Boganmeldelse: “Tysktime” af Siegfried Lenz

Kender du Siegfried Lenz og hans roman “Tysktime”? Den er for nylig blevet filmatiseret med Sonja Richter i én af rollerne… – og så handler den om maleren Emil Nolde og foregår under krigen lige syd for den dansk-tyske grænse…

© Hoffman und Campe Verlag Hamburg 1968
© Dansk udgave: Forlaget Valdemar 2015
Oversat af Birgitte Brix efter den tyske original ‘Deutschstunde’

Rating: 4 out of 5.

Jeg har længe haft lyst til at læse mere tysk litteratur. Valget faldt på “Tysktime” da den foregår i marskegnene lige syd for den dansk-tyske grænse i et område hvor jeg tit har holdt ferie, og som jeg holder meget af. Romanen er nylig blevet filmatiseret med bl.a. Sonja Richter i en af rollerne og omhandler i øvrigt bl.a. den ekspressionistiske maler Emil Nolde…

“Tysktime” er et historisk dokument, en roman udgivet i 1968 af den tyske forfatter Siegfried Lenz.

Romanen skal give samtiden et billede af forældregenerationens vilkår i Tyskland under 2. Verdenskrig. Temaet er “pligten” over for én selv eller samfundet, et Nazityskland i Krig. Fortælleren er Siggi – yngste søn ud af tre børn i en familie på fem i marsken lige syd for den dansk-tyske grænse. Siggi ser som voksen efter krigen tilbage på begivenhederne i landsbyen.

Hovedmodsætningen står mellem fortællerens far, den lokale landbetjent, og “maleren” (et portræt af den ekspressionistiske maler Emil Nolde). Faderen er loyal over for systemet, stiller ingen spørgsmål, men udfører nidkært sit job da han får til opgave at forhindre maleren i at male – eftersom myndighederne i Berlin mener at hans kunst er “entartet” (degenereret). Maleren mener at han qua sit talent og sin drift har pligt til fortsat at udøve sin kunst.

Det er en modsætning som i høj grad er aktuel til alle tider. Der er i romanen en udpræget kritik af folk i landsbyen der – ureflekterede og angste – accepterer alt hvad der kommer fra myndighederne. Faderen, landbetjenten, bliver især ved sin facon, selvgodhed og udseende latterliggjort af sønnen der på mange måder har været i klemme mellem denne hårde og dominerende mand, der prøver at indpode ham sine egne værdier, en fraværende mor og maleren hos hvem han møder (med)menneskelighed og hvis medsvorne han bliver – selv om han kun er en lille dreng.

Romanen er skrevet i en realisme hvor Lenz “viser” sine personer i det lille landsbysamfund. Ofte bliver de ondt karikeret på en måde der minder mig om fransk realisme (Flauberts “Madame Bovary” f.eks. hvor landbefolkningen også får så hatten passer!). Man tilgiver dem til en vis grad, for “systemet” undertrykker dem så godt de kan – f.eks. ved de tavse “læderfrakker” der dukker op i byen for at tage maleren med til afhøring. Gestapo, må vi forstå…

På samme måde som personerne bliver også landskabet særdeles detaljeret “vist”. Marsken på alle årstider, bøndernes aktiviteter, fårene, den forfaldne mølle, digerne, vådområderne, fuglene… – Jeg er i forvejen betaget af dette landskab, så jeg nød meget disse billeder af marsken med deres farver, lugte, lyde…

“Tysktime” er imidlertid ikke en roman for alle. Tempoet er laaangsomt- som personerne i landsbyen er langsomme, og selv om bogen er fyldt med humor (og ikke mindst ironi og sarkasme), skal man kunne dvæle ved miljøet der bliver beskrevet med uendelig mange detaljer. Der er derfor lange passager hvor der ikke rigtig sker noget. Lenz vil så gerne have at læserne lever sig ind i personerne og stederne for at forstå…

Jeg har ikke set filmatiseringen endnu, men er spændt på hvordan filmen griber udfordringerne an…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s