Boganmeldelse: ‘Om onsdagen danser vi’ af Virginie Grimaldi

---

Jeg bliver glad og varm om hjertet af at læse Virginie Grimaldis bøger. Tidligere har jeg omtalt to andre, nemlig ‘Dage efter Pierre‘ og ‘ Lad os tænde stjernerne’…

Begge romaner fik mine bedste anbefalinger…

Nu har jeg så læst ‘Om onsdagen danser vi’ og igen med følelsen af at have været i godt selskab. Det er en fortælling der balancerer i den svære feel-good genre – som i mine øjne risikerer at kamme over i det banale eller det rene føleri. Grimaldi mestrer dog balancen det meste af vejen ved at bruge en god portion humor og selvironi som skaber en nødvendig distance til det sødladne. Selvom slutningen læner sig op ad det sentimentale, synes jeg at den skarpe tone holder fortællingen på sporet…

Historien følger den unge Julia der forlader Paris og tager job på et plejehjem i Sydfrankrig for at flygte fra fra et forlist forhold og tabet af sin far. Hun er selv i knæ, men mødet med de livskloge og bramfrie beboere tvinger hende langsomt ud af mørket. Gennem de ældres erfaringer og tilbageblik på deres egne store kærlighedshistorier bliver Julias evne til at mærke livet og en spirende forelskelse vakt til live igen. De supplerer hinanden i hver sin ende af livet; de gamle finder mening i at give deres erfaringer videre mens Julia finder modet til at tro på kærligheden på ny.

Bag den humoristiske facade gemmer romanen på væsentlige temaer som ensomhed, demens og retten til at blive set som et helt menneske – uanset alder. Det ser man for eksempel i skildringen af beboeren Gustave hvis kamp for at bevare værdigheden og minderne om sin ungdoms forelskelse viser at kærlighed ikke er forbeholdt de unge, men er en livslang nødvendighed. Det er disse små, skarpe portrætter af livets skrøbelighed der giver fortællingen dens tyngde…

Romanen ligner Valerie Perrins ‘Glemt på en søndag’ i den forstand at begge bruger plejehjemmet som ramme, og at begge forfattere insisterer på håbet…. – Men hvor Perrin væver sine historier sammen med poesi, en vis melankoli og mystik, er Grimaldi mere direkte. Den store læseglæde findes i bogens sproglige overskud og den fremdrift der gør det svært at lægge den fra sig – en energi der minder mig om Annette Bjergfeldts bøger f.eks. ‘Mr. Saitos Rejsebiograf‘. Det er den samme varme og gnist der gør at man føler sig hjemme i teksten med det samme.

Dybden i romanen opstår også i den gensidige spejling: De ældre finder en fornyet mening mens Julia genfinder fodfæstet. Det er en påmindelse om at de mest betydningsfulde relationer ofte opstår der hvor vi mindst venter det – og at vejen tilbage til livet ofte går gennem dem der er ved at afslutte deres…

---

Forlagsbeskrivelse:

Julia flygter ikke fra sit liv i Paris. I hvert fald ikke rigtigt, men hun er træt af at sove på sofaen hos sin veninde, hvor hun har boet, siden hun slog op med sin kæreste. Så da hun ser et stillingsopslag for et job på et plejehjem i badebyen Biarritz i det sydvestlige Frankrig, griber hun muligheden for at komme lidt væk fra det hele.

Det er første gang, Julia skal arbejde med ældre mennesker, og hun er usikker på, hvad hun skal forvente sig. Det går dog hurtigt op for hende, at der gemmer sig mere bag plejehjemmets elegante ydre, end hun havde troet: knuste hjerter, velbevarede hemmeligheder og en enorm livsglæde. Kan Julia virkelig finde alt det, hun leder efter, dér hvor hun mindst forventer det?

“Uanset om man er 30 eller 80, er man i godt selskab med denne charmerende, hyggelige, inspirerende og sjove roman.”Lektørudtalelse, DBC