Bogomtale: Thomas Mann: ‘Buddenbrooks’

Efter at jeg er gået på pension og har fået bedre tid, har det været et af mine mål ind i mellem at læse eller genlæse hovedværker i verdenslitteraturen…

I februar var vi i Lübeck, en by der oser af historie og herunder ikke mindst af fortiden som hansestad med stolte købmandstraditioner og med et væld af velbevarede gamle købmandsgårde. Besøget gav mig lyst til at læse Thomas Manns værk ‘Buddenbrooks’ fra 1901, en roman som han senere fik Nobels Litteraturpris for, og som jeg kun havde en svag erindring om fra et udsnit vi læste i tysktimerne i gymnasiet!

I Lübeck ligger der et museum der netop med romanen som omdrejningspunkt beskæftiger sig med byens fortid som en af de vigtigste handelsbyer i Norden…

Vi fik desværre ikke under besøget set museet pga corona, men jeg vil bestemt vende tilbage en dag. Efter hjemkomsten købte jeg derfor denne smukke bog, en mursten på 600 sider, som jeg nu har læst.

‘Buddenbrooks‘ er en fortælling om en rig borgerlig families forfald i perioden cirka 1835-1877, ja vel egentlig en hel samfundsforms forsvinden, uden at noget andet bliver stillet i stedet, og kan derfor ses som et særdeles pessimistisk dokument over udviklingen i samtiden.

Men romanen er også en historisk dokumentation af borgerskabets liv, klasseforskelle, værdier mv., og jeg forstår godt at man i byen er stolt af forfatteren og af romanen. Den er – typisk for realismen – fyldt med udpenslede tableauer hvor man ned i mindste detalje får vist f.eks. et middagsselskab med borddækning, mad, kjoler osv, og man får et indtryk af borgerskabets juletraditioner eller deres måde at “ligge på landet” på i Travemünde, eller læserne får lov til at sanse et marked under buegangene ved byens rådhus med dets farver og lugte. I de mange og lange beskrivelser kommer jeg til at tænke på den franske realist Honoré de Balzac der må være et af Manns forbilleder. Hans kritik af det højborgerlige liv i Paris kan pt ses i en fremragende filmatisering af romanen ‘Tabte Illusioner’ som jeg omtaler her.

Romanen følger familien Buddenbrook i fire generationer, de seneste skud på en gammel slægt, der ved sparsommelighed og godt købmandsskab er kommet til ære og værdighed. Nu bor de i et fornemt hus der har plads til at flere slægtled kan leve sammen, omend i hver deres afdeling.

Problemet for familiens mange medlemmer er at livet i borgerskabet er snærende og sætter et væld af grænser for udfoldelse som betyder at de må ligge under for kravet til familiens ære, status, religion, økonomi og firmaets udvikling. Alle som en har de pligter som skal overholdes, og som er mere eller mindre umenneskelige. Kort sagt ligner romanen på dette område en række andre forfatteres romaner fra den tid.

Fælles for personerne er at de som unge har visioner, vil noget med deres liv, men bliver bremset i deres udvikling. Jeg synes at Mann er påvirket af samtidens naturalisme. Den undertiden særdeles kyniske og synlige fortæller er vidne til forfaldet, men kan ikke komme med forslag til hvad personerne kan gøre. Der er ikke rigtig noget at gøre, de er ofre for deres gener, arv og miljø og bliver ofte fysisk syge i de snærende rammer. De kan ikke udfolde sig som de har brug for.

En eksistentiel læsning vil pege på at personerne påtager sig roller, ikke er sig selv. De gør hvad der forventes, ikke hvad de har behov for eller lyst til. De ser derfor livet som problemer der skal løses, ikke noget der skal opleves. De bliver angste, bryder sig ikke om sig selv, føler sig forkerte og utilstrækkelige, lammes og går i stå. Nogle af personerne er faktisk som udgangspunkt drevet af deres lyst og talent, men de knægtes af pligter og går også til grunde fordi de ikke accepteres af normerne.

Der er således også klart en modsætning mellem købmandsskabets krav om materiel tænkning og nogle af personernes evner for at udvikle talenter som kunstnere inden for eksempelvis musik: det er ikke fint, og det kan man ikke leve af, og hvad med firmaet…

Mann lægger distance til sine personer og deres miljø. Ind i mellem bliver det gjort med elegant ironi – eller er vildt morsomt… – men undertiden virker det også kynisk på mig, som om han sætter sig uden for den historie han er ved at fortælle, og hvor alt og alle går til grunde.

Som moderne menneske kan jeg godt sætte mig ind i det kulturskred vi er vidne til gennem de fire generationer, og det er vel stadig sundt at være bevidst om og reflektere over forholdet mellem lyst og pligt i ens eget liv. I romanen går personernes voksende bevidsthed om deres tilværelse dog ud over den sociale sammenhængskraft, og det er i grunden en skræmmende tanke. Men egentlig er denne tanke en forudsætning for den pessimisme vi ser i den litterære modernisme i det tyvende århundrede hvor mennesker ses som ensomme individer, som snefnug der danser omkring hinanden uden at kunne nå hinanden, og hvor det eneste sikre er at de når jorden, smelter og forsvinder…

Læsning af ‘Buddenbrooks’ vil nok virke tung på nogen. Selv om bogen absolut har fremdrift og en del dialog, og man tit er spændt på hvordan begivenheder kommer til at spænde af, skal man være klar til at kunne acceptere en særdeles synlig alvidende fortæller og kunne læse lange passager med refleksioner. Desuden er der mange og lange beskrivende passager af interiører, personer, deres påklædning og væremåde som dog tit er morsomme eller kammer over i karikaturen….

---

En af mine medbloggere ‘bognoter.dk’ har for nylig skrevet en grundig og kompetent gennemgang af værket hvor han bla kommer ind på romanens enkelte personer. Hvis du har fået blod på tanden, kan du læse videre her.