Boganmeldelse: Jesper Wung-Sung: ‘Kvinde set fra Ryggen’

Jeg har ikke tidligere læst noget af Jesper Wung-Sung, men har ‘Den anden Gren’, der vandt ‘De Gyldne Laurbær’ i 2017, stående på reolen, en bog som min hustru har rost i høje toner, og som står højt på min læseliste. Alligevel blev jeg så optaget af Ida Hammershøi efter at have læst foromtalen og interviewet i Politiken (link, se bonusinfo nedenfor) at jeg måtte læse den hurtigst muligt…

Jeg kan godt lide historiske romaner og værdsætter at personer som maleren J.F. Willumsen, den katolske digter Johannes Jørgensen og især Wilhelm og Ida Hammershøi og familien bliver vakt til live igen. Jeg synes det er fint hvis disse historiske personer, deres liv og virke vil kunne sige nutidige mennesker noget…

Historien er selvfølgelig fiktiv og skal være det, men der er givet tale om grundig research af tilgængelige kilder og ikke mindst dyb fortolkning af malerier som har inspireret og igangsat Wung-Sung.

Undervejs i læsningen har det slået mig hvor forankret Wung-Sung tematisk er i den klassiske danske litteratur. Han udtaler i interviewet med Politiken at »Vilhelm får jo fortalt verden, hvem han er, gennem sine malerier. Ida har ikke samme mulighed for at sætte tingene på plads. Og egentlig ønsker jeg i mange af mine bøger at give stemme til dem, der ikke selv har mulighed for at fortælle deres historie… (…). Det er nærmest som at høre Herman Bangs inspiration og motiv. De to har desuden indlevelsen til fælles: Wung-Sung bliver inspireret til sin roman ved at se på og fortolke Hammershøis billeder af Ida på samme måde som Bang blev inspireret af et ansigt bag en rude til at skrive såvel ‘Ved Vejen’ som ‘Ludvigsbakke‘…

Jeg synes Ida har det tilfælles med Bangs kvinder at hun er sødmefuld og mild, viser hensyn og selvopofrelse. For Bang bliver det sidste kvindernes skæbne. Det selvudslettende, der ikke bør forveksles med beskedenhed, er en brist i deres karakter der tager livet af dem. Ida Hammershøi derimod er en surviver og finder nærmest på trods en måde at leve på…

I begyndelsen af romanen spiller Frederikke Hammershøi, Vilhelms mor, en stor rolle. Vi får præsenteret det københavnske, iskolde højborgerskab der ikke levner plads til en købmandsdatter fra Stubbekøbing. Ida får aldrig et acceptabelt forhold hverken til sin svigermor eller Vilhelms søskende, samtidig med hun selvopofrende påtager sig rollen som den der holder forbindelsen til selvsamme familie – som vi må forstå også Vilhelm flygter fra.

Præcis denne borgerlige, umenneskelige ramme tager livet af Kathinka i ‘Ved Vejen’ og er et hovedtema i ‘Ludvigsbakke’ hvor forvalterens datter (der også hedder Ida) ikke er fin nok til sønnen på gården i følge svigermor! Man kan sige at Herman Bang i sin beskrivelse af miljøet er mere ædende ond end Wung-Sung der jo heller ikke personlig har noget i klemme. Han har faktisk en vis forståelse for Frederikke Hammershøi og især for Vilhelm. Her ligger Wung-Sung nok nærmere den forholdsvis venlige kritik vi ser hos en forfatter som Thomasine Gyllembourg…

Romanen er dog først og fremmest en nutidig, psykologisk roman der handler om en kvindes identitet og eksistens under særdeles vanskelige vilkår. Wung-Sung har undret sig over og ønsket at undersøge hvordan en ung uuddannet kvinde, et “Guds ord fra landet”, kunne træde i eksistens når hun blev gift ind i en højborgerlig familie hvor ingen ville hende, og hvor hendes eneste opgave var ikke at lave noget, sidde og tie stille i mange timer hver dag sammen med en mand der tavst kun havde maleriet for øje. Familien forventede – som normen sikkert har været i samtiden – denne totale selvopofrelse af en ung kvinde i kunstens navn. Kunne denne kvinde træde i eksistens, blive “direktør i sit eget liv” når hun ikke måtte handle? Det er det spørgsmål Ida stiller sig selv hele vejen gennem bogen, og som læseren spændt venter på at få besvaret.

Skrivemåden er meget anderledes end Herman Bangs næsten filmiske impressionisme. Hele bogen bæres af Idas indre stemme der fortæller om små begivenheder, iagttagelser på forskellige steder, tanker og drømme fra dag til dag. Langsomt får vi med mange små detaljer udfoldet et nuanceret portræt af denne kvinde der i virkeligheden på trods af manglende selvværd har masser af potentiale til at udvikle sig. Hele vejen gennem livet prøver hun at forstå sig selv og finde et ståsted, og hun prøver at forstå Vilhelm, prøver at tolke hans små signaler. Hun håndterer udfordringer, har skæve vinkler på oplevelserne og en herlig lavmælt humor, hun observerer, men begår også fejl – som da hun for sent bliver opmærksom på Vilhelms sygdom…

Samtidig får vi indirekte et tilsvarende portræt af den enstrengede, nærmest ocd-agtige Vilhelm. Man fornemmer hos Wung-Sung en forståelse for Vilhelms introverte anderledeshed og for hans behov for at indkapsle kunstnerrollen i en osteklokke – selv om dette sker på bekostning af den kvinde han på sin egen måde elsker med en kærlighed han har så svært ved at udtrykke…

I sidste del af bogen optræder drømmeagtige eventyrsekvenser der i allegorisk form nuancerer hvilken mental styrke og kraft Ida besidder som hjælp til at kunne opnå det gode liv for hende selv og hendes mand – men som også viser omkostningerne…. – Jeg tænker at tilstedeværelsen af disse eventyrsekvenser understreger Wung-Sungs ønske om at læseren skal tolke og reflektere – på samme måde som han selv har gjort ved at betragte malerierne…

Jeg synes at sproget er nuanceret, detaljeret og billedrigt. Samtidigt er det fremadskridende, flydende og let læseligt. Det giver mig lyst til at læse videre og følge udviklingen af den kvindelige hovedperson og hendes samspil med omgivelserne- selv om der ikke er den store fremdrift i handlingen…

Alt i alt har Jesper Wung-Sung forfattet en velskrevet og dyb psykologisk roman der med udgangspunkt i malerier af Hammershøi udfolder to menneskers liv i en ikke fjern fortid. Ida Hammershøis skæbne er tankevækkende – ikke mindst som forudsætning for forståelse af udviklingen i kønsrollerne der jo i dag mere end nogensinde er til debat.

Jeg vil stærkt anbefale romanen til alle der som jeg nyder roligt at kunne sætte sig ind i en central persons karakter, til alle der kan lide at reflektere under læsningen. Hvis du er til fart og fremdrift i handlingen, vil du nok kede dig, for der sker ikke meget…

Bonusinfo:

Interview i Politiken med Jesper Wung-Sung om ‘Kvinde set fra Ryggen’