
ISBN13: 9788740022469
Forlag: Politiken
Jeg har i den seneste tid læst tre af Jesper Steins fire københavnerkrimier med vicepolitikommissær Axel Steen som hovedfigur. Stein skriver rigtig gode plots i autentiske miljøer, hans romaner er let læste, spændende – undertiden neglebidende uhyggelige – og er skrevet i et nuanceret sprog med fin fremdrift. Så “what’s not to like…”?
Tjah, som alle, der har læst Steins selvbiografiske roman ‘Rampen’ vil vide, har forfatterens liv været præget af alkoholmisbrug. Se min anmeldelse her. Axel Steen, der jævnfør navnet må være forfatterens alter ego, er stærkt præget af narko- og alkoholmisbrug som ofte fører til selvdestruktive tanker og tilsvarende adfærd, og som ikke mindst er til skade for hans niårige datter der lider af angst. De første krimier er fyldt med detaljerede og hudløse beskrivelser af dette misbrug hvilket gør det for mig til temmelig ulidelig læsning. Mærkeligt at Axel Steen med det skarpe, analytiske intellekt ikke i et eller andet omfang kan betvinge sin trang til stoffer og alkohol og gå i behandling til gavn for sig selv og datteren…
Det sker så til slut i den tredje roman ‘Akrash’ og betyder at i ’Aisha’, der er Jesper Steins fjerde krimi, og som vandt ‘De Gyldne Laurbær’ i 2015, fylder det destruktive langt mindre. Romanen er alene af den grund min personlige favorit.. Læs om handlingen i forlagets præsentation nedenfor …
Selv om der refereres til detaljer fra den forrige roman, kan man sagtens læse bogen som “stand alone”. Man er godt underholdt, bogen er vildt spændende, og man får god indsigt i politiets og delvist PET’s arbejde. Desuden er der helt klart mulighed for at bygge videre på plottet i en opfølgende roman…
Forlagets Præsentation
Vinder af De Gyldne Laurbær 2015.
En mand findes lemlæstet og torteret til døde i en penthouselejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet. Vicepolitikommissær Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var en hårsbred fra at miste livet under en storstilet undercoveroperation.
Axel Steen er mærket. Han har fysiske men, hans datter lider af angst for, at han skal dø, han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro, han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker, og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, der har alles bevågenhed.
Offeret i 8tallet er den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder mere modstand end nogensinde før.
AISHA er en rå københavnerkrimi om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Som sine anmelderroste forgængere URO, BYE BYE BLACKBIRD og AKRASH foregår den i et nutidigt storbymiljø