Boganmeldelse: Graham Greene: Altings hjerte

Jeg har siden min gymnasietid – hvor vi læste “our Man in Havana” – holdt af Graham Greene. Jeg kan lide hans spændende plots og eksotiske miljøer – og hans evne til nærmest fotografisk at beskrive kolonierne som han havde et dybt kendskab til. Jeg elsker “The Quiet American” dens plot og dens beskrivelser af journalister og militærfolk i Fransk Indokina med udgangspunkt i et gammelt fransk kolonihotel i Saigon der stadig eksisterer, og som jeg har boet på (i en noget anden tid, dog… 🙂 Flere af romanerne er filmatiseret, herunder “The Quiet American” i en fremragende version med Michael Caine i hovedrollen.

Med hensyn til “Altings hjerte” blev jeg nysgerrig efter at læse en bog fra 1948 der bliver nyoversat i 2020 med støtte fra Statens Kunstfond. Graham Greene anses jo for en af det 20. århundredes mest betydelige britiske forfattere…

Handlingen foregår i Sierre Leone i den sidste del af det britiske koloniherredømme i hovedstaden Freetown (der dog ikke bliver nævnt ved navn) omkring The Bedford Hotel – der er et hotel med forbillede i “The City Hotel” .

Se her:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes…

Klimaet er forfærdeligt (hedt og fugtigt, malaria, sumpfeber), og byen præget af forfald, rotter, fattigdom mm. Dette samt regntiden med dens evige trommen på bliktagene bliver en kulisse for begivenhederne. Briterne og andre udlændinge har svært ved at trives under disse forhold. Mange er der kun fordi de ikke kunne få jobs andre steder. Omgangen mellem “de hvide” er præget af hvad de sociale konventioner tillader (masser af whisky og øl, men ingen kontorister eller udlændinge f.eks. syrere (!) i klubben) Alligevel hersker en landsbymentalitet hvor alle ved alt om alle. Greene beskriver disse forhold med en indforståethed der viser hans dybe kendskab til miljøet. (Han har selv boet og arbejdet i Sierre Leone i flere år).

Undertiden beskriver han begivenhederne med sarkasme – eller (galgen)humor – som da to af personerne i deres indholdsløse fritid mødes for at spille “kakerlak”. Det går ud på med hjemmesko på et hotelværelse at “skyde” kakkerlakker på væggen. Det giver dog ikke points hvis de ryger ned i håndvasken og afløbet, det kunne jo være de kun havde fået hjernerystelse”!

I de eksotiske omgivelser udspiller handlingen sig – der kredser omkring smugleri, spionage, korruption, kærlighed, utroskab, sandhed og løgn, tro og tvivl… – Den er hele tiden central mens personernes tanker kredser omkring følelse af ansvar, at gøre det rigtige, men ofte komme til at gøre det forkerte med efterfølgende dårlig samvittighed, følelse af eksistentiel tomhed, tanker om selvmord.

Man kan læse romanen som en spændingsroman, men i især sidste del fylder moralske dilemmaer meget. Protagonisten Scobie er egentlig et godt menneske der vil det bedste for sine nærmeste, men martres af skyld. Jeg kan sagtens følge hans overvejelser om sandhed/løgn, svigt, medlidenhed mm., men må stå af over for mere katolske problemstillinger omkring eksempelvis dødssynder. På den ene side synes han kirken er sandet til i dogmer og ritualer, på den anden side ligger troen så dybt i ham at han martres af skyldfølelse over for sine fejltrin, især utroskaben med Helen (da hans kone er bortrejst). Utroskab er en dødssynd i den katolske tro, og han formår ikke at skrifte for at opnå nåden og tilgivelsen (hvilket han godt ved at han bør som troende katolik). Helen – der ikke er katolik – fatter ikke hans kvababbelser – der ender med at knuse ham, og det gør jeg heller ikke.. Jeg tror ikke på dødssynder, helvede eller en straffende Gud. Tro skal trøste, ikke ødelægge mennesker Der bør være andre veje til at løse Scobies dilemmaer…

Det synes Greene nok også?