Boganmeldelse af ‘Mine venner’ af Fredrik Backman

---

Jeg skrev for et par år siden her på bloggen en begejstret anmeldelse af Fredrik Backmans roman ‘En mand der hedder Ove‘. Jeg syntes den ramte en balance mellem hjertevarme og barsk virkelighed, og jeg havde håbet at genfinde den følelse her.

Mit første indtryk af ‘Mine venner’ var da også en glæde over at genfinde Backmans helt specielle, humoristiske måde at skrive på, men ret hurtigt fik jeg en følelse af at karaktererne og deres handlinger blot var brikker der skulle føre mig frem til at forstå en bestemt morale om livet.. Backman benytter sin vante opskrift med ensomme skæbner der søger fællesskab, men for mig oplevedes det som genbrug af motiver der efterhånden har mistet deres oprindelige slagkraft…

Sproget er let og dialogbåret hvilket gør bogen hurtig at læse. Men bliver forfatterens stemme undervejs for insisterende…? – Jeg synes han har en tendens til at ville styre min tolkning ved hele tiden at udpensle karakterernes følelser. I stedet for at lade mig mærke stemningen, bliver den forklaret direkte. Det efterlader ikke rigtig noget rum til mine egne tanker når han for eksempel skriver:

 “Venskab” er en mærkelig ting. Det er ikke noget, man ejer, det er noget, man låner.”

Det lyder jo flot, er en smuk tanke – men er det ikke stærkere hvis jeg selv opdager værdien af et venskab gennem historien frem for at få en færdigtygget konklusion serveret – før jeg har nået at mærke efter…?

Selvom hans hverdagsobservationer bestemt er relevante og har en vis genkendelighed, føles de litterære greb efterhånden noget tyndslidte. Jeg vidste ofte præcis hvornår der ville komme en livsklog bemærkning, eller hvornår en bifigur ville træde ind for at understrege en pointe. Det gør at karaktererne fremstår mere som typer end som de hele mennesker jeg mødte i hans tidligere bøger. Jeg mærker aldrig for alvor karakterernes indbyrdes bånd. Det føles mere som en række scener der er sat op for at understrege en følelse – frem for ægte og uforudsigelige venskaber.

Jeg tror at bogen vil falde i god jord hos dem der søger et trygt og humoristisk gensyn med Backmans varme univers. Personligt savnede jeg den dybde og kant som jeg fandt i ‘En mand der hedder Ove’. Derfor melder jeg mig ikke helt ind i menigheden… 🙂

---

Forlagsbeskrivelse

Bevægende fortælling om fire teenagere, hvis venskab er så stærkt, at det ændrer en fremmeds liv 25 år senere.

De fleste bemærker ikke engang de tre små skikkelser for enden af en lang mole i hjørnet af et af verdens mest berømte malerier, men Louisa, en spirende kunstner, er fast besluttet på at finde historien bag de tre gådefulde personer.

25 år tidligere, i en fjern kystby, finder en gruppe teenagere et tilflugtssted fra deres hårde hjemmeliv på en forladt mole, hvor de deler hemmeligheder og laver små oprør. Disse vildfarne sjæle finder i hinanden en grund til at stå op hver morgen, en grund til at drømme, en grund til at elske.

Ud af den sommer opstår et transcendent kunstværk – et maleri, der uventet bliver overdraget til den 18-årige Louisa. Hun begiver sig ud på en rejse gennem USA for at finde ud af, hvordan maleriet blev til, og for at beslutte, hvad hun skal gøre med det. Jo tættere hun kommer på maleriets oprindelsessted, jo mere nervøs bliver hun for, hvad hun vil finde.

Mine venner er en fantastisk hyldest til venskabets og kunstens transformative, tidløse kraft.