Boganmeldelse: ‘Ræveår’ af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

---

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er helt sin egen, synes jeg. Tidligere har jeg på bloggen anbefalet læsning af hendes roman ‘Sange om stilhed og hjem‘ om behandlingen af tyske flygtninge i Danmark efter 2. Verdenskrig. Denne gang har jeg læst hendes nyeste historiske kollektivroman der foregår i et fattigt fisker/bondesamfund på Læsø i 1780…

Jeg blev jeg straks opslugt af den intense stemning og den dybe forbindelse til naturen i romanen hvor en gruppe mennesker overlever yderst ved havet omgivet af en rå og uforudsigelig natur. Kvinderne får hverdagen til at fungere mens mændene er på havet, og det er primært disse kvinder, deres samspil og daglige udfordringer vi følger.

Øen er barsk og smuk med sandede kyster, marehalm, klitter og en endeløs horisont. Den afsondrede beliggenhed og naturens vilde kræfter sætter rammen for en fortælling om overlevelse og isolation i et miljø hvor mennesker må kæmpe mod både naturens luner og den sociale udstødelse.

(…) Heden dufter stærkt og krydret, efteråret venter trippende og utålmodigt med storme og altings langsomme død. Signe er gennemblødt af tangvand, da hun når hjem. Hun sætter kurven, binder tørklædet op, stryger håret tilbage over issen med våde hænder, binder det igen. Et brus af fugle letter langt borte, forsvinder som bølger af røg. Selv da hun er hjemme og endelig i ro, vil hjertet ikke holde op med at hamre. (…)

Marstrand-Jørgensen begyndte sit forfatterskab som lyriker, og også her maler hun med en bred pensel og skaber med sit poetiske sprog stærke billeder, dufte, og lyde, så jeg næsten kunne mærke havets salte vind, høre fuglene skrige og fornemme heden og den fugtige, tætte skovbund. Naturens nærvær er konstant, og selv når personerne søger ro, føles øen aldrig helt tryg. Denne sanselige nærhed skaber en følelse af både frygt og fascination – hvor naturen både er en fjende og en kilde til styrke. Vi er tæt på liv og død…

Mens jeg læste, kom jeg ofte til at tænke på en anden dansk, historisk roman som jeg har anmeldt på bloggen, nemlig Ida Jessens ‘Kaptajnen og Ann Barbara’ hvor kampen mod naturen og længslen efter samhørighed også er centrale temaer. En roman der som ‘Ræveår’ er skrevet i et stærkt nuanceret, sanseligt sprog der bringer læseren tæt på mennesker, vejr og vind, varme og kulde… Men hvor Jessens værk føles episk og dramatisk, oplevede jeg ‘Ræveår’ som mere indadvendt og meditativ. Det er ikke en fortælling om at besejre naturen, men om at blive ét med den – en langsom opløsning og forening med det vilde – i romanen symboliseret ved ræven der bor tæt på. Ensomheden bliver nærmest hypnotisk, og Marstrand-Jørgensen udforsker hvad der sker med mennesket når civilisationens bånd svækkes.

‘Ræveår’ gjorde et stærkt indtryk på mig. Romanen balancerer mellem det poetisk smukke og det barske og efterlod mig med en følelse af ærefrygt for naturens kræfter. Marstrand-Jørgensens evne til at skabe sanselige billeder og udforske menneskets instinkter og isolation gjorde romanen til en oplevelse der vil blive hængende længe… Det er en bog jeg varmt vil anbefale til alle der sætter pris på langsom fordybelse i en atmosfæremættet, tankevækkende læsning hvor handlingsplottet ikke er det vigtigste.

---

Forlagets præsentation

Læsø 1780. Mellem hede og klitter, på den yderste del af øen, lever en gruppe kvinder. De ejer husene, kører hestevogne, passer dyr og børn og dyrker den sandede jord. Deres mænd og sønner er på havet og kommer sjældent hjem.

Nær den yderste klit graver hunræven hule og holder øje med kvinderne. Måske ved ræven mere om dem, end de selv gør. Nogen giver den gaver, andre stjæler den fra. Måske er det rigtigt, når én mener, der er hekserier på spil, en anden at det er klogest at holde sig for sig selv. For hvem har født det barn, der findes død på heden? Hvorfor var enken fra fårehuset taget alene ud i en jolle? Og hvad stiller man op med 600 strandede sømænd? Hvilke hemmeligheder kan man leve med, hvilke dør man af?

Signe, Frida, Nielsine, Kirsten, Abelone, Margrete, Dortea og Johanne knyttes sammen af et arbejdsfællesskab, hvor pligt tæller mere end sympatier. Hvor jorden og havet altid har det sidste ord og livet følger årstidernes skiften.

Det er en afsondret og arbejdsom tilværelse fuld af tab og håb. Og selvom de bestemmer mest derhjemme, er det let at komme galt afsted i en verden med love, der regulerer kroppen og giver hårde straffe til den, der får barn udenfor ægteskab.

”Ræveår” er en kollektivroman om kvinder, der får det lille øsamfund til at fungere. Om et dramatisk liv, hvor man kun kan overleve ved at holde sammen.

---

Ikke alt jeg læser, kommer her på bloggen. Vil du vide lidt mere om hvad jeg har haft gang i senest, se her…