
Udgivelsesdato: 26-02-2026
ISBN13: 9788775743063
Sidetal 440
Anmeldereksemplar af ‘Støvets arvinger‘ modtaget fra forlaget.
Det har været en tankevækkende og skræmmende oplevelse at læse Casper Præsts debutroman. Den rammer en nerve i en tid hvor frygten for atomkrig igen føles ubehageligt nærværende. Fortællingen om bomber over København og andre danske byer bed sig hurtigt fast i mig. Den startede faktisk en række konkrete diskussioner herhjemme om både prepping og overlevelse…
Bogen skildrer effektivt det forfatteren selv kalder “mellemrummet” – den kaotiske tid lige efter katastrofen hvor hjælpen udebliver, og samfundets strukturer bryder sammen. Særligt de første 14 dage, hvor karaktererne isolerer sig i deres lejligheder i mørke og uvished, er stærkt beskrevet. Jeg bemærker det omfattende researcharbejde bag beskrivelserne af atomvinterens mørke og de helt nære hverdagsudfordringer som f.eks. det basale problem med at gå på toilettet uden vand. Tanken om “civilisationens fernis” løber som en rød tråd gennem bogen, og det bliver tydeligt hvor tyndt det lag er når jungleloven rykker ind i det lokale supermarked og forvandler almindelige borgere til desperate plyndrere…
Præst benytter det velkendte danske landskab som en skræmmende kulisse for undergangen. Det gør et særligt indtryk at se trygge, hjemlige rammer forfalde til dystopiske ingenmandslande…
Persongalleriet bærer præg af en vis sort-hvid opdeling, men forfatteren formår alligevel at gøre sine karakterer vedkommende. Hovedpersonen Claudia er grundlæggende et godt og sympatisk menneske. Hun er sygeplejersken der vil det bedste for alle, og hun fungerer langt hen ad vejen som talerør for den sunde fornuft. Jeg undrer mig dog over hendes udvikling: Kan det gode, rationelle menneske virkelig begå et koldblodigt hævnmord efter et voldtægtsforsøg og stadig fremstå som moralsk ufejlbarlig? Det rejser et interessant spørgsmål om hvorvidt mørket overhovedet kan vaskes af sygeplejerskeuniformen igen…?
Selvom hun og den anden hovedkarakter alenefaren Rasmus presses til det yderste af deres selvopholdelsesdrift – og for Rasmus’ vedkommende et tungt forældreansvar for sin niårige datter – bevarer de en kerne af ordentlighed. De mister ganske vist fodfæstet et par gange undervejs på deres vandring mod en flygtningelejr i Roskilde og siden videre mod en bunker i Holbæk, men de finder begge tilbage til deres værdier. Soldaten Anders står her som en stærk modvægt og er romanens mest dynamiske og tvetydige karakter. Da han skal løfte ansvaret i bunkeren efter Oberstens død – lederen der repræsenterede den gamle verdens militære orden – skifter hans karakter fundamentalt. Uden autoritet over sig udvikler Anders sig fra et ordentligt menneske med visioner til en kynisk tyran. Afsnittene om livet i bunkeren er overbevisende læsning og fungerer som et fascinerende symbol på et minisamfund hvor magt og overlevelseslogik hurtigt udfordrer de gode intentioner.
Bogen er fortalt med en del forfatterkommentarer og løbende forklaringer på handlingen hvilket rejser nogle interessante spørgsmål: Har vi som læsere brug for at få motiverne forklaret, eller kan vi selv navigere i de moralske gråzoner? Ville det eksistentielle ubehag stå endnu skarpere hvis de svære valg og tåbelige bemærkninger fik lov at tale for sig selv uden at konklusionerne blev serveret undervejs?
Denne formidlingstrang hænger dog tæt sammen med bogens fundamentale alvor. Casper Præst har selv udtalt at han håber hans egen datter aldrig kommer til at opleve en atomkrig i Danmark, og den personlige motivation mærkes tydeligt i teksten. Selvom emnet er tungt, flyder sproget ubesværet med en sikker tone der driver handlingen effektivt frem mod det afsluttende håb for næste generation – de egentlige “støvets arvinger”. Dermed lander romanen i den håbefulde ende af den dystopiske genre. Det er en modig debut der formår at vise os det vi mindst af alt har lyst til at forestille os. Jeg lander på fire stjerner for en historie der sidder i kroppen længe efter at bogen er lukket.
Forlagsbeskrivelse
Hvor var du den dag bomberne faldt? Og hvor langt vil du gå for at beskytte dem, du elsker?
I den nære fremtid eskalerer krigen i Ukraine til en fuldskala atomkrig mellem NATO og Rusland, og Danmark rammes af flere atombomber. På et øjeblik forsvinder alt, hvad Claudia og Rasmus troede, de kunne stole på. Hun er sygeplejerske i København med en såret forlovet, han er alene far i forstæderne med en niårig datter, der spørger, hvornår hjælpen kommer. Men dagene bliver til uger og hjælpen kommer aldrig.
I et land dækket af støv og mørke må de kæmpe for mad, varme og håb – og for ikke at miste deres menneskelighed, mens samfundet omkring dem falder fra hinanden. Da rygtet om en flygtningelejr i Roskilde når dem, begiver de sig afsted. Men på vejen opdager de, at tillid kan koste liv. At overleve et atomangreb var slemt nok – men tiden efter skal vise sig at blive langt værre.
Støvets Arvinger er en intens og realistisk roman om overlevelse, forældreskab og det skrøbelige håb i en verden, hvor alt, vi tager for givet, kan forsvinde på et øjeblik.
Discover more from Peters Verden...
Subscribe to get the latest posts sent to your email.