To interessante – og meget forskellige – franske film er kommet i de danske biografer…

Xavier Giannolis film er blevet årets film i Frankrig hvor den har vundet et hav af priser…

Den første er en filmatisering af den franske forfatter Honoré de Balzacs samfundskritiske men også morsomt onde roman ‘Illusions Perdues’ som blev skrevet mellem 1837 og 1843 . Anmelderne af filmen er begejstrede, de mener i høj grad at problemstillingerne med bla fake news er relevante i vores tid. Læs f.eks. Kim Skottes anmeldelse i ‘Politiken’ (link længere nede)

Balzac var en af Frankrigs vigtigste og mest produktive forfattere inden for realismen i det 19. århundrede. Romanen er en del af hans monumentale cyklus ‘La comédie humaine’, hvor den er en af ‘Scenerne fra provinslivet‘ ( Scènes de la vie de province ). Ved hjælp af Lucien Chardons stigning og fald beskriver Balzac de fastlåste samfundsmekanismer han fandt i samtiden, især i den litterære verden, i journalistik og i overklassen. Som sådan er ‘Illusions perdues’ ikke bare en roman , men et dokument fra tiden. Balzac var desuden en vigtig inspirationskilde for andre af Frankrigs store forfattere bl.a. Émile Zola og Gustave Flaubert. Jeg er temmelig overbevist om at Henrik Pontoppidan og Herman Bang har læst romanen inden de skrev henholdsvis ‘Lykke-Per‘ og ‘Stuk’…

I sit forskræp skriver Grand Teatret følgende om filmen:

Xavier Giannolis overvældende filmatisering af Honoré de Balzacs klassiske roman har en sjældent nutidig kant, for selv om historien om ærgerrige og anløbne teaterkritikere i Paris udspilles først i 1800-tallet, så er ’Tabte illusioner’ fyldt med referencer til vore dages ’fake news’. Den idealistiske romantiker Lucien (Benjamin Voisin, der brød igennem i Ozons’ ’Sommeren ’85’) erkender hurtigt, at livet som ubestikkelig kritiker er lidt af illusion, for den omtale, der skal fremme karrierer i kunstens verden, kan handles som hvilken som helst anden vare på markedet. Og vil han selv skabe sig et navn, så bliver det på bekostning af de værker, som han er sat til at anmelde.
Grand Teatret

Kim Skotte mener at Gérard Depardieu er prægtig og overraskende ukrukket som den store forlægger Dauriat, der hverken kan læse eller skrive, men til gengæld kan lugte en kommerciel succes på lang afstand…

Kim Skotte giver i ‘Politiken‘ 5 stjerner i sin anmeldelse ‘Influencere og fake news er gamle nyheder…’. Her konkluderer han han

(…) Alt sammen løber det op og bliver til en overrumplende vital og tidssvarende historisk filmatisering. Og så har ’Lost Illusions’ ydermere den fordel, at har man tendens til at synes, at alting var meget bedre i gamle dage, så viser denne fortælling om moralsk fordærv og ryggesløs kulturkritik, at også dét er en gammel løgn.

»Paris havde løftet op i skørterne og vist den unge mand sin monstrøse nøgenhed«, som fortællingens morale lyder. Touché!

Officiel trailer for filmen..

Og så til noget helt andet!

Den franske mesterinstruktør Jacques Audiard, der normalt laver film i grænselandet mellem krimi- og auteurfilm, og som har vundet utallige priser for sine film, har begået et kærlighedsdrama ‘Lev, elsk, Paris’.

Den 70-årige Audiard har hentet assistance fra to væsentlig yngre kolleger for mere troværdigt at kunne indkredse nutidens unges kærlighedsliv. Den ene af dem er Céline Sciamma (hvis sanselige og visuelt smukke ‘Portræt af en kvinde i flammer’ fra sidste år kan ses gratis på Filmstriben). I følge anmelderne er der kommet en dyb og meget seværdig film ud af dette samarbejde…

‘Lev, Elsk, Paris’ er som et af sine forbilleder Eric Rohmers: ‘Min nat hos Maude’ optaget i sort-hvid…

Kim Skotte giver filmen 4 stjerner i ‘Politiken’ og konkluderer bla: at “’Lev, elsk, Paris’ er blevet en livlig, sprød og velspillet film om en gruppe ikke længere helt purunge parisere, der stadig lever unge, søgende og rastløse liv med et minimum af ansvar, ikke så lidt selvbedrag og et element af snigende eksistentiel panik.“

Han sammenligner i øvrigt filmen med en af min ungdoms største filmoplevelser, nemlig Eric Rohmers: ‘Min nat hos Maude’. Det betyder selvfølgelig at den film må jeg se…

(…) Audiard har siden årtusindskiftet etableret sig som en af de største franske instruktører, men film som ’Profeten’, ’Smagen af rust og ben’, ’Dheepan’ og ’The Sisters Brothers’ har ikke mindst triumferet i kraft af Audiards fysisk pågående og ofte udpræget maskuline stil.

Og ’Lev, elsk, Paris’ er noget helt, helt andet. En romantisk fortælling, der i stilfuld sort-hvid vil fortælle om noget absolut moderne, men gøre det på en måde, som peger tilbage på en intim fransk guldalder, hvor Eric Rohmer var den store helt. (…)
Kim Skotte in ‘Politiken’

Læs Kim Skottes anmeldelse her