Baselitz… og Brassaï

Vi har været på Louisiana lokket af forskræp om Baselitz, en af ”det 20. århundredes betydeligste tyske kunstnere”. Jeg synes at billederne var uappetitlige, afskårne lemmer, syge farver. Det originale bestod måske i at mange af billederne var vendt på hovedet?

Hvad er kunst? – det er måske også at bevæge folk væk fra ligegladheden, få dem til at føle sig utilpasse – for at de derefter rigtig vil kunne nyde glæden?

Læs mere…

Min nye kærlighed er på nettet!

Jeg har set hende på nettet! – hun er fotograferet både forfra, bagfra og lukket op. Hun er næsten endnu smukkere på disse billeder end i virkeligheden. Der er flere andre – især mænd – der diskuterer hende ivrigt. Det skal de ikke, for hun er min, og jeg bliver meget vred hvis de taler dårligt om hende. I mit hoved er hun ufejlbarlig selv om jeg aldrig har haft hende mellem fingrene…

Jeg er blevet forelsket i en dims…

Ja, altså sådan en elektronisk én. Jeg synes hun er dejlig, rund og buttet og så med et tastatur lige til at spille på. Egentlig har jeg ikke brug for hende, for jeg har masser andre tangenter at spille på… – På den anden side, man må vel have lov at flirte!

Hvordan kan det være at jeg aldrig bliver klogere? Mine ben styrer mig hen til Telia-forretningen i Stengade hvor jeg har set dejligheden gennem vinduet. Mine ben har flere gange styret lige mod indgangen, bare for at få hende demonstreret. Det er der da ikke noget galt i, vel? – Det er nu alligevel indtil nu i sidste øjeblik lykkedes min hjerne at navigere forbi og hen til Føtex hvor jeg skal købe ind…

Jeg tør ikke sige det til Regitze, men egentlig tror jeg hun ville kunne forstå mine ben. Hun har selv meget svært ved at forhindre sine ben i at gå ind i Noa Noa selv om hun bestemt gør sit bedste…