Boganmeldelse: ‘Sandheden er ikke for os’ af Morten Buschmann

Morten Buschmann: ‘Sandheden er ikke for os’
© forfatteren og ‘Forlaget mellemgaard’ (april 2021)
Sidetal: 234
Anmeldereksemplar: Tak til forlaget

Rating: 3 out of 5.

Efter at have læst Morten Buschmanns debutroman har jeg glædet mig til at læse hans nyudgivelse ‘Sandheden er ikke for os’, den sjette spændingsroman i en serie med undertitlen ‘Indhenter VI‘.

Buschmann, der er uddannet journalist, har haft job i Forsvarskommandoen og har derfor et inside kendskab til myndighedernes arbejde i forbindelse med eksempelvis nationale kriser. Hans romaner er realistiske, nutidige og foregår i krydsfeltet mellem centraladministrationen, politiet, politikere, pressen og de kriminelle – og undertiden medvirker virkelige politikere. I debutromanen ‘Indhenter’ demonstrerede han en evne til at skrive et spændende, troværdigt og nervepirrende plot..

I ‘Sandheden er ikke for os’ har vi det samme persongalleri som i den første roman (de personer der ikke er blevet slået ihjel… 🙂 ) Romanen begynder veloplagt i sus og dus med en actionscene i Dubai hvor hovedpersonen Lucas, der er “finskytte”, skal slå den britiske finansmand Sanday Shah ihjel. (Ham der har snydt de danske skatteydere for mange milliarder kroner).

Buschmann er dygtig til troværdigt at lave sådanne scener. Han kan også med få linjer tegne et fremmedartet, eksotisk og spændende miljø som giver læseren lyst til at læse videre. Under aktionen bliver Lucas’ hjælper skudt, og Lucas selv må flygte med uforrettet sag. Så er vi i gang. Vi skal finde ud af hvad der er sket og glæder os til at læse mere om sagen. Vi ved hvor vi er på vej hen, tror vi…

Men ak, Lucas’ on-and-off kæreste Annesofie Gundelach forsvinder i Danmark, og Lucas må vende hjem via Cypern (hvor han dog med nød og næppe overlever et spektakulært attentat). Efterfølgende viser det sig at kæresten er blevet hemmeligt tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, og store dele af romanen handler om at kunne finde og eventuelt befri hende, finde ud af hvad der er sket, hvem der har gjort det og hvorfor. Mordet i Dubai og attentatet på Cypern hører vi efterfølgende kun sporadisk om. Emnet for en ny bog?

Det er krævende at læse denne roman. Der medvirker et utal af personer som for adskilliges vedkommende ikke bliver beskrevet særlig nøje, og som kun udtaler sig i forbindelse med sagerne. De personer, vi møder, har vidt forskellige dagsordener som jeg skal gennemskue eller huske – eller som jeg ikke kender. Jeg bliver derfor undertiden forvirret: hvad sker der? Hvor er vi på vej hen?

Forvirringen forstærkes af at den samme person somme tider bliver nævnt ved sit fornavn, somme tider ved sit efternavn. Jeg fandt således ud af hen ad vejen at Filip og Trier var den samme person. Buschmann er klar over problemet og har derfor lavet en liste over personerne og deres funktioner, men den står bagest i bogen. Sæt den forrest! Læseren har brug for at tjekke den liste ind imellem…

Der er meget ordrig dialog i bogen. Her synes jeg der kan strammes op: mange mennesker siger meget, og en del af det er ligegyldig smalltalk, så læseren føler en tomgang. Lettere bliver det ikke af mange sceneskift i korte kapitler hvor man må en til to sider ind i afsnittet for at finde ud af hvem der egentlig er til stede. Men måske er det bare mig… 🙂

(…) – Jeg pønser muligvis på at besøge en af mine gamle musikervenner, Lars Bo. Sjasker sæt ude i M.G. Petersens Familiehave på Frederiksberg.
– og?
– et wild card. Musikere kender de særeste mennesker.
-Ja, musikere er lidt off, griner hun, – og jeg skal pisse.
-Nu er du grov, smuksak, griner han tilbage.
-Husk, vi skal snart over og besøge mine de gamle, råber hun ude fra gangen.
– Git’pige? Hvad nu, hvis Lucas opsøger os?
Men han får ikke noget svar.

eksempel på uddrag af dialog

Morten Buschmann har en fortid inden for showbiz, og det er tydeligt at han gerne vil more læseren med maleriske overvejelser om begivenheder, personer og deres motiver. Dialogen er – som det ses i citatet – let, slangpræget og overfladisk, humoristisk, undertiden billedmættet eller plat. Udfordringen er selvfølgelig at anvende sådan en tone ved så alvorlige emner som mord, vold og tvang uden at personerne bliver opfattet som kyniske, usympatiske eller uprofessionelle.

Sproget er generelt varieret, præcist og billedmættet, men i nogle sammenhænge er det temmelig upoleret. – Jeg kunne tænke mig at der blev skruet lidt ned for virkemidlerne, og at skildringen af ikke mindst kønslivet bliver mindre mekanisk og mere sanselig.

I den første roman syntes jeg at det var lidt af et scoop at lade morderen være jeg-fortæller fra starten. Det gav mulighed for drypvis at udvikle hans personlighed – der viste sig at være særdeles modsætningsfyldt, og læseren bliver meget i tvivl om hvilken holdning han/hun skal have til ham.

Jeg er fortsat i tvivl. Lucas er stadig jeg-fortæller, men er kun sporadisk til stede i teksten. Hvorfor skal han så være jeg-fortæller? Hvad får jeg yderligere at vide om ham? Udvikler han sig?

I det hele taget er ingen af personerne særlig tydelige. Jeg savner at Buschmann dvæler ved sine hovedpersoner – også de kvindelige som eksempelvis Annesofie Gundelach. Så ville opholdet på den lukkede afdeling virke stærkere. Vi hører mest om hvilke uhyrligheder hun bliver udsat for af plejepersonalet, og hvordan de fysisk virker på hende, og at hun boller med en medpatient. Her var mulighed for at vise hendes ambivalente følelser i forhold til hendes kærlighed til Lucas. Men selvfølgelig er balancen mellem det private og følelseslivet hos personerne på den en side og actiondrama på den anden en balancegang…

Alt i alt må jeg sige at jeg synes at romanen er ujævn. Styrken ligger helt klart i plottet, action, hovedpersonen og hans refleksioner, de troværdige og ofte maleriske locations. Men romanen trænger til at blive strammet op for at blive mere læsevenlig og mindre forvirrende. Jeg synes også Buschmann skal skære ned på antallet af personer, og de enkelte hovedpersoner bør have mere plads, ligesom dialogerne kan kortes ned af hensyn til spændingskurver og fremdrift i handlingen.

Læseren træder tit vande, vil forstå, vil videre… Jeg havde det under læsningen sommetider som en langdistancesvømmer i det sydfynske øhav der længtes efter at komme i land, men svømmede mod strømmen og somme tider ikke kunne se den næste ø for tåge. Men når jeg kom i land, åbenbarede øen sig i al sin skønhed…

Forfatterens præsentation af værket

Locations: København, London, De Forenede Arabiske Emirater og Cypern.

Sommer 2018. Hedebølge. Europa sukker i varmen og sukker over bankskandaler, Brexit-bøvl og klimaforandringer.

Annesofie Gundelach flygter fra jobbet på ambassaden i London og tager på ferie i Danmark. Dels for at slutte fred med datteren Samantha, dels for at møde sin nye chef i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Efterforsker Gitte Frederiksen jagter ufortrødent ”narkomansnigskytten”. Navnet på en mulig morder er dukket op, men beviserne er få, og hun ledes konstant på vildspor af vidner, tidligere kollegaer og eksperter.

Lucas Zickermann Fischer er sendt på tophemmelig opgave i Dubai, da han pludselig får at vide af sine medsammensvorne, at kæresten Annesofie Gundelach er forsvundet. Ingen har hørt fra hende, siden hun landede i København. Han må i al hast hjem, selv om både danske og udenlandske modstandere vil ham til livs. Og efterforsker Frederiksen får hjælp fra uventet kant.

Bonusinfo: Passende doser af humor og politik.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s