Rejsebrev 4 Coco Beach

Her fortalte han om øens og Mangyans historie. Han fortalte om de forskellige kolonisatorer, spanierne, amerikanerne og japanerne, og ikke mindst om ”the lowlanders”, filippinere fra andre egne af landet der kom rejsende til Mindoro fordi her var frugtbart. De lavede plantager til udvindelse af træ og høstede desuden bl.a. kokosnødder. Mangyans, der er den oprindelige befolkning, blev drevet væk fra kysten og op i bjergene. Det tog en del af livsgrundlaget fra dem da de ikke længere kunne fiske. Edwin understregede at Mangyans blev (og bliver) opfattet som ”secondary citizens”. Han talte om det på en måde som mindede mig om Ta May (vores guide til stammerne omkring Sapa i det nordlige Vietnam, se tidligere rejsebrev fra januar 2009).

Python med bytte i maven…

Edwin fortalte en gyselig historie om en familie, der bor lidt uden for landsbyen. Hver dag, når manden gik på arbejde, kom han forbi et træ hvor der boede en stor python. Han så den undertiden, men tænkte ikke nærmere over det. En dag, han gik forbi, blev han angrebet af den. Den bed ham i nakken og begyndte at sno sig rundt om ham. Han kæmpede det bedste han havde lært og råbte om hjælp til sin kone. Hun kunne ikke rigtig hjælpe ham, da hun havde født nogle dage før, men hun løb efter hjælp i landsbyen. Da landsbyens mænd kom tilbage, fandt  de slangen helt vildt udspilet liggende i en pøl af blod. De slog slangen ihjel, og hev den døde mand ud af maven. Hvert ben var brækket i hans krop…

Vi kom til den første landsby som har en ny skole. Den er nymalet, bygget delvis for udenlandske fondsmidler. Der er fire klasser på forskellige klassetrin. Nogle af lærerne er Mangyans, men skoleinspektøren er ”lowlander”. ”De accepterer ikke en mangyan i en lederstilling, secondary citizen, as I told you…” Der sidder 30-40 elever i klasserne, musestille for åbne døre. De smiler og råber ”hello teacher” til os i kor. I en af klasserne kan man se at de har sprog. De lærer at sige opbyggelige ting som ”I’m philippino and I love my country”. Ved siden af står den samme sætning på deres eget sprog og på ”tagalog” som er det sprog lowlanders på Mindoro taler.

Edwins landsby. Her bor cirka 30 Mangyanfamilier…

Edwin fortalte at han har 9 søskende, og tilsammen har de 9 søskende 43 børn. Det er et stort problem fordi de ikke har råd til at sende de mange børn til skolen. Selv har Edwin kun 3 børn og håber ikke han får flere. Børnedødeligheden er tårnhøj, og det er ikke usædvanligt at kvinder dør i forbindelse med fødsler. Der findes ingen jordmoder eller læge der kan hjælpe ved en kompliceret fødsel…

Edwins ældste barn går på den skole vi har set tidligere på dagen, og Edwin håber at få råd til at sende de andre til skolen også, men han får kun en lav løn på resortet. Den ældste pige går hver morgen med andre børn alene gennem junglen til skolen! Selv vandrer han hver morgen tidligt de flere timers vandring gennem junglen til resortet. Hans store ønske er at få råd til en motorcykel en gang…

Edwin med sin yngste datter om halsen…

Vi spiste frokost i landsbyen. Landsbyboernes føde består mest af rødder, sweet potatoes, madbananer mm. Det hele er lidt tørt at få i munden, og de ruller bidderne i kokos for at give det smag, men det indeholder den næring de har brug for. Kød får de sjældent, men de har nogle få grise og høns…

vores frokost…

Mangyans laver meget smukt kunsthåndværk. De havde stillet det frem, og vi køber af dem. Nogle ildsjæle hjælper dem til at finde nogle salgskanaler. Blandt andet sælger de deres produkter på Coco Beach…