Boganmeldelse: ‘Folkets Skønhed’ af Merete Pryds Helle

---

Jeg har ikke før læst noget af Merete Pryds Helle, men valgte denne historiske roman pga de gode anmeldelser, og fordi den handler om levevilkår i en nær fortid som strækker sig fra opvækst i et landbrugssamfund med nedarvede værdier – der bliver taget med ind i en materiel bedre forstadsvirkelighed i 60’erne, og hvad denne udvikling betyder for menneskers livskvalitet.

Romanen viser overbevisende det fattige, forarmede landarbejdermiljø på Langeland som protagonisten Marie vokser op i. Sproget er registrerende, tørt og passer godt til at vise det kuldslåede, grå og rå miljø. Ind i mellem viser sproget også en poetisk kerne når vi hører om Maries drømme. Drømme der dog stort set aldrig bliver opfyldt. For de mennesker, der lever i disse omgivelser, er lige så kuldslåede som den vinterprægede virkelighed de lever i. Marie vokser op kærlighedsløst med en uforstående og fjern mor, hun bliver udsat for seksuelt overgreb fra sin far og fuldbyrdet voldtægt fra sin bror. Alle er optaget af selv at overleve i de miserable rammer. Der findes ingen varme, ingen kærlighed, ingen sympati, meget lidt personligt overskud. Alligevel prøver Marie at opretholde et håb…

I et miljø, der er præget af bestemte og stramme rammer som personerne skal udfolde sig indenfor, og som ofte er umenneskelige, prøver Marie at række ud, men det har hun ikke succes med, hun får ikke det igen hun har brug for. Hun bliver derfor et ensomt menneske – også da hun bliver gift, kommer til København og ind i bedre materielle og sociale rammer. Hun har gennem sin opvækst med dens afstumpede menneskesyn ikke fået redskaberne til at klare sig, hun spiller komedie over for alle, – inklusive sin mand – for at stille dem tilfredse – uden selv at få sine behov opfyldt. Selv seksuallivet er noget råt og mekanisk uden varme og sanselighed. Noget Marie er nødt til at tåle for at stille sin mand tilfreds og undgå at han bliver vred. Hun mister langsomt håbet…

Under læsningen gik det op for mig at bogen handler om kvindeliv og næsten virker som et indlæg i samtidens debat om kønsroller. Mange kvinder, der har levet i 60’erne, vil kunne nikke genkendende til Maries genvordigheder som hjemmegående med småbørn, rengøring osv uden redskaberne til at kunne udvikle egne lyster og muligheder. Marie har pga samfundsstrukturerne ikke lært at “være direktør i sit eget liv”, men kun at forsøge at skabe et godt liv for andre… Jeg fornemmer en bagvedliggende vrede og bitterhed over et samfundssystem der i den grad forhindrer mennesker i at udvikle og udfolde sig..

Sproget, der fint viste miljøet på Langeland, er efter min opfattelse for summarisk og konkret til for alvor at give indblik i personernes psykologi. Vi trænger ikke rigtig ind i dem, ser dem mest udefra. Det hedder sig flere steder at “mænd ved ingenting, vi kvinder skal holde sammen”. Men gør de det? Nej, ikke rigtig, for de har alle deres egne dagsordener. Mændene i miljøet ses på afstand, er fjerne og uforståelige. De fremstilles enstrengede, er i bedste fald ligeglade, uforstående, uempatiske, egoistiske, ubeherskede, fordrukne – i værste fald voldelige (de fleste af dem), laver seksuelle overgreb, er pædofile osv. Selv Maries mand, der har gode sider og givet elsker Marie, men som også er hidsig og undertiden voldelig, får vi ikke et rigtig indblik i. Det havde klædt bogen at trænge ind og vise ham indefra, hans kærlighed til Marie, hans dæmoner og paradokser.

Jeg forstår at romanen tager udgangspunkt i forhold i forfatterens egen slægt som jeg jo ikke kender. Som mandlig litteraturlæser (og menneske) er jeg helt enig i og forstår fuldtud kvinders kamp for at ændre samfundsordenen, deres kamp for at skabe sig lige muligheder med mænd. Jeg savner dog i læsningen at kunne spejle mig i mænd, der på trods af vanskelige forhold bruger al deres energi på at sprede god energi og varme, på at være en god mand for deres kone og en god og nærværende far for deres børn… Ville sådan en figur have ødelagt formålet med denne roman?

---

Forlagsbeskrivelse

Vinder af De Gyldne Laurbær 2016 og Politikens Litteraturpris 2016

Romanen er baseret på forfatterens egen familiehistorie og rører læseren med historier fra 1930’ernes førkrigstid.

I “Folkets skønhed” følger vi Marie som er opvokset i en hård opvækst på Langeland, en opvækst som var præget af fattigdom og vold.

Marie møder elektrikerlærlingen Otto og bliver gift med ham, derefter går turen fra Langeland til København. Her læser Otto til ingeniør og Marie får arbejde på en telefonfabrik.