Boganmeldelse: ‘Mirakel Spektakel’ af Maria Lazar

Forfatter: Maria Lazar
Forlag: Forlaget Klara W.
Udgivelsesdato: 30.10. 2010
Sider: 308
Oversat fra tysk af Ann-Claire Olsen: ‘ Die Eingeborenen von Maria Blut’ (1937)

Det er en foruroligende roman som ‘Forlaget Klara W’ har fået oversat fra tysk af den glemte østrigsk/jødiske forfatter Maria Lazar. Den er skrevet mens Lazar opholdt sig i Danmark som flygtning på Thurø i 1935.

Romanen beskriver indbyggerne i en lille by ‘Maria Blut’ i Østrig. 1930’erne er økonomisk krisetid og indbyggerne er materielt forarmede, mange af dem arbejdsløse. Romanen viser hvordan denne materielle forarmelse langsomt medfører en mental forråelse af indbyggerne. De er handlingslammede og føler at udvikling og forbedring af levevilkår er ude af deres hænder. De kan eller vil ikke tage ansvar for deres eget liv, træder vande og fyldes af angst for den fremtid de ikke kan få øje på. De overlever kun ved at give andre skylden for dårligdommene.

I dette mentale klima medfører landsbysladderen at befolkningsgrupper lægges for had og får skylden, at konspirationsteorier og “fake news” opstår og udvikles. Jøderne og kommunisterne står især for skud og får skyld for alle dårligdomme, og der udvikles langsomt en vrede mod disse befolkningsgrupper som indbyggerne mener har ødelagt Østrig – der før 1. Verdenskrig var en verdensmagt. Langsomt bliver klimaet koldere og koldere, og hagekorsene dukker langsomt op i gadebilledet… Byens borgere knytter deres livshåb til mirakler – hvad enten det er Vorherre eller en stærk mand her på jorden der træder i karakter…

Jeg synes der er tale om skræmmende læsning, og det er nærliggende for læseren at drage paralleller til nuværende fænomener som folks afmagt over for coronakrisen eller til befolkningsgrupper i USA der føler sig tilsidesat af magthaverne og derfor er lette ofre for en populistisk agitator…

Bogen kræver en del af sin læser. Formen er original og ligner ikke rigtig noget jeg kender. Den består mest af en tekstmontage, en kakofoni af stemmer der som mosaikker i et kaleidoskop langsomt giver et mønster af et samfund i afmagt der langsomt bevæger sig mod afgrunden. Formen medfører en rytme, en sitrende rastløshed og usikkerhed der forplanter sig til mig! Jeg søger mening og sammenhæng. En mening der ikke er der. Jeg kommer i samme båd som indbyggerne i byen…

Nogle personer og begivenheder følger læserne dog, og bogen indeholder en personliste bagi til hjælp, så vi ved hvem der er hvem, og hvordan de forskellige personer relaterer til hinanden. Formen medfører at vi langsomt kommer ind under huden på disse mennesker.

En af personerne den gamle jødiske advokat Meyer-Löw skiller sig ud som en af de få der har en vis indsigt. Han forstår hvad der sker med byens indbyggere som han kalder “de indfødte”.

I en scene går gamle Meyer-Löw tur ved floden med sit barnebarn og belærer ham om, at »man skal være en gæst her på Jorden«, for det er kun »de dumme og indskrænkede«, der bosætter sig et sted for evigt: “der er ikke nogen steder, der er så smukke, at man skal bosætte sig der for evigt. Det er kun de dumme og inskrænkede, der gør det” (…) “Du er jøde, Anselm, og du skal rejse”…

Vi skal altså være åbne over for verden, være på vej – også mentalt, ikke blive fastlåste. Tankerne minder mig om den kritik af ejendomsretten som vi i Danmark så i samtiden i f.eks. Hans Scherfigs forfatterskab. Også Leif Panduros tanker om “ligusterfascister” ser jeg i samme lys…

Ind imellem belønnes vi med ironi, satire og humor når f.eks. den fordrukne præst i byen sidder i skriftestolen og keder sig til døde, har svært ved at høre efter skriftemålene, hvor tankerne går på langfart mens han ærgrer sig over at de kvinder, der sidder i skriftestolen, ikke er lidt yngre og lidt kønnere…

Jeg synes at bogen er særdeles tankevækkende og relevant i vores tid, moderne i sin form og vil anbefale den til læsere der ikke er kontrolfreaks og ikke lader sig skræmme af formen… – Flot at et lille forlag tager initiativ til at fremdrage sådan en bog fra glemselen…