
ISBN13: 9788727004327
Forlag: Lindhardt og Ringhof
De to forfattere har skrevet en let læst og vigtig historisk roman om begivenheder i vores nære fortid, nemlig om evakueringen af danske fanger i kz-lejren Neuengamme ved 2. verdenskrigs slutning. Læsning af bogen gør et stort indtryk… – ikke mindst på baggrund af den aktuelle Ukraine-krig hvor tilsvarende rædsler, som er beskrevet i denne bog, givet finder sted.
Romanen handler dog ikke blot om krigens gru og menneskelig fornedrelse, men også om humanisme, om at tage ansvar, om kærlighed og om håb. Den er samtidig en spændende, troværdig, psykologisk udviklingshistorie om en kvinde der er under uddannelse som sygeplejerske, og som efter en fattig og kuldslået opvækst i 30’erne bliver forelsket, gift og får børn med en mand som elsker hende, og som kan give hende en tryg tilværelse. Dette bliver der vendt op og ned på efter at hendes mand bliver taget af Gestapo og ført til kz-lejren Neuengamme, og hun bliver nødt til at forsøge at genopfinde sin tilværelse.
De to forfattere har gjort det til deres kendetegn at levendegøre historiske begivenheder som vi bør huske, og det er i den grad lykkedes. De har som i deres forrige roman lavet en imponerende research – her omkring begivenhederne med de hvide busser, situationen i Tyskland i april 1945 og kz-fangerne.
Der er en direkte sammenhæng historisk og tematisk mellem denne bog og deres forrige om hospitalsskibet Jutlandia som jeg også stærkt vil anbefale læsning af.
Link
- Læs min anmeldelse af forfatternes forrige værk: ‘Pigen fra det store hvide skib’
Forlagsbeskrivelse
April 1945. Mens krigens sidste krampetrækninger sønderriver Nazityskland, venter tusinder af danske fanger i kz-lejren Neuengamme på Folke Bernadottes hvide busser. Den unge Dagmar Valgreen har meldt sig til missionen for at redde én enkelt af dem: Den mand der opfyldte alle hendes drømme indtil han forsvandt.
Tre dage i april er en roman om Dagmars rejse med bus 474 gennem det udbombede Tyskland. Det er en historie om mod og opofrelse, om krigens gråzoner, men i særdeleshed om at ændre sit syn på verden og på sig selv.
Af forfatterne til bestselleren Pigen fra det store hvide skib.