Boganmeldelse: ‘Sten i silke’ af Mikael Niemi

Historisk roman om livsbetingelser gennem de sidste 100 år i det nordlige Sverige på grænsen til Finland. Interessant og undertiden både voldsom, sanselig og ganske underholdende…

Forfatter: Mikael Niemi
Oversætter: Jakob Levinsen
Forlag: Modtryk
ISBN: 9788770078627
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Sten i siden
Sider: 522
Udgivelsesdato: 01-11-2023

Rating: 4 out of 5.

Bogen er en bredspektret historisk generationsroman skrevet af den svenske forfatter Mikael Niemi som jeg ikke har læst noget af før. Den foregår på forfatterens hjemegn op gennem det 20. århundrede til vore dage i det nordligste Sverige på grænsen til Finland ved Torneelven blandt det finsksprogede mindretal.

Romanen fremstår langt hen ad vejen som en socialrealistisk arbejderroman med stor kærlighed til egnen og dens mennesker og viser de barske levevilkår – og ikke mindst kampen for overlevelse – blandt de fattige landarbejdere. Mange af personerne føler sig tæt knyttet til og ser sig selv som en del af en ubarmhjertig natur der bliver beskrevet særdeles sanseligt og med megen humor.

En stor del foregår i 30’erne og omhandler modsætningen mellem landarbejdere, gårdejere, byfolk og den lokale øvrighed. Vi bliver vidne til arbejdskampe, strejker, oprør mv der får mig til at tænke på ‘Pelle Erobreren’ og ikke mindst på Bo Wiederbergs fine film ‘Ådalen’ hvis nogen kan huske den.

Mange af de fattige landarbejdere slutter sig til tidens nye -isme, kommunismen, og opretter lokale fagforeninger – mens andre holder sig til den bestående orden. I modsætning til Pelle Erobreren tager romanen ikke tydelig stilling til landarbejdernes valg, men har forståelse for begge dele. I vid udstrækning lægger den dog afstand til borgerskabet og øvrighedens måde at agere på over for den udbredte fattigdom.

Romanen omhandler mange personer i forskellige tidsaldre som jeg langsomt knyttes til, og hvis dilemmaer jeg får forståelse for. Den indledes med at man i nutiden finder et lig i en mose. Hvad der er sket, afdækkes langsomt i fortællingen – uden at jeg af den grund synes man kan sige at der er tale om en kriminalroman…


Forlagets præsentation

I det bundfrosne moseområde uden for Pajala blotlægger en gravemaskine noget, der ligner resterne af et menneske. Sporene rækker generationer tilbage til en mere barsk og kuldslået tid i Tornedalen. Fattige husmandsfamilier måtte kæmpe for overlevelse, og arbejderne på egnen gik til kamp for deres rettigheder, da vejen gennem Pajalas enorme skove skulle anlægges. I Uppsala får en kvinde et af sine tilbagevendende syn. Noget trækker hende nordpå, til egnen hvor hendes far voksede op. Er det mon forfædrenes stemmer, der kalder på hende? Mikael Niemi knytter farverne og fantasien fra den samiske og finske folketro sammen med beskrivelserne af de grå husmandssteder og fattigdom i en gribende roman fra Tornedalen over en periode på hundrede år.


Discover more from Peters Verden...

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar