Boganmeldelse: ‘Poil de Carotte’ af Jules Renard

I rækken af oversættelser af ældre fransk litteratur har Forlaget Chataigne udgivet Jules Renards roman ‘Poil de Carotte‘.

Hvor de øvrige udgivelser typisk har været – i Danmark – oversete værker, er der her tale om en klassiker. En roman som generationer af franskmænd har læst i skolen omkring 7. klasse, en roman som Renard selv lavede en teaterversion af, en roman som flere gange er filmatiseret (senest til TV af Richard Bohringer i 2003), som er lavet som tegneserie (se ‘Bonusinfo’ nederst) – og som endog har givet navn til en ost!

Bogen handler om den lille rødhårede dreng Poil de Carotte der vokser op i et koldt og ukærligt miljø som yngste barn ud af tre med en mor, der lader til at hade ham, og en far som er fraværende, ligeglad og som ikke griber ind over for moderens ondskab over for sønnen…

Læseren følger drengens liv med familien, i verden omkring ham og ikke mindst i naturen. Poil de Carotte er snu og velbegavet i sit møde med de daglige ydmygelser. Til sidst siger han endelig fra over for moderen, men prøver at bevare et forhold til faderen som han føler sig åndelig i slægt med.

Udgiverne præsenterer selv romanen på følgende måde:

Et barn er følsomt og modtageligt, men også sårbart. Et eller andet sted bliver det lille barn siddende inden i os. Vi bærer barndommen med os gennem livet. Det var også tilfældet for Jules Renard. Poil de Carotte blev indtil det sidste ved med at rumstere i ham som en lille dæmon, han forsøgte at uddrive.

Poil de Carotte er ikke autofiktion i moderne forstand, men der er ingen tvivl om, hvorfra inspirationen stammer. (…)

Poil de Carotte er en barsk og grusom historie om et barns opvækst, dets kamp for overlevelse og de spor, det afsætter i sindet. Men Jules Renards fremstilling er også præget af scener, der ender i en vanvittig og grotesk form for humor.

Vi må altså forstå at Jules Renard har skrevet sin roman som en bearbejdning af sin egen opvækst, og at udgiverne ser en lige linje op til vores tids “sorglitteratur” – selv om de er opmærksomme på forskellighederne.

Som sædvanlig er der tale om et grundigt arbejde. Oversættelsen er forbilledlig, og bogen indledes med et relevant forord der præsenterer romanen, forfatteren og relaterer værket til sin samtid i Frankrig.

Romanen er bygget op af mange små glimt fra dagligdagens små eller store ydmygelser, men også af gode stunder med faderen eller i naturen – det hele set fra barnets side. De mange små scener opbygges kaleidoskopisk til et mønster der viser det kuldslåede og barske miljø. Bogen er let læselig, skrevet i et præcist og usentimentalt sprog der er fyldt med ironi og stærkt virkende “underdrivelser”. Humoren og ironien er med til at få de undertiden grusomme hændelser til at glide lettere ned…

Jeg tænker at hans snu måde at håndtere moderen på forklarer bogens succes hos generationer af franske skolebørn. Jeg tror dog at det bliver sværere og sværere for børn nu om dage at kunne sætte sig ind i – for ikke at tale om at identificere sig med – vilkår hvor børn skulle tie stille, var angste for forældrene, hvor øretæverne fløj lavt, og hvor børnene havde mange pligter i hjemmet

Selv har jeg fået meget ud af at leve mig ind i levevilkår i et fransk landsbymiljø i slutningen af 1800-tallet. Jeg synes Poil de Carotte er kæk og har sympati for ham og hans håndtering af de mange daglige små skærmysler, men må indrømme at teksten – til trods for det fine sprog – ikke rigtig krøb ind under huden på mig. Jeg har spekuleret over hvorfor og er nået frem til at den manglende kronologi gør det vanskeligt at se drengens udvikling fra voldsom angst for moderen til – via en vis robusthed – at nå til en hårdhed og fuldstændig afstandstagen. Desuden har jeg svært ved at forstå moderen og hendes handlinger. Et eksempel:

Familien får melon til dessert. Moderen siger

Der er ikke noget melon tilbage til dig (…); i øvrigt har du det ligesom mig, du bryder dig heller ikke om melon. – Det kan da godt være, siger Poil de Carotte for sig selv.
På den måde bliver det bestemt hvad han kan lide og ikke kan lide. I princippet kan han kun lide det, som hans mor også kan lide (…)

Lidt senere bliver han bedt om at give de tiloversblevne melonskiver til kaninerne:

Poil de Carotte trisser forsigtigt ud, han passer på at holde tallerkenen vandret, så han ikke taber noget. Da han kommer ind under kaninernes halvtag (…) -Vent lige lidt, siger Poil de Carotte, så deler vi (…) og så giver han kaninerne melonkernerne og sutter selv saften i sig; den er sød som dessertvin (…) Middagssolen siver gennem de små huller mellem teglene, og strålerne blander sig med den kølige skygge.

Vi forstår at Poil de Carotte oplever glæde blandt dyrene og i naturen… – og er vidne til moderens ubegribelige adfærd over for ham. Det er romanens store styrke at se virkeligheden fra barnets side. Alligevel savner jeg en indsigt i moderens psyke: Hvad ligger dog til grund for det voldsomme had mod hendes eget barn?

Bonusinfo

Læs på Chataignes hjemmesider om forlagets oversættelser af fransk litteratur

---