Boganmeldelse: ‘Du kan aldrig være sikker’ af Morten Buschmann

---

Jeg har modtaget et anmeldereksemplar fra Morten Buschmann. Før læsningen stillede jeg forfatteren nogle spørgsmål om arbejdet med bogen. Dem besvarede han velvilligt. Anmeldelsen bygger alene på min egen læseoplevelse.

Morten Buschmann er en ukonventionel spændingsforfatter med et tydeligt særkende. Han har en baggrund som journalist, komiker og dramatiker. Du kan aldrig være sikker er ottende bind i Indhenter-serien hvor vi igen følger efterretningsfolkene Lucas og – især – Annesofie. Romanen kan læses selvstændigt selv om den bygger videre på begivenheder fra de tidligere bøger.

Når jeg læser Buschmann, får jeg fornemmelsen af en bil med tre chauffører. Journalisten, komikeren og dramatikeren kæmper om styringen. Journalisten vil dele sin store viden, komikeren vil underholde mens dramatikeren vil skabe spænding. Det giver romanen sit særpræg, men også nogle udfordringer. I begyndelsen havde jeg svært ved at finde rytmen fordi de tre chauffører ikke altid arbejder sammen. Heldigvis ændrer det sig undervejs. Omkring en tredjedel inde i bogen får dramatikeren bedre fat i rattet, og romanen bliver efterhånden pivspændende… 🙂

Buschmanns viden om efterretningstjenester, politiske konflikter og samtidshistorie mærkes tydeligt. Men nogle gange oplevede jeg at researchen tog plads fra selve fortællingen. Det gælder blandt andet en samtale om DNSAP hvor en længere historisk diskussion om personer fra besættelsestiden fylder meget: “Ejnar Vaaben bliver senere medlem af Schalburgkorpset (…) efter krigen ryger Vaaben i fængsel for landsforræderi (…)” Stoffet er interessant, men her blev samtalen for mig mere historietime end samtale mellem personer. Handlingen stod stille mens baggrunden blev forklaret.

Andre steder bliver den samme viden en del af spændingen, og så kommer der smæk for skillingen. Da Annesofie overvåger den russiske ambassade, vokser en enkel observation gradvist til noget større: “Tryk på udløseren, for satan. Nu, nu, nu! råber han. Hun knipser, idet gitterhegnet kører til side. Jaguaren ruller indenfor (…) Ud træder en mand i jakkesæt med en synlig hvid ledning til sin øresnegl bag det ene øre. Livvagt.” Her opdager jeg oplysningerne sammen med Annesofie. Først ser vi livvagten og en ukendt kvinde. Senere får observationen sin betydning da kvinden identificeres som Afsaneh Nadipour, Irans ambassadør. Når Buschmann bruger sin viden på den måde, bliver jeg deltager i stedet for tilskuer.

Humoren er en anden del af særpræget. Den kan give personer kant og lette de mørke emner, men især i begyndelsen oplevede jeg at smalltalk og platheder indimellem bremsede handlingen. Det samme gælder enkelte dialoger fra efterretningsmiljøet. Når Hyldebrandt bruger betegnelser som “Den Store Prut” og “tåbe-gurkeren”, kan jeg godt se den skæve humor, men jeg bliver også i tvivl om personernes troværdighed. For mig tipper det nogle steder, så replikken fylder mere end situationen. Her kunne en redaktørs udstregningspen efter min mening have givet mere plads til spændingen.

Det er især fra Lucas’ tur til Ukraine at romanen for alvor fangede mig. I Donetsk, hvor konflikten efter Ruslands annektering af Krim ulmer før den senere invasion, og i scenerne fra Italien og Syrien bliver researchen til miljø, uro og spænding. Jeg bliver ikke sat ind i baggrunden udefra, men bevæger mig rundt i den sammen med personerne. Her arbejder journalisten og dramatikeren godt sammen, og efterretningsarbejdet, de politiske konflikter og farerne bliver en naturlig del af fortællingen.

Jeg studsede igen over valget af Lucas som jeg-fortæller. Det gjorde jeg også i den tidligere bog i serien som jeg anmeldte. Jeg kommer tæt på operationerne, konflikterne og miljøerne, men ikke helt så tæt på Lucas og Annesofie som mennesker. Jeg husker begivenhederne tydeligt, men savner lidt mere af menneskene bag rollerne.

Du kan aldrig være sikker gav mig samlet set en positiv læseoplevelse. De internationale miljøer, den aktuelle problematik og spændingen vejer for mig tungere end de steder hvor jeg savnede stramning og større nærhed til personerne. Buschmanns særkende er samtidig hans udfordring: journalisten, komikeren og dramatikeren vil alle til. Når de kæmper om rattet, taber fortællingen fart. Når de finder samme retning, sad jeg til gengæld bare og læste videre.

---

Forlagsbeskrivelse

Sensommer 2020. Coronavirussen er midlertidigt under kontrol. Borgerkrigen i Ukraine fortsætter, efter at Rusland har annekteret Krimhalvøen. Annesofie Gundelach bor i London, hun er analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste og kæreste med søde, men gådefulde Nigel. Hendes nuværende opgave er Sanjay Shah-sagen, men da FE’s chef pludselig bliver hjemsendt, bliver Annesofie kaldt til Danmark. Hendes nye mission er farlig og uigennemskuelig: Hun skal undersøge, om der findes dobbeltagenter i FE. Kort efter ankomsten bliver hun udsat for mordforsøg og flytter ind i et af politiets hemmelige safehouses sammen med en anden FE-ansat. Senere begår han selvmord under mystiske omstændigheder.    Annesofie begynder sin egen efterforskning, men før hun når dybere ned i sagen, bliver hun indkaldt til møde i Udenrigsministeriet. En dansk journalist er forsvundet i Syrien. Annesofie bliver sendt afsted, men et telefonopkald fra Ukraine vender op og ned på det hele. En nær ven er i livsfare.

---

Uddrag af bogen 
Hun lægger sig ned og pjasker vand i øjnene og … av, for helvede! Hvad var det!? Noget kradser på hoften, hun roder rundt i vandet og finder en lille skrue. Hvor kommer den fra? Der er ikke murstøv på kanten af karret, heller ikke på brusehylden eller på blandingsbatteriet. Hun kigger op, ventilatoren kører på højtryk … der mangler en skrue i beslaget. Hun kommer i tanke om bittesmå kameraer, husker videoerne på YouTube og avisernes historier om syge, perverse stoddere, der onanerer til synet af kvinder, der er i bad. Hun rejser sig og betragter ventilatoren. Der er mørkt inde bag viften … og dog. Hun kan ane en kasse, som ligner en tv-boks. Ovenpå er monteret en antenne. Er det en bombe?            

Om forfatteren Morten Buschmann (født 1964, Kbh.), forfatter, foredragsholder og journalist. Har arbejdet for bl.a. DR, TV 2, Forsvarskommandoen og Københavns Universitet.