Kan/skal en anmelder stille sig kritisk over for “sorglitteratur”?

Dagbladet Politiken bringer i dag en vigtig artikel hvor den dansk-norske litteraturkritiker Susanne Christensen stiller spørgsmålstegn ved anmeldernes rolle i disse år.

Har Knausgård gjort det udfordrende at være anmelder?

Autofiktionen står i centrum: Nogle af de bedste bøger der skrives handler om forfatternes personlige tab og kriser, og forlagene spekulerer i genren. Det er sådan set fair nok, den personlige historie sælger, og de lever af at sælge. Men anmelderne har en forpligtelse til at være kritiske…

Kan en anmelder optræde kritisk når den ene forfatter efter den anden byder på sit livs største tragedie? Skal anmelderen fremelske følelsen fremfor refleksionen? Går anmelderen i virkeligheden et nyliberalistisk ærinde i en tid hvor individet står mere i centrum end nogensinde før?

Nedenfor finder du i twitteropslaget et link til artiklen i Politiken…