Da jeg i gymnasiet læste Herman Bang, undrede det mig at han tilsyneladende ikke mente at han som mandlig forfatter var i stand til at skildre kvinder. Han mente ikke at han for alvor kunne leve sig ind i deres følelses- og åndsliv…
Jeg syntes at han lavede spændende, dybe og skræmmende portrætter som f.eks. Ida i ‘Ludvigsbakke’, Kathinka i ‘Ved Vejen’ eller ‘Irene Holm’. Man kan selvfølgelig sige at han med sin impressionistiske skrivestil især filmisk skildrede personerne set udefra. Alligevel fremmanede han et indre følelsesliv der for mig virkede helt autentisk. Men hvad… jeg er jo også bare en mand… 🙂
Også andre danske forfattere i hans samtid skrev i mine øjne pragtfulde og interessante kvindeportrætter. I. P. Jacobsen skrev den fascinerende roman om naturmennesket Marie Grubbe med forbillede i Gustave Flauberts ‘Madame Bovary’ – i manges øjne den første moderne roman…
Hos Henrik Pontoppidan var jeg vildt optaget af Jacobe i ‘Lykke-Per’ eller borgmesterinden i Pontoppidans modstykke til Bangs ‘Ved Vejen’ den smukke og gribende, men oversete lille roman ‘Borgmester Hoeck og Hustru‘. Karakteristisk for alle disse bøger var pudsigt nok at kvinderne blev ofre pga samfundsstrukturerne og mændenes manglende forståelse for dem og deres behov og – bortset fra Jacobe – kvindernes manglende evne til eller mulighed for at give udtryk for deres behov i et samfund der i høj grad byggede på mændenes præmisser…
Verdenslitteraturen var i Bangs samtid fyldt med fine og nuancerede kvindeportrætter som f.eks. Tolstojs ‘Anna Karenina’ og førnævnte ‘Madame Bovary’, og mandlige forfattere og kritikere var fremme i skoene for at problematisere kønsrollerne og kvinders vilkår. Tænk blot på Nora i Henrik Ibsens ‘Et Dukkehjem’.
I gymnasietiden var jeg vildt optaget af Lara i ‘Dr Zivago’ af Boris Pasternak. Jeg syntes det var det smukkeste kvindeportæt jeg havde læst og kæmpede mig af samme grund gennem de over 600 sider med familiestamtræ, kælenavne mm der gjorde det vanskeligt at orientere sig – bare for at se hvad der kom til at ske med Lara. Da filmen kom med den billedskønne Julie Christie i rollen som Lara, måtte jeg læse bogen igen..
Som franskstuderende læste jeg mange romaner fra samme tid der viste mænds fascination af – men også angst for – kvinden og hendes anderledeshed. Meget tydeligt i Émile Zolas: ‘Nana’ om kurtisanen der ødelægger mægtige mænd.. Disse romaner var præget af deres samtids litterære strømning naturalismen, af mænds erkendelse af kvinder som sanselige væsener der var mere i kontakt med deres krop, og som var svære at aflæse og forstå…
I tekster fra denne litterære periode var kvindeportrætterne måske lidt mere enstrengede, fokuserede som de var på at understrege de genetiske forskelle mellem kønnene og den dermed medfølgende angst og ikke mindst pessimisme hos mændene hvad angår mulighed for et frugtbart samspil…
Var alle disse kvindeportrætter skrevet af mænd stiløvelser, kvinder set med mænds øjne, kvinder der enten var sagesløse ofre for mænds magt eller rasende, følelsesdrevne furier der ville hævne århundreders overgreb? Jeg syntes det ikke generelt. Den i så mange henseender livskloge Herman Bangs udtalelser gav ingen mening for mig. Det har derfor været en øjenåbner for mig at læse Thomas Bredsdorffs artikel om Herman Bang, for Bredsdorff havde ligeledes undret sig over Bangs udtalelse…
Bredsdorff går i sin klumme på sporet af den tilsyneladende meningsløse påstand og får den pludselig til at give mening. Han genlæser Flauberts ‘Madame Bovary‘ og ser et dybt og fascinerende portræt af en kvinde der gør at han i endnu højere grad synes Herman Bangs påstand fremstår som meningsløs… Indtil brikkerne pludselig for ham falder på plads…
Læs artiklen nedenfor, og genlæs efterfølgende ‘Ved Vejen’. Pludselig vil hovedpersonen Kathinka stå i et helt nyt lys…
Link
- Herman Bangs gåde er endelig løst (Thomas Bredsdorff in ‘Politiken’ 17.4. 2022)
Peters Verden... 