Vancouver (Starbuck Café i Robson Street) 15.7. 2006
Jeg (Peter) sidder her på Starbuck Café, ligesom da jeg for næsten tre uger siden skrev første brev. Jeg sidder med en stor kop rigtig god javakaffe, klar til at skrive. Starbuck caféerne er en kæde man finder i større byer. De er specialister i alverdens (god) kaffe. Caféerne er et ”koncept” som det vist hedder på nudansk. Varme, gyldne farver, de samme stole og borde. God jazz i højttalerne, hotspot, så jeg kan komme på nettet. De sælger også malet eller umalet kaffe af alverdens herkomst, kopper, kander, termokander, espressomaskiner…
Ved bordene sidder der mange – især yngre mennesker – der ser ud som om de læser filmvidenskab (mændene har hestehale, ansats til fuldskæg og intellektuelle briller, I kender typen). Det er formiddag, og kl. er lidt over 11. Regitze er ude at shoppe, skal blandt andet have westernstøvler og noget til børnene. Vi skal hjem med et fly i morgen aften, så vi har hele dagen i dag og i morgen her i Vancouver. I dag skal vi bare tusse rundt og slappe af. Vi har på to dage kørt de knap 1100 km. fra Jasper i Alberta, Rocky Mountains, så bilen er gravet langt ned i en kælder. I morgen skal vi med en svævebane op til Grouse Mountain i en forlystelsespark 1100 meter over havet hvor der skal være en fabelagtig udsigt over byen, og hvor man kan se hvad byens indbyggere slapper af med om søndagen. Der skulle være en del man kan foretage sig deroppe…
Jeg synes det er herligt at have været her på ferie – og så så længe! – Dagens største udfordring synes at være hvilket bruseaggregat der er på ens badeværelse, og om hvorvidt man kan få det til at virke uden at få iskoldt vand over sig. Vi er jo erfarne Canadafarere, så vi har helt styr på badeværelseslåsene i ældre canadiske huse, der som bekendt i årenes løb har medført at mange sagesløse udlændinge har troet at de var blevet låst inde på toiletterne.
Det har været en fornøjelse at være gæst hos canadierne. Vi har kun mødt venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed overalt. Det er ikke altid de ved hvor Danmark ligger, men det kan vi så fortælle dem. En lille pudsighed ser man især i lokale turistbrochurer. De sætter ikke deres lys under en skæppe. Vi har mange gange mødt ”verdens største”, verdens smukkeste” osv. Topmålet mødte vi i Ascroft, en lille støvet westernby med 1400 indbyggere midt i ”Den nordlige ørken” der havde ”The Ascroft Operahouse” i en ”historisk” bygning hvor mange internationale kunstnere havde optrådt. Den var desværre lukket da vi var der. Bygningen var fra 1910 og skønsmæssigt på størrelse med vores hus i Strandgade. Hvilke berømte kunstnere der har optrådt der, må desværre stå hen i det uvisse… – Ved siden af lå en barak der reklamerede med at have verdens største samling af halvædelsten…
Jeg har for længst måttet erkende at min ambition om at skrive dagbog fra hele turen ikke har kunnet holde stik. Især da vi rejste ind i landet oplevede vi så meget så mange forskellige steder, at jeg ikke havde tid til at skrive, men faldt dødtræt om på sengen om aftenen. Jeg kan se på bilens speedometer at vi har kørt over 4000 km…
Sidst jeg skrev, skrev jeg om Okanagan Valley hvor vi blandt andet boede i den største by Kelowna. Det var en dejlig by ved en kæmpe sø. Der var mange gallerier og parker og et nyt kulturhus, og ikke mindst var vi til vinsmagning. Canadierne laver glimrende vin, både hvid og rød, og der bliver mere og mere af den. Vi har smagt en del af den. Den adskiller sig fra anden oversøisk vin ved at være mindre tung og mere ærlig. Der er ikke tabt et glas syltetøj i rødvinen (eller et kilo egetræsspåner!). Den smager af det den er lavet af, druer! Vi købte en flaske icewine, en canadisk specialitet som man får serveret i chokoladeskaller. Men de ved hvad de skal have for den: 300 kr. for 50 centiliter!! De laver også gele af deres vin og icewine, så jeg købte et par glas som I kan smage når I kommer på besøg.
prøvesmagning af icewine. Bemærk Regitzes foldede hænder
Det slog os at der var mange danske navne i Kelowna. Kulturhuset var bygget af Niels Bendtsen, og en af de udstillede malere hed Tove Sørensen. På vores værelse var der en telefonbog, og jeg så at der var en hel spalte af Jensener (i en by med lidt over 100 000 indbyggere).
gratisfærger sejler trafikken over søerne…
Efter Kelowna (og besøg på en westernranch) kørte vi østpå til En ny dal ved Arrow Lake. Denne sø er 250 km. lang og vejen krydser den med en (gratis) færge. Canadierne har det fint med at bo inde i landet, for mange af de tusindvis af søer er så store at de virker som hav. Mange børneforældre holder ferie ved søerne fordi vandet er varmere end Stillehavet (og mindre farligt). Vi fandt lidt af et paradis ved en gammel sølvmineby New Denver hvor vi boede i en BB hos en meget sympatisk familie.
ghosttown… én af indbyggerne samlede bl.a. på bybusser…
Vi var oppe i bjergene og se en ”ghost town”, en forladt by (hvor der nu dog boede nogle excentrikere i nogle få restaurerede huse). Derefter videre til Nelson ved en ny kæmpe sø (”kun” 145 km. lang), en anden sølvmineby der er erklæret national heritage med 350 fredede huse fra dengang… Det største indtryk på os gjorde nu byens indbyggere. En by fuld af hippier, selv de unge lignede et eller andet fra halvfjerdserne, Isle of Wight. Det var som at skrue filmen mange år tilbage, en pudsig oplevelse.
I Rocky Mountains fik jeg set min gamle drøm ”Lake Louise”, vi var i Banff og Jasper nationalparkerne og hikede og så dyr. Noget af det mærkeligste skete da vi vandrede ved en ensom sø, hvor man ikke møder mange mennesker. Lige pludselig stod jeg over for en franskkollega fra Århus som var med på det sidste Canadakursus jeg lavede for Fransklærerforeningen…
Landskaberne er præcis så smukke som på billederne, ja endnu smukkere, for man fornemmer ikke det sug i maven som dybden i landskabet og afstandene giver. Hertil skal føjes de utallige forskellige blomsterarter. Regitze har købt en bog, så vi kan bestemme dem. Gletchersøerne har en helt ubeskrivelig farve, og vejrskift betyder at de øvrige farver skifter karakter hele tiden. Det er ubegribeligt at temaet himmel, bjerge, evig sne, skov, blomster og søer kan skifte så meget, at landskabet aldrig bliver trivielt.
En af de oplevelser jeg har haft på den tur var at stå oppe på en gletcher i et forfærdeligt vejr. I over 2000 meters højde. Jeg følte stor respekt for naturens kraft på det sted…
gletchersø (Lake Moraine) i Banff – nationalparken
En anden oplevelse var de vilde dyr som vi så rigtig mange af. Især forskellige slags hjorte og egern som slet ikke er sky, men går helt hen til én. Ja, selv fuglene kommer helt tæt på, og jeg har kunnet tage en masse billeder tæt på af disse dyr. Jeg (Regitze) havde en sjov oplevelse da et jordegern undersøgte en rygsæk meget nøje og til sidst endte nede i den (rygsækken), jeg måtte fortælle ejeren at hun nu havde et dyr i sin taske. Der var nødder i, fortalte hun, egernet kom op igen og var meget nærgående.
Der bliver selvfølgelig advaret mod vilde dyr, og man bliver bedt om at lære hvordan man skal forholde sig hvis man møder nogle, og nogle steder (hvor grizzlybjørnene har habitat (som det hedder)), må man kun gå i grupper på mindst seks (der skal holde tæt sammen). Det koster bøder ikke at rette sig efter det.
Når vi kørte i bjergene, og der i vejsiden holdt flere biler, kunne vi være sikre på at der var dyr. En dag så vi en sortbjørn gå på en eng. Det er fantastisk at se dyrene i deres rette element.
Da vi gik tilbage ad skovstien hvor jeg står på billedet, mødte vi et ”deer” i skoven, vi blev stående, og den blev ved med at nærme sig os som om den var lige glad med os. Det var fantastisk at være så tæt på. På vej ud af bjergene nåede vi lige at se en ulv i vejsiden.
Peters Verden... 