Boganmeldelse: Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Sissel-Jo Gazans roman foregår i et landsbymiljø på Samsø befolket af mange mærkelige eksistenser hvor intet er som det på overfladen ser ud til…

De fleste i hovedpersonens familie ernærer sig som tatovører, et miljø der ikke umiddelbart fascinerede mig. Alligevel blev jeg hurtigt fanget ind tekstens univers. Det skyldtes især fortælleren Jenny hvis udvikling fra ung pige til voksen kvinde og hendes interaktion med omgivelserne blev romanens centrale omdrejningspunkt for mig. Hun er kvik, observant, sympatisk, trofast (ikke mindst over for sin lunefulde kusine Tessa) og ganske morsom. Det står hurtigt klart at omgivelserne skjuler meget for hende, og bogens fremdrift skyldes i høj grad hendes afdækning af hvad der er sket. Vi, læserne, ved jo ikke mere end hun gør.. – Samtidig følger vi som nævnt hendes udvikling fra barn til voksen kvinde med voksende bevidsthed om hvad hun vil med sit liv, spirende seksualitet mv.

Man kommer hurtigt til at holde af hende og får også forståelse for andre af personerne, især fik jeg et blødt punkt for “Bedstefar Palle”

Til gengæld opfattede jeg visse lange passager om eksempelvis tatovering og tørring, registrering af planter mm som irriterende i forhold til fremdriften. Undertiden havde jeg lidt fornemmelse af at træde vande… Først til sidst i romanen stod relevansen af den temmelig detaljerede gennemgang af planter klar for mig…

Mange mennesker dør i løbet af romanen, men man skal ikke se den som en kriminalroman. Politiet og efterforskningen står ikke centralt i forhold til afsløring af begivenhederne…

Temaerne er børn og børns udviklingsmuligheder i et miljø præget af omsorgssvigt, pædofili, druk, narko mv., og nogle af begivenhederne er næsten ikke til at bære at høre om… Som følge af de voldsomme begivenheder er skyld og straf – og ikke mindst hævn og selvtægt – temaer, men her står jeg af..

Bogen er skrevet i et nuanceret sprog. Undertiden forbavses man over fortællerens abstraktionsevne og præcise sprog og spørger sig selv om en 14-årig virkelig tænker så dybt og kan så mange ord. Måske er det den 18-årige Jenny der gennemretter sine gamle optegnelser?

Hvis man som læser kan holde til at der er mange bolde i luften at holde rede i, og at man undertiden har svært ved at se relevansen af visse passager, kan jeg klart anbefale læsning af bogen…