Boganbefaling: ‘Lad os tænde stjernerne’ af Virginie Grimaldi

Hjertevarm, menneskeklog og morsom fortælling der giver læserne lidt varme i en kold tid…


Antal sider: 352
Sprog: Dansk
Oversat af: Agnete Dorph Stjernfelt
Design: Lonnie Hamborg / Imperiet
Udgivelsesdato: 3. april 2025
ISBN: 9788772391779 (Trykt bog)

Jeg havde det med læsning af denne bog som jeg havde det med filmen ‘De Urørlige’ som mange sikkert husker. Jeg blev varm om hjertet og glad i låget… 🙂

Det er anden gang jeg læser en roman af Virginie Grimaldi. Jeg har tidligere omtalt ‘Dage efter Pierre’ som jeg var begejstret for..

‘Lad os tænde stjernerne’ er en hjertevarm, menneskeklog og morsom fortælling om en enlig mor og hendes to døtre på 17 og 12 år der finder sig selv og hinanden på en campertur fra Toulouse til Nordkap.

Grimaldi fortæller med en blanding af humor, varme og dybde om relationer, drømme og modet til at finde nye veje når livet tager uventede drejninger. Jeg synes hendes personer er levende, genkendelige og fulde af menneskelighed, og personernes historier kan jeg derfor nemt relatere til begivenheder i mit eget liv.

Fortællingen skifter mellem moderens og døtrenes stemmer i korte kapitler. Jeg synes at denne opbygning både gør historien letlæst og giver den dybde og nærhed. De forskellige perspektiver lader os mærke både de voksnes bekymringer og de unges drømme, og netop denne flerstemmighed gør bogen mere levende og rørende for mig.

Ikke mindst datteren Lily faldt jeg fuldstændig for. Hun er en sublim iagttager af sin omverden og kan noget med sprog, ikke mindst ordsprog. Når hun til sin mor eksempelvis siger: “du skal tage tyren ved hornene mens jernet er varmt”, er jeg helt færdig.. Jeg bliver simpelthen i godt humør. Mon 12-årige Lily helt forstår rækkevidden af det udsagn…? 😄

Oversætteren har været på noget af en opgave ikke mindst med Lilys dagbog, men klarer det flot. Jeg har lyst til at se den franske originaludgave for rigtigt at se hendes udfordringer med ordsprog og billedsprog…

Romanen får min varmeste anbefaling…


Forlagsbeskrivelse

Hvis Anna ikke havde mistet sit job, ville hun næppe have gjort noget så impulsivt. Eller hvis hendes teenagedatter Chloé ikke havde fået sit hjerte knust, eller hvis lillesøster Lily ikke blev drillet i skolen …

Men pludselig virker en tur i en autocamper som den perfekte mulighed for at flygte fra de ubetalte regninger og bekymringerne og holde sammen på familien. Pigerne synes, at det er en forfærdelig ide, men Anna insisterer, og snart befinder de sig klemt inde i en camper med kurs mod Skandinavien og nordlyset.

Det bliver starten på en uforglemmelig rejse, hvor de ikke kun finder sig selv og hinanden, men også møder en række farverige karakterer på deres vej.

Lad os tænde stjernerne er endnu en hjertevarm roman af en af Frankrigs mest læste og elskede forfattere.


Discover more from Peters Verden...

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar