Der er hun så, Annisette, for fulde huse på Kulturværftets store scene, en kold aften i februar. Den lille kvinde med den enorme, sælsomme stemme og den store personlighed. Nu 74 år gammel hopper hun stadig på bare tæer rundt som en duracell-kanin, lægger sig på gulvet, springer op, fylder hele rummet og bruger sig selv helt til kanten… Slidt? jeg synes det ikke. Er stemmen lidt mere hæs? Måske, jeg synes ikke det gør noget, det er en del af hende…
Hun får aftenens store publikum med sig, ikke mindst da bandet spiller de gamle numre fra ‘Dødens Triumf’ samt ‘Mister Postman’. Hun tænder et lys i mørket for os ved trods krisen at tale varmt om naturen, om stjernerne, om foråret der hver år på trods efter selv den barskeste vinter med spirende skud genstarter livet, det fantastiske og smukke liv… Hun slutter af med at få os alle til at synge med på ‘Kringsatt af fjender’ af Nordahl Grieg, ungdommens digter i 1930’erne. Da hele salen synger
Stilt går granatenes
glidende bånd.
Stans deres drift mot død,
stans dem med ånd!
Krig er forakt for liv.
Fred er å skape.
Kast dine krefter inn:
døden skal tape!
er der ikke et øje tørt, og vi går trods alt det onde i tiden ud i den stjerneklare nat med et håb…
For mig var aftenen en vandring ned ad memory lane….. I 1969, tror jeg det var, befandt jeg mig Nytårsaften på den for længst hedengangne Star Club på Aaboulevarden i København. Jeg husker ikke længere med hvem… – for det jeg husker er Annisette der skulle synge med sit nye band. Jeg var tryllebundet og valgte at blive til bandet sluttede med at spille kl 1. Til trods for at det sidste tog kørte hjem mod Skodsborg lidt over 12. De sidste penge blev brugt på en øl, og jeg vandrede fra Aaboulevarden til Skodsborg i snesjap og dansesko og nåede hjem ud på morgenen….
Jeg havde allerede i flere år været vild med Annisette. Hun var forsanger i mit yndlingsband “Dandy Swingers” der spillede på ‘Place Pigalle’ på Bakken hvor vi unge gymnasieelever i sæsonen ofte tog ned for at lytte til musik og dyrke feltstudier… 🙂
Nu havde Annisette slået sig sammen med Koppel-brødrene og skulle ikke længere spille her…
Men jeg blev vild med den nye musik, Savage Rose spillede, og forstod Thomas Koppels syn på musik som også værende et politisk virkemiddel. Den måde at bruge musik på genkendte jeg da jeg ikke længe efter kom til Paris og blandt andet blev kæmpe fan af Théâtre du soleil og ikke mindst teatrets karismatiske og originale leder Ariane Mnouchkine…
Peters Verden... 