovedværk i nyere tids fransk litteratur og sammenlignes af anmeldere med Marcel Prousts ‘På Sporet af den Tabte Tid’. Bogen udgør et både præcist, intimt, poetisk og sanseligt monument over fransk kvindeliv i perioden fra 1940’ene til cirka 2007. Den omhandler en person der kan være Annie Ernaux selv og hendes liv fra den beskedne opvækst i et arbejdermiljø i Normandiet til status som højt uddannet underviser og feteret forfatter i Paris. Samtidig er den i lige så høj grad en fortælling om alle de andre, hele den generation, der ligesom Ernaux blev født under 2.Verdenskrig i Frankrig.

Værket bliver præsenteret som en roman, men udarbejdelsen af den bliver omtalt i bogen, men her omtalt som en selvbiografi. Opbygningen er speciel idet den ser såvel hovedpersonen som det omgivende samfund udefra. Hovedpersonen omtaler således sig selv konsekvent i tredje person “hun”

Værket følger to spor: I det første spor ser vi kronologisk omgivelserne, samfundet og udviklingen gennem mange detaljer fra den fattige efterkrigstid i provinsen til (næsten) nutid i Paris. Jeg kom under læsningen til at tænke på Poul Hammerichs forhåbentlig ikke helt glemte ‘Danmarkskrønike’ omsat til franske forhold. Som Hammerich har Annie Ernaux en imponerende hukommelse og er meget observant i forhold til personer, begivenheder, omgivelser, holdninger, vilkår, artefakter mm. Samtidig er hun støttet af at have skrevet dagbog hele livet. Holdninger og vilkår beskrives med et “vi” eller et “man” – som jeg må forstå som værende i første omgang Annie Ernaux selv og hendes jævnaldrende i omgangskredsen, men i videre perspektiv en fælles erindring for en generation af franskmænd.

’Årene’ omhandler en generation der er vidne til store historiske og politiske samfundsbegivenheder som er med til at forme menneskers holdninger: Algierkrigen, studenteroprøret, den fri abort, aids-epidemien i 1980’erne, højrepopulismens opblomstring legemliggjort af Jean-Marie Le Pen, internettets ny tidsalder, 11. september 2001, Nicolas Sarkozy som vinder af det franske præsidentvalg 2007…

Selv om læseren ikke har levet i det franske samfund, vil han/hun alligevel kunne nikke genkendende til mange små detaljer og undertiden udbryde “ja, sådan var det!” For mit vedkommende især da vi nåede frem til 1960’erne og efterfølgende..

Det andet spor handler om hovedpersonen – altså Annie Ernaux selv. Det er ligeledes bygget kronologisk op. Fortælleren betragter nøje en lang række fotografier af sig selv fra forskellige tidsaldre i samspil med de til enhver tid eksisterende omgivelser. Denne betragtning af det enkelte fotografi fremkalder i erindringen et gradvis mindre og mindre sløret billede af hende i den pågældende periode. Hun observerer på distance, læser sine dagbøger og kommer i tanker om og ser hvordan “hun” påvirkes af omgivelserne. Men hun hører også for sit indre øre tidens musik, erindrer duften i moderens køkken, hører for sig selv en bestemt politikers eller komikers stemme eller gnækkende sprog. Hun er bevidst om at “hun” er i stadig forandring som følge af “tiden” der ubønhørligt ændrer det enkelte menneskes og det omgivende samfunds holdninger, værdier, økonomi mm., og som bl.a er drevet af store begivenheder og ikke mindst en voldsomt mediestyret og forbrugsorienteret tidsalder. Når hun efterfølgende sammenligner de mange fotografier af “hun” fra forskellige tider, kan Annie Ernaux derfor stykke hovedpersonens udvikling sammen, og bogens to spor flettes umærkeligt sammen til en billedlig og opslugende fortælling . Jeg er overbevist om at ikke mindst mange kvinder vil kunne spejle sig i denne beretning om et kvindeliv, og fortællingen bliver generelt særdeles levende og nærværende, sanselig og læseværdig…

Det slår mig at den tilstræbte “objektive”, iagttagende stil er typisk fransk. Den er i mine øjne ikke langt fra “alle romaners moder” Gustave FlaubertsMadame Bovary’. Flaubert og naturalisterne så forfatterens rolle som en kirurg, en videnskabsmand der anbragte personerne i et miljø og så iagttog hvad der skete med dem i samspil med omgivelserne. Det var deres måde at prøve at finde en sandhed på. Sjovt nok færdedes Madame Bovary i de samme normanniske småbyer og mødte de samme småborgere som Annie Ernaux må have gjort i barndommen mange år senere…

“Tiden” står som nævnt centralt for menneskets udvikling og dermed skiftende syn på omverdenen. Det er således karakteristisk at “hun” i en periode er vild med sangere som Jacques Brel og Georges Brassens, men senere synes at den ene er for moralsk og den anden for vidtløftig og hippieagtig. Samme forhold gør sig gældende for politikere og filosoffer, og hvor hun som ung er vild med Sartre og vil være som Simone de Beauvoir, synes hun senere at Sartre virker gammel og Simone de Beauvoir snakker for meget… “Hun” får nye helte…

Værket er også en beretning om opbrud og skift. Fra barndommen i Normandiet til uddannelse i Paris, job som gymnasielærer, at blive forfatter, ægteskab, husmor- og morrolle, skilsmisse, elsker.. Altid er hun rastløst på vej, ofte drømmer hun om en anden tilværelse end den hun har.

Centralt står beskrivelsen af “huns” seksualitet. At få god sex er vigtig for hende gennem hele livet. Jeg synes Annie Ernaux er modig i sin beskrivelse af sin seksualitet, herunder af onani – som hun og andre unge piger/kvinder var henvist til før de blev gift – hvis de ikke ville ses skævt til i samfundet i 50’erne og 60’erne. Det var Annie Ernaux nu ret ligeglad med… Også senere i livet får jeg det indtryk at det er fysisk tiltrækning og sex “hun” primært søger hos – undertiden – meget yngre mænd – snarere end en kammerat og samtalepartner…

Alt i alt bliver “Årene” en beretning ikke alene om Annie Ernaux og kvinders liv og vilkår, men også et vigtigt værk for alle mennesker der vil forstå sig selv i sin samtid og umiddelbare fortid. Det er i høj grad et værk om Frankrig – og Europa – efter 2. Verdenskrig op til cirka 2007. Som dansker, der har været i Frankrig i længere perioder, kan jeg nikke genkendende til meget, og jeg synes det har været berigende at læse om Annie Ernaux’s liv i disse velkendte kulisser.

Der er i bogen mange henvisninger til specielle franske forhold, offentlige personer, mediefolk, politikere, kunstnere osv. Jeg måtte et par gange google (hvem var Poujade nu?), men det gør ikke noget, så bliver jeg jo klogere 🙂 .

Læsere, der ikke kender Frankrig så meget, kan også få meget ud af bogen selv om de ikke ved, hvem en given forfatter eller politiker er – eller har set en bestemt reklame eller film. Man kan jo gætte sig til meget. Alligevel tænker jeg at oversætterne må have overvejet at lave et noteapparat. Jeg forstår godt de ikke har gjort det, det ville føre meget vidt og måske virke bremsende på læsningen og oplevelsen. Jeg savner dog illustrationer. Det kunne være fantastisk at se nogle af de fotografier af “hun” som nøje omtales (hvis de eksisterer 🙂 ), og især savner jeg en gengivelse af de malerier som har betydet noget for “hun”. Nedenstående malerier har jeg fundet på nettet, jeg synes de tydeliggør nogle af hendes tanker…

Forlagsbeskrivelse

Årene betragtes som et moderne mesterværk i fransk litteratur. Det er en roman om Frankrig og om en kvindes liv fra 1940’erne og frem.

Fra Annie Ernaux’ opvækst i en arbejderklassefamilie i Normandiet til tiden som lærer foran nådesløse klasser med fyrre elever, forstadslivet med mand, to sønner, uendelige mængder indkøb og tilværelsen med en ung elsker efter skilsmissen – og gennem det hele livet som skrivende menneske.

Mest af alt er Årene en bog om tid. Den er fortalt fra et kollektivt ståsted og forsøger med afsæt i fotografier og erindringsbilleder at fange selve tidens sprog og gang. Vi sidder med til bords til familiefesterne og oplever de små skred og de store samfundsomvæltninger: efterkrigstiden, studenteroprøret i 1968, seksuel frigørelse, politiske kampe, familierelationer, globalisering og forbrugskultur.

Årene er blevet sammenlignet med Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, men Annie Ernaux’ perspektiv er folkeligt, intimt og moderne.

One thought on “Boganmeldelse: ‘Årene’ af Annie Ernaux”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: