
3. sæson. 6 afsnit af cirka 58 minutter
Jeg har tidligere skrevet begejstret om første sæson af BBCs politiserie ’Blue Lights’. Nu er tredje sæson landet på DR-TV, og jeg synes at den er mindst lige så god. Serien fører mig tilbage til dagligdagen på politistationen i Belfast hvor hver vagt balancerer mellem triviel rutine og pludselig livsfare. Det er en bedrift at en serie formår at bevare sin nerve og autenticitet uden at ty til letkøbte løsninger som sort-hvide skurkeroller, mirakuløse opklaringer eller action der bare er underholdning.
Jeg synes serien holder fast i en jordbunden realisme der prioriterer karakterudvikling og svære valg. Selvom voldsomme begivenheder fylder, fungerer de mest som et intenst bagtæppe for betjentenes vilkår og deres indbyrdes samspil. Manuskriptet er stramt, og dialogerne føles bemærkelsesværdigt ægte. Der bliver ikke spildt ord, og den barske hverdag punkteres løbende af en tør humor som jeg ser som en nødvendig overlevelsesmekanisme.
Det, der for alvor bider sig fast, er de konstante moralske dilemmaer som betjentene står i. Skal man følge lovens bogstav og arrestere en ung narkokurer selvom man ved at vedkommende selv er et offer for systemets svigt? Hvor meget af sin egen integritet kan man ofre for at bevare en skrøbelig fred i de urolige kvarterer? Serien tør stille de svære spørgsmål om hvordan man forbliver et ordentligt menneske i et system der ofte er dysfunktionelt og utilstrækkeligt, og hvor loyaliteten til kollegerne både er deres største styrke og deres farligste faldgrube.
Jeg er generelt imponeret over castingen i britiske serier. Skuespillerne leverer igen præstationer i topklasse og portrætterer figurer fra forskellige miljøer med en på en gang rå og sårbar autenticitet. Jeg mærker tydeligt frustrationen hos politifolkene over den kyniske narkokriminalitet og den konstante stress ved et trusselsniveau der gør et tjek for bomber under bilen til en fast morgenrutine. Karakterernes indre liv bliver især tydeligt gennem seriens psykologiske dybde. Kameraet går ofte helt tæt på i nærbilleder der fanger tvivlen og trætheden hos betjentene.
Det mærker jeg særligt hos den unge kvindelige betjent Grace hvis personlige historie får et nyt, afgørende lag i denne sæson. Hendes fortælling om en opvækst på børnehjem giver pludselig mening til hendes enorme retfærdighedssans og hendes stædige forsøg på at hjælpe de unge som systemet ellers har opgivet. Samtidig rummer hendes historie en stærk eksistentiel vinkel. Det handler om at lære at tage ansvar for ens eget liv på trods af de kort man har fået tildelt. Der er i det hele taget en interessant feministisk undertone i serien hvor kvinderne i frontlinjen navigerer i et mandsdomineret og historisk splittet miljø med en særlig styrke og intuition.
Det er en fornem politiserie fordi den tør dvæle ved mennesket bag uniformen og de komplekse sociale mekanismer der stadig præger Nordirland. Har man set de første to sæsoner, er det bare om at komme i gang med den tredje… 🙂 – den skuffer på ingen måde…
DR-TV omtale
Britisk politiserie fra 2025.
Belfast-strømerne Grace, Annie og Tommy er efterhånden erfarne betjente. Men intet kan forberede dem på den udfordring, de står overfor, da de kommer op imod en organiseret kriminel bande, der har forbindelse til byens velhavende elite. Udløber: 13. mar 2027
Trailer
Discover more from Peters Verden...
Subscribe to get the latest posts sent to your email.