Boganmeldelse: Iben Mondrup: Tabita

Tabita er historien om et dansk par Eva og Berthel der i 1960’erne søger oplevelsen og rejser til Upernavik i Nordgrønland for at bestyre handelsbutikken. Drømmen bliver dog hurtigt til et mareridt, for Eva kan slet ikke falde til under de fremmedartede forhold, i kulden og vintermørket.

Parret kan ikke få børn, og i forbindelse med en ulykke adopterer parret på lidt tvivlsom vis deres grønlandske hushjælp Abelones børn Tabita på 5 år og Vitus på 1 år og rejser med dem hjem til Danmark. Resten af bogen handler om specielt Tabitas udvikling i Humlebæk i skyggen af Berthel og Eva der i en ond atmosfære glider mere og mere fra hinanden.

Børnene bliver ofre for adoptionen, forældrenes ønsker og ambitioner. Teksten er et studie i forældrenes – specielt Evas – selvbedrag, fortrængninger, fortielser, løgne og svigt. Der bliver brugt en skiftende personalfortæller, først Abelone, så Eva og til sidst Tabita som teenager. Berthel ser vi mere på afstand. Iben Mondrup moraliserer ikke, vi får begivenhederne serveret usentimentalt gennem de tre kvinders øjne, og ingen af dem forstår fuldtud hvad der er på spil… – men deres tanker og handlinger giver anledning til mange overvejelser hos læseren.

Iben Mondrup er en særdeles kompetent forfatter. Miljøet i Grønland (hvor hun selv er vokset op) står pga det nuancerede og sanselige sprog knivskarpt. Vi ser kulturkløften, at den stærke grønlandske kultur og natur og ikke mindst sproget sidder dybt i kroppen på den selvstændige pige der nu skal være en anden, som bliver bedt om at blive dansk og glemme sin fortid. Tabitas kamp, savn og sorg er næsten ubærlig læsning, og det er helt ubegribeligt at ingen kan hjælpe eller forstå hende. Kun en klassekammerat og dennes mor kommer hende lidt til undsætning…

Handlingen foregår i kolonitiden. Kulturkløften mellem det grønlandske fangersamfund og dansk middelklasse er tankevækkende. Danskerne behandler “de indfødte” lidt på samme måde som Karen Blixen behandler de sorte i “Den Afrikanske farm”. Abelone skal sige “Fru Eva” og “hr. Berthel” og bliver kostet rundt, men får også mad med hjem til familien… Ind imellem giver kulturforskellen sig udtryk i komik, f.eks. da Abelone insisterer på at Eva skal gå med kamikker i kulden. Da Eva afslår, smører Abelone til Evas rædsel hendes fineste italienske sko ind i sælfedt. Så får Eva da ikke kolde og våde fødder…

Romanen er meget sanselig og filmisk, undertiden brutal, rå og meget blodig. Kan du som læser overleve det, venter en bog der giver anledning til mange overvejelser samt indsigt i dansk historie, men som samtidig handler om hvad mennesker nogle gange gør ved hinanden når vi ikke føler vi slår til, slår op i banen og udviser selvbedrag, manglende menneskelighed og empati…