Boganmeldelse: ‘Du kan aldrig være sikker’ af Morten Buschmann

---

Jeg har modtaget et anmeldereksemplar fra Morten Buschmann. Før læsningen stillede jeg forfatteren nogle spørgsmål om arbejdet med bogen. Dem besvarede han velvilligt. Anmeldelsen bygger alene på min egen læseoplevelse.

Morten Buschmann har en baggrund som journalist, komiker og dramatiker. ‘Du kan aldrig være sikker‘ er ottende bind i ‘Indhenter-serien’ hvor vi igen følger efterretningsfolkene Lucas og – især – Annesofie. Romanen kan læses selvstændigt selv om den bygger videre på begivenheder fra de tidligere bøger.

Det karakteristiske ved Buschmann er at hele hans baggrund følger med ind i fortællingen. Når jeg læser romanen, får jeg fornemmelsen af en bil med tre chauffører. Journalisten, komikeren og dramatikeren kæmper om at få styringen. Journalisten vil dele sin store viden, komikeren vil underholde, mens dramatikeren vil skabe spænding. Det giver romanen et tydeligt særpræg, men også nogle udfordringer. I begyndelsen havde jeg svært ved at finde rytmen – ikke fordi ambitionerne mangler, men fordi de tre chauffører ikke altid arbejder sammen. Det gode er heldigvis at romanen hen ad vejen udvikler sig til at blive pivspændende… 😊

Buschmanns viden om efterretningstjenester, politiske konflikter og samtidshistorie er en af romanens kvaliteter. Man mærker den omfattende research, og det giver fortællingen aktualitet og troværdighed. Men nogle gange oplevede jeg at researchen tog plads fra selve fortællingen. Handlingen måtte vente mens baggrunden blev forklaret. Det gælder blandt andet i en samtale om DNSAP hvor en historisk diskussion om personer fra besættelsestiden fylder meget:
“Ejnar Vaaben bliver senere medlem af Schalburgkorpset (…) efter krigen ryger Vaaben i fængsel for landsforræderi (…)”
Her blev samtalen for mig mindre en samtale mellem personer og mere en historietime for læseren. Stoffet er interessant, men scenen mistede noget af sin fremdrift fordi forklaringen, der er ganske lang, fyldte mere end situationen mellem personerne, ikke førte handlingen videre…

Andre steder bruger Buschmann sin viden langt bedre, og så kommer der for alvor smæk for skillingen. Da Annesofie f.eks overvåger den russiske ambassade, vokser en enkel observation gradvist til en scene med større betydning:
“Tryk på udløseren, for satan. Nu, nu, nu! råber han. Hun knipser, idet gitterhegnet kører til side. Jaguaren ruller indenfor og parkerer foran et udhæng ved den største villa. Ud træder en mand i jakkesæt med en synlig hvid ledning til sin øresnegl bag det ene øre. Livvagt. Sort hår, sort skjorte, mørk hud.”
Her bliver informationen en del af spændingen fordi jeg som læser bliver inddraget i scenen sammen med Annesofie. Jeg opdager oplysningerne efterhånden som hun gør. Først ser jeg en mand med en øresnegl og en kvinde i bilen som endnu ikke har nogen identitet. Senere får observationen sin fulde betydning da kvinden identificeres som Afsaneh Nadipour, Irans ambassadør.

Det er forskellen for mig. Når Buschmann bruger sin viden til at åbne en scene, bliver researchen en styrke. Når den bliver lagt ind som forklaring, risikerer den at gøre mig til tilskuer i stedet for deltager. Det afgørende er ikke mængden af viden, men hvordan den bliver brugt i fortællingen.

Humoren er en vigtig del af Buschmanns måde at fortælle på. Men i en spændingsroman skal humoren understøtte fortællingen uden at tage pladsen fra den. Den kan give personer kant, men den kan også bremse fremdriften og få personerne til at fremstå mindre troværdige. Især i begyndelsen af bogen oplevede jeg at smalltalk og platheder fyldte for meget og bremsede handlingen. Nogle læsere vil sikkert finde dem underholdende, men for mig førte de nogle gange ikke historien videre. Her kunne en redaktørs udstregningspen måske have strammet teksten og givet mere plads til spændingen…

En anden udfordring ligger i nogle af dialogerne mellem personer fra efterretningsmiljøet. Når Hyldebrandt bruger betegnelser som “Den Store Prut” og “tåbe-gurkeren”, kan jeg godt se forsøget på at skabe en skæv tone. Men jeg bliver også i tvivl om personerne fremstår troværdige når sproget bevæger sig langt væk fra det professionelle miljø de befinder sig i. Hvornår bliver humoren en naturlig del af personen, og hvornår ændrer den vores billede af personen? For mig tipper det nogle steder, så replikken fylder mere end situationen og menneskene i den.

Det er måske også her romanens centrale udfordring ligger. Buschmann vil både bruge sin journalistiske viden, sin humor og sit dramatiske håndværk. Når de tre chauffører finder en fælles retning, bliver samspillet for alvor en styrke. Når de ikke gør, mister romanen noget af sin fremdrift.

Det er også derfor, at de stærkeste dele af romanen for mig opstår, når de tre chauffører arbejder sammen. Det mærker jeg især cirka en tredjedel inde i bogen, da Lucas tager til Ukraine. Her oplever jeg som læser for alvor den fremdrift, jeg havde ventet på.

De internationale miljøer er blandt romanens stærkeste sider. Beskrivelserne af Donetsk hvor konflikten efter Ruslands annektering af Krim allerede ulmer før den senere invasion – og af scener i Italien og Syrien viser en forfatter der bruger sin research til at skabe troværdige miljøer præget af uro, magtspil, usikkerhed og vold. Her bliver baggrunden ikke noget jeg skal sættes ind i, men noget jeg bevæger mig rundt i sammen med personerne. Jeg kommer tæt på fronten og de farer som personerne befinder sig i. Jeg oplever at efterretningsarbejdet, de politiske konflikter og de mange aktører bliver en del af spændingen. Det er her jeg synes Buschmann får de forskellige sider af romanen til at arbejde bedst sammen.

Jeg studsede igen over valget af Lucas som jeg-fortæller. Det samme gjorde jeg i den tidligere bog i serien som jeg anmeldte. En jeg-fortæller skaber naturligt en forventning om en større nærhed til hovedpersonen, men Buschmanns styrke ligger først og fremmest i miljøerne, researchen og de store konflikter. Jeg kommer tæt på efterretningsarbejdet, de politiske konflikter og de mange miljøer, men ikke helt så tæt på Lucas og Annesofie som personer. Vi får oplysninger om deres handlinger og relationer, men jeg kommer ikke tættere på deres følelser og de overvejelser der ligger bag deres valg. Jeg husker tydeligt operationerne og begivenhederne, men jeg savner menneskene bag rollerne.

Du kan aldrig være sikker er for mig en spændingsroman med et tydeligt særpræg. Netop det, der gør romanen interessant, skaber også nogle udfordringer. Buschmanns største kvalitet er samtidig det der har udfordret mig mest under læsningen. Hans omfattende viden, hans humor, hans dramatiske blik og hans evne til at skabe scener med både dramatik og tjubang er med til at skabe en roman hvor styrkerne og svaghederne hænger tæt sammen. Når de forskellige sider finder sammen, skaber han en fængende og aktuel fortælling. Når de ikke gør, mister romanen noget af sin fremdrift.

Samlet set ser jeg positivt på læseoplevelsen. De stærke miljøer, den aktuelle problematik og de internationale konflikter står for mig stærkere end de steder hvor jeg savnede en strammere fortælling og en større nærhed til personerne.

---

Forlagsbeskrivelse

Sensommer 2020. Coronavirussen er midlertidigt under kontrol. Borgerkrigen i Ukraine fortsætter, efter at Rusland har annekteret Krimhalvøen. Annesofie Gundelach bor i London, hun er analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste og kæreste med søde, men gådefulde Nigel. Hendes nuværende opgave er Sanjay Shah-sagen, men da FE’s chef pludselig bliver hjemsendt, bliver Annesofie kaldt til Danmark. Hendes nye mission er farlig og uigennemskuelig: Hun skal undersøge, om der findes dobbeltagenter i FE. Kort efter ankomsten bliver hun udsat for mordforsøg og flytter ind i et af politiets hemmelige safehouses sammen med en anden FE-ansat. Senere begår han selvmord under mystiske omstændigheder.    Annesofie begynder sin egen efterforskning, men før hun når dybere ned i sagen, bliver hun indkaldt til møde i Udenrigsministeriet. En dansk journalist er forsvundet i Syrien. Annesofie bliver sendt afsted, men et telefonopkald fra Ukraine vender op og ned på det hele. En nær ven er i livsfare.

---

Uddrag af bogen 
Hun lægger sig ned og pjasker vand i øjnene og … av, for helvede! Hvad var det!? Noget kradser på hoften, hun roder rundt i vandet og finder en lille skrue. Hvor kommer den fra? Der er ikke murstøv på kanten af karret, heller ikke på brusehylden eller på blandingsbatteriet. Hun kigger op, ventilatoren kører på højtryk … der mangler en skrue i beslaget. Hun kommer i tanke om bittesmå kameraer, husker videoerne på YouTube og avisernes historier om syge, perverse stoddere, der onanerer til synet af kvinder, der er i bad. Hun rejser sig og betragter ventilatoren. Der er mørkt inde bag viften … og dog. Hun kan ane en kasse, som ligner en tv-boks. Ovenpå er monteret en antenne. Er det en bombe?            

Om forfatteren Morten Buschmann (født 1964, Kbh.), forfatter, foredragsholder og journalist. Har arbejdet for bl.a. DR, TV 2, Forsvarskommandoen og Københavns Universitet.