Powel River 28.6
Turen herover gik glat. British Airways var os nådige, og vi fik denne gang al vores bagage.
Ved ankomsten hentede vi vores bil – en mellemstor amerikaner – der fungerer helt fint, og vi kørte det korte stykke ind til centrum hvor vi havde reserveret plads på et hyggeligt gammelt hotel. Øvelsen bestod herefter i at holde sig vågen til lokal sengetid, en prøve vi bestod med glans (der er 9 timers tidsforskel!)
Næste morgen gjorde vi den interessante – og for os nye – opdagelse at vi – Regitze og undertegnede – kan være friske og ikke kan sove længere kl. 5 om morgenen! Vi er øjensynlig blevet a-mennesker på vores gamle dage!!!
Vi brugte hele dagen på at gå rundt i Vancouver for at få en fornemmelse af byen. Det medførte at Regitze meddelte at hun havde fået nogle forkerte sko med, og at hun derfor var nødt til at købe nogle nye. Som sagt så gjort, og som den gode patriot hun er, købte hun Ecco-sandaler… Jeg sidder og tænker på om jeg nogensinde har rejst med hunkønsmennesker uden at det undervejs har været nødvendigt at købe nye sko (høhø).
Vejret har indtil nu været fantastisk, ikke en sky på himlen og cirka 25 grader. Den skønne er dog blevet noget forbrændt. Det har fået hende til at gå – ud over bøllehat – rundt i en lilla bomuldstrøje der ligner en uldtrøje til nogen forbavselse for de lokale.
Vancouver er en levende, ung, varieret, sjov, og en meget velorganiseret by at opholde sig i. På værelset følte vi os straks hjemme, det første vi så var en stor reproduktion af et Mads Stage billede fra Pistolstræde i København. Lidt surrealistisk at rejse 10 000 km. For at møde noget så hjemligt som noget af det første…
Byen er selvfølgelig meget amerikansk med sine højhuse, gade der skærer hinanden i rette vinkler osv. Et særlig perspektiv er det dog at man alle steder kan se tinder med evig sne.
På vores tur rundt i byen fik vi et klart indtryk af dens charme og dens mangfoldighed. Vi så moderne (og ældre) arkitektur, den meget fascinerende havnefront, det gamle (lidt for) renoverede arbejderkvarter Gastown, og ikke mindst den skønne park Stanley Park hvor man ser alverdens fritidsliv udfolde sig med udsigt til hav, evig sne og kæmpe højhuse.
I byen er gigantisk mange kinesere. Inde i centrum er der et af Nordamerikas største Chinatowns. Regitze følte sig lidt utryg ved at gå rundt der: skidt, mærkelige dufte fra meget anderledes forretninger, skilte kun på kinesisk, mylder af små kinesisktalende mennesker, men her var også midt i det hele den mest poetiske lille park med stilhed, bonsaï, åkander, ænder, steder hvor man kunne filosofere efter ideerne efter bedste taoistiske principper. Uden for centrum – i en forstad der hedder Richmond – har en anden og mindre folkelig gruppe slået sig ned efter Hong Kongs overgang til Kina. Her er flyttet 350 000 rige kinesere ind, og rygterne siger at herude finder man en af de største koncentrationer af kapital i den vestlige verden.
Det er nu ikke alle der er rige. Det er slående hvor mange unge tiggere og stofmisbrugere man ser i gadebilledet (i Lonely Planet kaldet low life). Byen har klart et narkotikaproblem. På vejen hjem fra Chinatown strejfede vi et område som Lonely Planet fraråder at man bevæger sig ind i . Meget forstemmende…
Inde i centrum er der gang i den. Da Regitze skulle shoppe, satte jeg mig ind på en café der spillede herlig jazz. Der var et hotspot, og jeg følte mig meget moderne da jeg sad med min bærbare og redigerede mine hjemmesider. Grand Teatret i København beder mig annoncere franske film på mine sider, til gengæld får jeg to fribilletter til alle franske film. Igen føles det temmelig surrealistisk at sidde i Vancouver og fortælle danskere at en ny Patrice Leconte-film har premiere 7. juli…
Efter en dag i Vancouver kørte vi ud af byen mod nord langs havet. Vi spiste frokost i en smuk lille fiskerby Gibsons hvor vi spiste en herlig skaldyrsfrokost (inden vi kørte videre til den lille ”historiske” by Powel River hvor vi tilbragte natten i byens gamle retsbygning og fængsel (dog ombygget til hotel!).
Rejsebrev 2 Canada 2006
Tofino 30.6. 2006
Tofino… Eneste by på vestsiden af Vancouver Island af nogen betydning: 1400 indbyggere…
Træhuse, Stillehavet med milevide sandstrande, utallige bugter og vige, små og større øer med høje fyrretræer, vandflyvere… I mellemgrunden bjerge af forskellige former og højde. I baggrunden tinder med evig sne. Farverne skifter hele tiden, dem må I selv gætte jer til.
Når man kommer uden for byen, er landet fuldstændig ubeboet, helt uberørt. Den nærmeste by Port Alberni midt på øen ligger 125 km. væk. Mellem disse byer ligger der ikke et hus, ikke en benzintank (og i Canada betyder ”ikke et hus” virkelig…. ”ikke et hus”). Kun er der søer, floder, bjerge med sne på, snoede veje…
Vi har været her i tre dage nu. Vejret er stadig fint, men lidt køligere. Vi har sejlet med hurtiggående zodiacs ud på Stillehavet og set hvaler (gråhvaler og spækhuggere), havoddere, ørne og utallig andre fugle. Og denne gang er det lykkedes mig at fotografere en hvals hale, hele tre billeder! På øerne har vi set forladte og nuværende indianske bopladser. I dag har vi sejlet med zodiac ind i de indre fjorde for at se bjørne. Vi så tre og kom helt tæt på dem. Fascinerende dyr med personlighed (kan man sige det?). Vi behøvede måske ikke at sejle væk for at se bjørne, for de kommer helt ind i byen. Vores landlord på den B&B vi bor på, siger at han for nylig har haft en bjørn sovende på terrassen! (”Hyggeligt, men man behøver jo ikke trykke den i hånden”, som han siger…”).
En aften spiste vi et herligt og meget eksotisk måltid i en restaurant i en lille botanisk have. Det slog mig at alle de andre gæster lignede nogen fra SF’s årsmøde. Mændene med tætklippet gråt hår og velplejede fuldskæg, cowboybukser, sandaler med hvide sokker. Kvinderne, velkonserverede med lidt 70’er look. De kunne alle have været censorer ved min nys overståede eksamen! – Og jeg er flygtet 10 000 km. væk fra min hverdag!
Det er slående at folk her er meget økologisk bevidste. Ikke alene ligner de biologer, hippier, kunstnere eller indianere, men de taler hele tiden om ”bæredygtig udvikling”, økobalance, rovdrift på ressourcer osv. Det er som om de føler at de har overtaget et mægtigt ansvar for at passe på den jord de bor på, og stolte påtager sig opgaven. Det virker meget sympatisk og tankevækkende når vi betænker hvordan vi behandler vores slidte, lille land. På landevejene bliver man jævnlig mindet om at det koster 2000 dollars at smide affald ud ad vinduet, en ide hjemme?
Canadierne er meget politisk korrekte. Vores landlady belærte os om at man ikke bør sige ”Indians”, det hedder ”First Nation people”. Undertiden virker det hele en smule frelst når selv morgenkaffen er ”organic”, og man skal trykke på fem forskellige knapper for at få lov til at aflevere en bæredygtig lort til miljøet… (ups, sorry!…)
Victoria 2.7
I går havde vi en ualmindelig dejlig dag, Vi vandrede i en nationalpark ”Pacific Rim Rainforest” syd for Tofino. Canadierne gør meget ud af at fremstille skoven som en kæmpe økologisk maskine, der producerer, nedbryder, genopbygger, og hvor hver lille plante eller dyr indtager sin plads i kæden. Hvis man fjerner eller tilsætter noget andet (planter, dyr), ødelægger man balancen, naturen skal selv styre uden menneskelig indgriben. Igen blev vi mødte af lidt frelste udsagn à la: ”naturen er ikke en gave til dig fra dine forældre, den er et lån fra dine børn”. Det var fascinerende at gå i skoven, en oplevelse à la ”Ringenes Herre” med alle mulige forkrøblede træer og planter vokset vildt ind i hinanden. Skoven er berømt for sine kæmpetræer, nogle af verdens største (arterne ”Red Cedar” og ”Douglas Fir”). Vi havde en lille spænding i maven, for vi var helt alene, og skoven er kendt for at der både er bjørne, ulve og cougars (puma). Det tager canadierne stille og roligt, man skal bare opføre sig ”fornuftigt” hvis man møder et af disse dyr – selv om der bliver slået cirka 30 mennesker ihjel i Canada hvert år bare af bjørne – og langt flere kommer til skade. (Så det er sikrere at færdes i skoven end i trafikken, høhø). Vi har selvfølgelig læst hvad man skal gøre hvis man møder en bjørn. Så er det jo bare at huske det hvis man bliver rædselsslagen! Vi har også fået at vide at hvis man har børn med i skoven, skal de gå mellem de voksne, de udgør en herlig snack for en cougar!
Vi overlevede og vandrede i går eftermiddags i den del af regnskoven der vender ud mod Stillehavet. Vi gik på stranden i små vige, og Regitze samlede masser af skaller, sten og mærkelige tangplanter. Jeg må have sat hende på ration, ellers får vi overvægt på flyet, høhø. På strandene er der mange bjørne (se advarslen nedenfor). De kommer ned og spiser krabber og andre skaldyr i vandkanten. Af en eller anden grund følte vi os sig alligevel lidt tryggere her. Måske fordi her var andre mennesker!
Strandene ligger i indianerreservat, og man finder mange efterladenskaber fra tidligere bopladser, ligesom skilte med stor respekt fortæller om indianernes levevis (som et led i naturens kredsløb) og om deres livsfilosofi.
Ved firetiden tog vi så det lange stræk til Victoria (300 km.). Men der er jo god plads på de canadiske veje, så efter de første 125 km bjergkørsel, satte vi bare cruisecontrol på, og så derudaf…
Vi kom til vores hotel i Victoria cirka kl. 19.30. Det viste sig at vi var kommet fra asken i ilden: det er Canada Day, Canadas nationaldag. Tusinder af ikke mindst råbende teenagere på gaden, svingende canadiske flag, malede i hovederne (eller på maverne) i god gammel roliganstil. Rockkoncerter, picnic i parker, fyrværkeri… God nat, vi er trætte!
Peters Verden... 