Rejsebrev 3 fra Canada

New Denver 8.7. 2006

Da vi skulle fra Victoria, fik vi os lidt af et chok. Da vi skulle hente bilen, var den væk! Der er parkometre overalt i byen, og portieren havde sagt os at vi kunne holde gratis hele weekenden pga. Canada Day. Tilbage til portieren i en vis fart. Han mente den var ”towed away” – slæbt væk – et udtryk jeg nok aldrig glemmer. Men bilen kunne selvfølgelig være stjålet! Han var meget hjælpsom og ringede til et ”tow”-firma, og det viste sig gudskelov at de havde bilen. Herefter bestod øvelsen i at tage en taxa ud til firmaet, få bilen udleveret, betale dem for deres ”service”, køre ind på rådhuset og betale bøde. Det viste sig at rådhuset var lukket, men vores flinke hotelportier lovede at betale bøden for os dagen efter. Alt i alt kostede den begivenhed os ca. 500 kr. (+ 50 kr. til taxa) samt ikke mindst et par timer af vores tid. Vores brøde bestod i at det parkometer vi holdt ved, var dækket til. Det betyder parkering forbudt…

Jeg kan ikke lade være med at beundre canadisk konsekvens. Der er ting de ikke vil have, og så falder hammeren med det samme. Selv om en parkeringsbøde i Helsingør koster det samme, tror jeg man tænker sig endnu engang om herovre inden man parkerer næste gang… – På samme måde læser man mange steder ved landevejene, at ”littering = 2000 dollars”. Jeg tvivler ikke på at de bøder falder. I USA hvor vi senere kom, nøjes man med at appellere til den liberale borger om ikke at smide skrald ud ad vinduet: ”Be a good citizen, don’t litter”!

Castle Mountain 10.7. 2006 

Efter Victoria sejlede vi ud i den skærgård der ligger mellem fastlandet og Vancouver Island (kaldet Gulf Islands). Vi har købt et sejlpas, så vi kan tage alle de færger vi vil i en uge. Desværre måtte vi af tidmangel nøjes med at vælge én ø ud, Salt Spring Island: lidt større end Samsø, kunsthåndværkere, hippier, rige villaer, smukke landskaber, hav…

hippiagtig forretning på Salt Spring Island

Som sædvanlig når vi rejser ud, har vi lagt et for ambitiøst program hjemmefra i forhold til den tid vi har til rådighed. Regitze sagde forleden dag: ”Jeg synes hele tiden vi er på vej væk…” Jeg har lidt samme fornemmelse, så vi er nu gået i gang med at træffe nogle valg (der jo som bekendt medfører nogle fravalg…).

Ind på fastlandet og en meget lang køretur ind i landet til Okanagan Valley. Det er en flere hundrede kilometer lang dal der strækker sig ned i USA, og som har sit eget meget varme mikroklima. Det betyder stor velstand (på den canadiske side), ferskener, abrikoser, æbler, pærer, kirsebær osv., samt ikke mindst vindyrkning. Desuden lever dalens befolkning af turisme. Canadiere foretrækker at bade i søer frem for havet. Det kan man sagtens forstå, for søerne er tit meget store og havlignende, og temperaturen er ofte betydeligt varmere. Der var folk der badede i Stillehavet, men der stod alle vegne at det var farligt på grund af strømforhold. Da det endvidere var temmelig koldt, brugte de fleste heldragter, selv her i juli måned. (Men det var nu helt fantastisk at gå på strandene og fornemme suset og storheden, Stillehavet.)

I Okanagan Valley boede vi først i en lille by mod syd ved grænsen til USA. Den var rædsom forloren, hele byen skulle som led i en forskønnelseskampagne, ligne en spansk landsby. Det var mislykket fuldstændigt. Uden for byen ligger Canadas eneste ørken som vi var ude at se i officielt 38 graders varme. På karakteristisk canadisk vis, var der et introcenter der fortalte om økobalance (igenigen), ørknens dyr og planter. Der var blandt andet en undseelig lille plante der på bedste isbjergevis var meget større nede i jorden end over jorden. De havde rødder der gik 15 meter ned, og de var tit mere end 60 år gamle! Vi skulle gå på gangbrædder for at skåne miljøet, men også fordi her er klapperslanger (der dog ikke er aggressive – med mindre man vader på dem…). Her var også de mest nuttede små tillidsfulde kaniner… Én af dem sad under en busk og spiste, og vi fik at vide at det gjorde den om så det var ekstrem sommervarmt eller vinter, den var lige glad. Sikken en overlevelsesevne. Bare det at jeg skulle være i varmen i den tid det tog at gå turen, gjorde mig irritabel. Jeg tvivler på at jeg nogen sinde kunne vænne mig til at leve i sådan en hede, selv om det siges at mennesket har en utrolig tilpasningsevne.  

i ørkenen… – med lånt hat!

En dag kørte vi ind i USA, og ved grænsen blev vi behandlet efter alle kunstens regler, fingerscannet, fotograferet og fik et grønt kort til ophold (pris 8 dollars pr. styk). Det var interessant at se forskellen mellem Canada og USA. Vi var virkelig i staten Washingtons baggård. Samme tørre – men smukke og fascinerende – landskab, men ingen turisme, ingen vindyrkning, ingen centre til beskyttelse af naturen. Hvor frugtplukningen i Canada tilsyneladende blev foretaget af unge backpackers med guitar i hånden, blev den i USA foretaget af mexicanske landarbejdere der så vidt vi kunne se boede under særdeles kummerlige, skurlignende forhold. Vi stoppede op i en lilleby Loomis der lignede et eller andet fra filmen ”Bagdad Café” (hvis I husker den…). Hede, skurvogne, forladte trucks, dinglende, slidte skilte (ofte på spansk der reklamerede for produkter man sikkert ikke kan købe længere – eller et for os ukendt trossamfunds søndagsskole…), rustne redskaber… De reklamerede med at man kunne gå ad en rute og se bjerggeder, men Peter mødte en gammel dame der kunne fortælle at her er ingen bjerggeder. Så det var ikke lige de nyeste informationer man havde på stedet, det virkede også som meget stillestående.

Et andet sted stoppede vi op ved en sø Palmer Lake, lige så smuk som de canadiske søer, men ingen udviklet turisme, kun nogle få faldefærdige campingvogne og en enkelt villa…

Tilbage i Canada var næste stop på rejsen lidt længere nordpå i Okanagan Valley, hovedbyen Kelowna som jeg vil skrive om i et senere rejsebrev (herlig by, og ja, der var vi ude at smage vin…) og sad på en bænk i en park og så på mennesker herligt. (stor morskab)