Bogomtale: ‘Jeg finder dig altid’ af Elsebeth Egholm

Spændende og letlæst psykologisk krimi. – Årets krimi i Danmark 2017


Forlag: JP/Politikens Forlag
Sidetal: 400
Udgivelsesdato: 28-07-2017
ISBN: 139788740040609
Nummer 1 i serien1

Elsebeth Egholm er efter min opfattelse en af vores bedste krimiforfattere. Hun laver spændende plots (og plottwists) som hun mikser med psykologisk interessante personer og miljøer uden at det går ud over fremdriften i historien.

Det gælder også denne roman som foregår i et anderledes miljø – som altid – i Aarhus, og som blev årets krimi i Danmark 2017.

Hovedpersonen Rina er læge der som en interessant sidebeskæftigelse om natten klatrer rundt på højhuse i byen under dæknavnet ‘Private Eye’. Hun planlægger og udfører kunstværker som det er op til Aarhus’ borgere at fortolke..

– En dag går det op for hende at nogen ikke blot er efter hende, men prøver at slå hende ihjel…

Romanen er den første i en ny serie, men den ligner de to forrige fritstående romaner af Egholm, som jeg har læst, ved at den kvindelige hovedperson er på en slags eksistentiel, lidt freudiansk dannelsesrejse. Hun prøver at finde ud af hvem hun selv er ved at grave i en traumatisk oplevelse i barndommen– og ønsker en stabilitet i tilværelsen, og at tage ansvar for sit (kærligheds)liv og sin fremtid. I alle tre romaner spiller kunst og kreativitet en vigtig rolle som katalysator for personernes selvudvikling…

Bogen er let læselig og god underholdning, men den er som mange andre krimier og tv-serier lidt skabelonagtig og præget af – efter min mening – lovlig nære relationer mellem efterforskere, ofre og forbrydere…

Forlagsbeskrivelse

Han ved, hvor hun er. Hun er på flugt. Og det er ikke første gang …Rina kan ikke genkende ansigter. Hun er læge, men om natten lever hun et dobbeltliv: For at kompensere for sit handicap og selvbehandle en svær barndom klatrer hun på høje bygninger og laver anonym street art under navnet Private Eye.Men en nat går det galt. En ung mand styrter i døden tæt på Prismet i Aarhus, hvor hun netop har klatret. Og da hun kommer hjem, bliver hun overfaldet af en mand med en kniv. Ting begynder at ske, og hun ved, at nogen er efter hende.Da efterforskeren Helge Stanek konfronterer hende, har hun sine egne grunde til at lyve, og han har sine egne grunde til at acceptere løgnen. Han forsøger at beskytte hende, men da Rina bliver mistænkt for drab, må hun flygte fra både politiet og sin ansigtsløse forfølger. Og det er ikke første gang, hun er på flugt..


Discover more from Peters Verden...

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar