‘Agathe’ er en fin lille og tankevækkende roman om livets store spørgsmål som ensomhed, meningsløshed, tomhed, kærlighed og død med udgangspunkt i en gammel, udbrændt psykiaters sidste tid inden han skal på pension…
Forlaget skriver følgende om bogen:
En aldrende psykiater i 1940’ernes Paris ser frem til pensionisttilværelsen. Han tæller dagene ned til at han officielt kan trække sig tilbage og hans eneste resterende patienter er dem, der mangler at blive afviklet og viderehenvist. Hans planer om et tilbagetrukket otium bliver dog forstyrret, da en ung, tysk kvinde kaldet Agathe insisterer på at blive hans patient. Det er en opgivende og livstræt psykiater, der modvilligt godtager Agathes ønske om at starte et terapiforløb op, men deres interaktioner bliver begyndelsen på en opvågning i psykiaterens sind.
Takket været Agathe og hendes oplevelser indser psykiateren, at intet venter på ham i pensionistlivet, og at han i virkeligheden er angst for den komplette frihed og ensomhed, der vil følge med at trække sig tilbage fra jobbet. Hvad skal han fylde sin tiden og frihed ud med?
“Agathe” af Anne Cathrine Bomann udkom første gang i 2017 og blev forfatterens helt store internationale gennembrud. Bogen er solgt til mere end 28 lande og oversat til et utal af sprog.
Psykiaterens tilværelse er stivnet og hans i liv præget af daglige rutiner, “skabeloner” og pligter, og han fornemmer en tryghed i disse rammer inklusiv en sekretær i forkontoret der forhindrer nye eller uventede begivenheder i at nå ind til ham. Han har aflært at handle af lyst, at tage ansvar og være “direktør i sit eget liv”, at skabe sin tilværelse. Det konforme liv får ham til at føle tomhed og meningsløshed, har lammet hans evne til at engagere sig i noget og har fyldt ham med angst og i Sartresk forstand eksistentiel “kvalme”. Han glæder sig til pensionen fordi han håber på ændringer pr automatik når han kommer væk fra den skabelon som dagliglivet i konsultationen med sekretæren og patienterne udgør, men han har egentlig ikke gjort sig tanker om pensionistlivet eller om i den forbindelse at foretage aktive valg for at skabe indhold i pensionisttilværelsen.
Han bryder sig egentlig ikke om sig selv, men føler sig selv som et inkompetent menneske og kan godt se det ironiske i at han qua sit job skal hjælpe andre mennesker i krise. Han føler sig tryg når de ligger på hans briks i de vante rammer, men ville ikke ane hvad han skulle gøre hvis han mødte dem ude i byen. På samme måde synes han at han kender naboen vældig godt ved de lyde han hører gennem væggen, men bryder sig ikke om at blive konfronteret med ham ude på gangen.
Romanen introducerer et håb for ham i form af en ny, ung patient Agathe der skal komme til at ændre hele hans livsopfattelse. Hendes blik, nærvær og sanselighed får ham til at vågne op, engagere sig og kaste sig ud i de vilde vover for at tage nye chancer med sit liv …
(…) Agathe, Agathe, sang det inde i mit hoved; pludselig var der vand foran mine fødder, og jeg standsede ikke, da køligheden brød gennem mine sko. (…)Køligheden trængte gennem bukserne, videre gennem min hud og helt ind i angstens hede, og da vandet nåede mig til hoften, lod jeg mig glide forover og tog et svømmetag, så hele min anspændte, svedende krop blev opslugt.
“Aaaah”, sukkede jeg, gled om på ryggen og svømmede med en befriende lethed, jeg havde glemt eksisterede, ud mod midten af søen.
af ‘Agathe’
Bogen er en lille perle der kalder på refleksion og fortolkning…
Romanen fik mig til at tænke på min studietid med læsning af psykoanalyse, eksistentialisme og modernisme… og sjældent har jeg i den grad haft lyst til at tage noter, kaste mig ud i en analyse og tolkning …
Et eksempel er scenen i ovenstående citat hvor psykiateren – takket være Agathes indflydelse – pludselig i Kierkegaardsk forstand tør tage en chance med sit liv, nemlig at gå ud i vandet med alt tøjet på “At turde, er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at turde, er at miste sig selv”. Han begynder at forstå at “Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves” Kontakten til virkeligheden opstår igen gennem Agathe og hendes sanselighed, varme og ikke mindst blik. Hun tænder et håb for ham og hans pensionisttilværelse. Han bliver set, han mærker andre mennesker…
Jeg synes teksten er præget af et eksistentialistisk menneskesyn og tænkte under læsningen en del på Sartre (og Camus). Psykiateren er – som vi har set det – et individ der er lammet, og som ikke magter at engagere sig og træffe aktive valg i sin tilværelse. Han er “ensom blandt mennesker” på samme måde som vi i 60’erne også ser det hos forfattere som Leif Panduro og Peter Seeberg. Romanen har desuden lighed med en novelle fra samme tid af Anders Bodelsen “Signalet” der handler om et menneske der kun tør kontakte andre mennesker ved at banke på vandrørene i lejlighedskomplekset….
Imidlertid peger Bomann på en vej ud af suppedasen. Den personlige nærhed, sensualitet, det at blive set er en faktor der skaber det gode liv. Her er hun mere optimistisk end Sartre… Ved afslutningen af bogen får vi lyst til at vide hvad psykiateren gør for at skabe indhold i sin nye tilværelse…
Jeg er ikke som forfatteren psykolog, men fornemmer henvisninger til Freuds psykoanalyse. Når en af patienterne fortæller at hun heftigt pudser lysestager, ser jeg det som en hilsen til H.C. Branners kollektive roman fra 30’erne ‘Legetøj’ der bla handler om seksuelle fortrængninger og forsvarsmekanismer. Her er der også en kvinde der hidsigt pudser sølvtøj…
Men romanen peger ikke blot tilbage til filosofiske retninger og forfattere fra midten af det 20. århundrede hvor relevante de end stadig er. Den er i høj grad nutidig og maner til eftertanke med henblik på værdier i vores samtid – f.eks. hvad angår forholdet mellem et stadig mere krævende arbejdsliv og vores privatliv. Vi skal passe på de nære relationer vi har. Det er ikke mindst disse relationer der giver vores tilværelse mening og gør livet værd at leve…
Peters Verden... 