Boganbefaling: ‘De Bedste Familier’ af Kim Blæsbjerg

Blæsbjerg har skrevet en bemærkelsesværdig og fængende historisk roman om menneskeskæbner i en egn af Danmark – i en ikke fjern fortid..


Forfatter: Kim Blæsbjerg
Forlag: Gutkind
Udgivelsesdato: 01/02/2023
ISBN: 139788743403258
ISBN-10: 8743403255
Sidetal: 600

Det er ikke uden grund at Kim Blæsbjerg har fået ‘De gyldne Laurbær’ 2023 for denne roman. Den er ganske enkelt en medrivende historie om mennesker – pakket ind i et velresearchet stykke nyere danmarkshistorie som han formår at udfolde på enkel og bedste vis…

Historien om giftfabrikken Cheminova, den voldsomme økonomiske udvikling i 50’erne og 60’erne hvor virksomheden på den ene side giver arbejde til en hel egn i “udkantsdanmark”, men samtidig står for en ukontrollerbar udledning af giftstoffer i naturen. Produktionen viser sig desuden at få voldsomme personlige, helbredsmæssige konsekvenser for arbejderne – som lokalsamfundet slet ikke er klar til at håndtere. Et forhold der passer fint ind i vores samtids fokus på miljøet. Samtidig viser romanen en omstilling fra et traditionelt bonde- og fiskersamfund præget af faste kønsroller og Indre Mission mod det velfærdssamfund vi kender i dag.

Men romanen handler også i høj grad om enkeltpersoner – hvis udvikling vi som læsere føler for og lever med – som må navigere under vanskelige og uforudsigelige betingelser. Deres dagligdag, holdninger til arbejde, politik, religion, værdier, seksualitet, køn, ægteskab, børneopdragelse… Den tager udgangspunkt i to familier, en ufaglært arbejderfamilie og en funktionærfamilie fra København (faren er ingeniør) hvis skæbner kommer til at gribe ind i hinanden. Arbejderen Niels bliver voldsomt skadet af forgiftning som ingeniøren Jørn har et medansvar for – samtidig med han gerne vil bevare og udbygge arbejdspladserne på egnen. Også de to hustruers, Margrethes og Karins, historier griber mig, fyldt som de er med en begyndende kvindefrigørelse og friere seksualitet.

Romanen foregår i perfekte omgivelser til at levere en vigtig historie om efterkrigstidens udvikling mod det danske velfærdssamfund som vi kender. Den er særdeles vellykket og får min varmeste anbefaling. Vi føler med personerne og deres dilemmaer og forstår tiden og udviklingen der jo kun ligger få år tilbage i tiden…


Forlagsbeskrivelse

Vinder af De Gyldne Laurbær 2023.

I 1953 flytter Cheminova sin fabrik fra Sjælland til Lemvig, og ingeniøren Jørn og hans kone Karin tager hul på et nyt liv i den søvnige vestjyske by. For Niels og Margrethe og resten af de lokale arbejdere bliver fabrikken redningen fra en slidsom og forarmet tilværelse, og i det hele taget mærker byen hurtigt et løft i levestandard og velfærd. Prisen er høj – arbejderne udsættes løbende for forgiftninger, og der ledes kemisk affald direkte i havet, så fiskene bliver uspiselige, og havbunden dør. Men det taler ingen højt om af frygt for de katastrofale konsekvenser for egnen, hvis man vælger at flytte fabrikken igen.

“De bedste familier” er en roman om overgangen fra efterkrigstid til moderne velfærdssamfund, om mænds store planer og kvinder, der ikke vil underkaste sig rollen som dem, der bare følger med. Og om hvordan mennesker kan tabe stort midt i det fremskridt, de ellers er en del af. En stor fortælling, der med episk vingefang, detaljerigdom og menneskelig indsigt kaster lys over en af de danmarkshistorier, der bare har ventet på at blive fortalt.

Kim Blæsbjerg (1974) er opvokset i Lemvig som søn af en fabrikssyerske og en skorstensfejer. Han flyttede til København i 1994, gik på Forfatterskolen 1995-97 og blev cand. mag. i dansk i 2004. I 2002 debuterede han med kortprosabogen Fælder og fik et gennembrud med Rådhusklatreren i 2007. Han har siden udgivet en række romaner, senest trebindsværket Desertørerne (2016-18), som udløste Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Han er også gift, har to børn på 15 og 17 og er bosat i København.

Skriv en kommentar