Jeg har netop modtaget et anmeldereksemplar af Morten Buschmanns sjette roman og nyudgivelse ‘Sandheden er ikke for os’. Det er en spændingsroman som jeg har store forventninger til.
Buschmann, der er uddannet journalist, har haft job i Forsvarskommandoen og har derfor et inside kendskab til myndighedernes arbejde i forbindelse med eksempelvis nationale kriser. Hans romaner er realistiske og foregår i krydsfeltet mellem centraladministrationen, politiet, politikere, pressen og de kriminelle. Jeg har netop læst hans debutroman ‘Indhenter’ fra 2013 der tager udgangspunkt i Muhammedkrisen og dansk engagement i Iraq og Afghanistan. Her viser han en evne til at skrive et spændende, troværdigt og nervepirrende plot der har givet mig smag på mere…
I ‘Indhenter’ demonstrerer han et imponerende greb om spændingsgenren der får mig til at tænke på Jan Guillous serie om ‘Hamilton’. Romanen er helt uforudsigelig, og der ligger givet en kolossal research bag. Den handler kort fortalt om en række seriemord på narkomaner i Danmark der bliver koblet sammen med tidligere mord på gamle nazister i Tyskland. Det hele bliver på troværdig vis forbundet til det danske engagement i Mellemøsten.
Det er lidt af et scoop at lade morderen være jeg-fortæller fra starten. Det giver mulighed for drypvis at udvikle hans personlighed – der viser sig at være særdeles modsætningsfyldt, og læseren bliver meget i tvivl om hvilken holdning han/hun skal have til ham. Vi er langt væk fra den traditionelle krimis ofte skabelonagtige opbygning og den svaghed der ligger i at de faste personer ikke rigtig udvikler sig, “Den fordrukne, fraskilte opdager…”
Men romanen er ujævn. Styrken ligger helt klart i plottet, rammerne, hovedpersonen og hans refleksioner, de troværdige og ofte maleriske locations. Men romanen er for lang. Især er nogle dialoger ordrige og forvirrende uden at de rigtig skaber fremdrift, undertiden er de direkte overflødige. Læseren træder vande, vil forstå, vil videre…
Morten Buschmann har en fortid inden for showbiz, og det er tydeligt at han gerne vil more læseren med maleriske overvejelser om personerne og deres motiver. Undertiden kommer disse træk til at få personerne til at fremstå kyniske, respektløse eller udvisende negative forventninger til hinanden. For mig kommer de derfor til at virke mindre sympatiske, eller jeg kommer i tvivl om deres engagement eller professionalisme. Men måske skal det være sådan?
Sproget er generelt varieret, præcist og billedmættet, men i nogle sammenhænge er det temmelig upoleret – og et par steder nærmest karlekammeragtigt om sex … – Her kunne jeg tænke mig at der blev skruet lidt ned for virkemidlerne, og at skildringen af kønslivet bliver mere sanselig.
Alt i alt forventer jeg at ‘Sandheden er ikke for os‘ i forhold til debutromanen vil bevare de mange stærke sider i ‘Indhenter’, men vil være strammet op og dermed give mig endnu en uforudsigelig og spændende læseoplevelse.
Peters Verden... 