Franske serier på TV eller streaming…?

Har du det ligesom mig..?

Jeg savner at kunne komme ud og spise, gå på café – eller restaurant – en smuk forårsdag – og hvorfor ikke i Paris?

– Desværre er det jo ikke muligt for tiden, og slet ikke i Paris der er helt nedlukket 😦

Så må vi jo have lidt erstatningsatmosfære, og heldigvis kan vi for tiden se eller streame to meget forskellige men fremragende – franske serier: en komedie og et spiondrama... – Og nej, jeg springer ‘Lupin’ over i denne omgang 🙂

  • ‘Ring til min agent’ (på fransk ‘Dix pour cent‘) er et komediedrama der har kørt på Netflix over fire sæsoner, og som i 2016 blev nomineret til en ‘Emmy Award‘. Serien foregår i Paris hvor man med en god portion humor følger et bureau for skuespillere… – men det er langt fra alt hvad serien kan byde på. I hver episode møder vi en kendt skuespiller som fuld af selvironi præsenterer sig i rollen som sig selv: Monica Bellucci, Isabelle Huppert, Isabelle Adjani, Fabrice Lucchini, Jean Reno, Juliette Binoche med mange flere..

    Som publikum forkæles man ganske enkelt af en vittig dialog, farverige personligheder, fantastiske kulisser og ikke mindst vidunderlig cast.
    “Seriens helt store scoop er, at en række af Frankrigs stjerner optræder som selvironiske parodier på sig selv”, skriver Bo Tao Michaëlis i Politiken… Serien har fået topanmeldelser, se bonusinfo længere nede…

  • ‘Falsk Identitet’ (Fransk:‘Le Bureau des Légendes’) består af 5 sæsoner og er noget helt andet. Det er en spionserie og Frankrigs svar på ‘Homeland’. Den handler om agenter og dobbeltagenter, manipulation, løgne og bedrag i statens tjeneste – og lidt kærlighed og ensomhed, selvfølgelig.

    Serien er instrueret af Eric Rochant med den i Frankrig særdeles kendte skuespiller (og instruktør) Mathieu Kassovitz (‘Amélie fra Montmartre‘, ‘La Haine’ m.fl) i hovedrollen. Det franske dagblad ‘Le Figaro’ skriver at serien måske er den bedste franske serie nogensinde. I Politiken skriver Camilla Stockmann at hun føler sig godt underholdt:

(…) Jeg har således befundet mig sammenlagt 27 timer i Paris, Damaskus, Teheran, Aserbajdsjan og, ja, også lidt i Islamisk Stat(…). Og hvilken parallelverden. Virkeligheden forsvinder omkring os, og det eneste vigtige er, om den franske agent Malotru lykkes med sit avancerede dobbeltspil. (…)

Vi møder ham i Damaskus, hvorfra Malotru kaldes hjem fra en seks år lang mission og nu må træde ud af sin falske gymnasielæreridentitet under navnet Paul Lefebvre. Men det er ikke helt nemt at vende tilbage til sit gamle jeg og det grimme kontor i den franske efterretningstjeneste, når ens smukke elskerinde, den syriske kulturekspert Nadia El Mansour, pludselig er på konference i Paris. Og en enkelt nat mere som Paul Lefebvre på et hotelværelse kan vel ikke skade? Malotru er ingen James Bond, han har ingen smarte replikker, men han forstår til fulde melankoli og længsel.

Serien er ikke parfumeret couture-tv eller lækkerfransk, som Grand-film i 1990’erne var det. Efterretningstjenestens kontorer er kedelige kulisser, og serien har castet de fleste af sine skuespillere ud fra idealet om realisme i Balzacs forstand. De ligner virkelige mennesker, der jagter idealer, de aldrig selv helt når, og vores helt ligner for eksempel til forveksling prins Joachim, hvis prinsen kun var 177 cm høj.

Men realismen er en fordel. Serien er umiskendelig europæisk i sit ambitionsniveau og har romanens åndedræt, idet den tør rejse spørgsmål, der rumsterer videre efter rulleteksterne. Hvem er vi egentlig? Er vi identiske med vores navn, stilling og bopæl? Eller kan vi nemmere være os selv, når vi under falsk navn udlever et kærlighedsmøde frisat af gammelt vraggods? Det er spørgsmål som Paul Lefebvre … undskyld, Malotru bakser med, og derfor bliver jeg hængende i dette sublime franske agentepos. (…)

Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at beslutningen om at lege videre under sit falske alias får vidtrækkende konsekvenser. Den trækker sine spor ud i flere af de vidtforgrenede plots, som også implicerer den kvindelige agent Marina Loiseau, der går undercover som seismolog i Iran for at afsløre landets atomprogram. (…)

Bonusinfo

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: