Boganmeldelse: Simone de Beauvoir: De uadskillelige

Smuk og læseværdig lille roman af Simone de Beauvoir om to veninders venskab – udgivet og oversat 35 år efter hendes død…

Simone de Beauvoir: De uadskillelige
Oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen
© Gyldendal 2020
originaltekst: Les inséparables
© Éditions de l’Herne 2020

“Indtil da var Andrées skønhed på en eller anden måde forblevet hemmelig: den var der i bunden af hendes øjne og skinnede gennem hendes ansigt i glimt, men den var ikke helt synlig; pludselig piblede den frem på hendes huds overflade, hun sprang ud i fuld blomst”…

Rating: 4.5 out of 5.

For mig er denne lille romans helt store styrke dens sanselighed der griber læseren fra første færd.

Romanen, der er skrevet i 1954, er blevet udgivet i Frankrig for nylig (35 år efter Simone de Beauvoirs død) og oversat af Lilian Munk Rösing og min gamle kollega Birte Dahlgren hos Gyldendal. Oversættelsen er præcis, mundret og indfølende. Desuden har Lilian Munk Rösing skrevet et fint efterskrift der sætter teksten og Simone de Beauvoirs tanker og forfatterskab i perspektiv, det samme har Simone de Beauvoirs niece.

Sylvie, jeg-fortælleren og Simone de Beauvoirs alter ego, beskriver sit venskab og kærlighedsforhold til Andrée som hun møder som niårig i klosterskolen til Andrées død som 22-årig.

Vi befinder os i det parisiske borgerskab i 1920’erne. Sylvie er en dygtig elev i skolen som forelsker sig i Andrée der på mange måder er hendes modsætning med mange talenter: musikalitet, kreativitet, fandenivoldskhed… Sylvie selv er en robust pige der langsomt frigør sig fra den katolske tro og vælger sin egen vej gennem tilværelsen.

Anderledes forholder det sig med Andrée der er i klemme mellem sine impulser, følelser, kærlighed og lyst på den ene side og en meget streng katolsk opdragelse i et højborgerligt, strengt katolsk hjem på den anden – med særdeles veldefinerede krav til unge piger. Sylvie, der er meget observant, kan ikke hjælpe sin veninde selv om hun prøver. Moderen opdrager Andrée til at blive en god husmoder der skal lægge sine evner og lyster på hylden for at blive godt gift, og Andrée går til grunde i sin splittelse mellem sin frihed og moderens krav. Simone de Beauvoirs niece skriver i sit efterskrift at Andrée … kunne ikke “tilpasse sig” – et uhyggeligt udtryk som betyder at passe ind i den præfabrikerede støbeform (…) Det der rager udenfor, vil blive presset sammen, mast, smidt ud som affald (…) man tværede hendes særegne personlighed ud.

Vi ser i romanen indirekte en heftig kritik af den katolske pigeopdragelse i borgerkabet. Begreber som synd, skyld, anger, syndsforladelse og tilgivelse står centralt. Frihed til udfoldelse er forbeholdt mænd hvorimod pigerne ikke må udvikle deres evner, men skal presses ind i en form der gør dem til gode familiesamlingspunkter – som Andrées mor. Ironien er at denne dominerende mor selv i sin ungdom fik undertrykt lyster og evner, men nu alligevel giver samme opdragelse videre til sine døtre.

Man kan sagtens læse historien som et eksempel på Sartresk eksistentialisme. Andrée vil gerne være engageret, vælge sit liv, sin tilværelse, men bliver frataget muligheden for det, kommer til at leve i et tomrum og får derfor i Sartresk forstand eksistentiel “kvalme”.

Jeg vil anbefale romanen for dens smukke og sanselige skildring af to veninders venskab, men også som et historisk dokument der antyder hvilken betydning Simone de Beauvoir fik ved at sætte kvinderollen på dagsordenen på den tid. Visse afsnit om katolicismens jerngreb på unge piger gennem begreber som synd, skyld, skriftemål og anger forekommer mig dog fjerne, tilhørende en anden tid…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s